Godt nytår!

”Styrk vores kammeratskab og sammenhold, og bevar os fra at svigte hinanden i nød og fare.
Vær med dem, der er sat til at lede og befale, giv dem klarsyn og beslutsomhed og omsorg for dem, de har ansvar for.
Jeg takker dig for mit land!”

Julepynten er taget ned. De røde velour duge er udskiftet med den camouflerede af slagsen. Stolene er støvsuger, lageret er ryddet op – og alt hvad der mindede om en dejlig, hyggelig og varm jul er ryddet af banen. Lige på nær de hyggelige minder og billederne på vores kamera.

Og når enkelte perioder er endte – når gode tider er ovre – når hverdagens rytme skifter – holder vi stadig fast i bønnen, som et solidt fundament. For vores liv og for vores arbejde.
Soldatens bøn er soldaterhjemmets solide fundament. Hver aften til aftens sang ber’ vi disse ord, som bare er et udsnit. Om søndagen til gudstjeneste ber’ vi disse ord igen.
Og vi glæders over den kraft der er i det talte ord. Glæden ved at vide, at vores Himmelske Far hører hver et ord – og ved hvad vi trænger til, før vi beder om det.
At disse ord, som bedes hver dag i Camp Bastion, MOB Price, og måske rundt omkring i de små lejre, bygger liv og bygger en relation til Gud.
Vi kom rigtig godt ind i det nye år – godt nok var klokken befalet 24.00, et par timer før den egentlig var. Så vi fejrede det nye år, sammen med cocos’øerne, og poppede champagnen (den alko.frie, selvfølgelig), sammen med de eksotiske øer.
Men forinden var juleudvalget overgået til nytårsudvalg, knoklet og arbejdet lange timer i mekker-teltet, for at passe de 150 ekstra mand ind, som stødte til Bastion mellem jul og nytår.
Så vi var en dejlig blanding af Bastion’s faste folk, B-coy, A-Troop og vores nyerhvervede C-coy deling som nu ligger fast inde i Bastion. Det var En hyggelig blanding og rig mulighed for at møde kammerater, som ikke før var mødt.
Og efter den grillede hummerhale og det andet lækre kød, havde vi en dejlig aften i det fine pyntede mekaniker telt med Dronningens nytårstale, 90 års fødselsdagen, underholdning og samvær.
Og lige præcis det der med samvær … er det ikke nemlig det, som det går ud på?!
Vi kan arbejde nok så meget, vi kan være yderst fyldestgørende i vores private og professionelle liv. .. - men det, som holder drengene hernede, det, som får de hjemsendte sårede til at ville tilbage hertil for at afslutte ordentlig, det handler alt sammen som samvær. Det handler som fællesskabet med drengene.
Og nytårsaften havde vi en dejlig tid med samvær i et stort fint miks af forskellige enheder.

Lucia dag havde vi inviteret lejren på Lucia morgenmad, men Lucia sang naturligvis. En kold og stille morgen. Solen tittede så smukt frem ude på terrassen, og den kolde afghanske morgen synes smukkere end nogensinde.

Vi er meget beriget af soldater som gerne giver en hånd med her på kuffen. Så da klokken nærmede sig 9, smuttede vi med 4 store pakkede rygsække ud til Patrole Base Line. Og feltpræsten og MED centeret tog over på kuffen.
Vi havde fyldt vores rygsække til bristpunktet med boller, kakao, fløde, håndmixer og kage … selvfølgelig kage. Og masser af det.
Vi blev godt modtager derude og havde en dejlig dag med rundvisning, og solen skinnede fra den flotteste skyfri himmel. Om aften samlede vi en deling, og så fik bankospillet ellers ikke for lidt.
Der gik lidt ”efterskole” i den, og vi hyggede os! Bankospil fyldt med konkurrence, hjemmebagte boller og varm kakao med flødeskum.

Og ude under den mangfoldige stjernehimmel var der plads til nogle tanker om livet, og om hvad det vil sige at bo derude og med drengenes levevilkår og arbejdsopgaver. Det satte ligesom hele vores Afghanistan eventyr i perspektiv – og hvor er vi glade for, at vi fik den oplevelse med.
Den efterfølgende morgen fløj vi hjem i en Chinook helikopter. Noget nær de mest oplevelsesrige 24 timer.
Januar er frysende godt i gang. Vi glædes over de næste små 4 uger, som stadig ligger foran os, og vi glædes over, hvad de mon vil bringe af glæder og oplevelse.
Tak for støtte og tanker til vores arbejde gennem Hold 12 og 2011.

Med ønsket om et lykkebringende og godt NYT ÅR.

Kærligst Mette og Thea

Glædelig jul i Bastion.

Den hyggelige, dejlige, farverige og om ikke andet kolde jul er godt under vejs i lejren.
Det er som om at mørket er mørkere, når temperaturene er dalende.
Ja, de lover omkring -10 graders nattefrost. Så mand og mus er pakket ind efter bedste evne.

Men julen er jo en dejlig og særdeles hyggelig tid. Og på kuffen, samt på kontorene og i teltene, summer julen allerede i form af flettede hjerter, musetrapper, syngene nissemænd og lys. Farverige lys.
Den store julepynts kasse er fundet frem, og netop i dag er der sendt juletræ hjemme fra Danmark. Det står og pryder gårdspladsen noget så smukt, og minder os om, at julen er undervejs, og at lyset er smukt for øjet og vigtigt for sjælen.
At julen er hjerternes, men også lysets fest.
At det vi fejre er, at Messias, verdens lys blev født julenat.
Sikke en fest.

Søndag er en særlig mærkedag i lejren.
Vi starter med stort morgenbord prydet med hjemmebag af rugbrød, boller og mangle lækre pøler, oste og diverse, som soldaterne noget så flittige bringer hjem fra deres orlov, og som deres betænksomme pårørende sender. Vi er særdeles taknemmelige for de mange flotte donationer, som hele lejren nyder godt af.
Lidt ud på middagen samles vi til advents gudstjeneste, og derefter er der godt gang i køkkenet;
æbleskiver og gløgg og som toppen af kransekagen; juleeventyrs oplæsning af vores skuespillerske præst.
Næsten alle mand samles, i halvanden times intensiv hygge. Vi får fejret advent, og vi sætter fokus på samvær og nærvær.

Efter en dejlig 3 ugers leave, har vi nu været på banen i en lille måneds tid, men tiden føles nogen gange som fint sand mellem fingrene. Det forsvinder ubemærket.
Dog er der ugentligt glædeligt gensyn med soldater, som kommer hjem fra leave – og drengene og pigerne ude fra de små lejre kommer igennem Bastion, og vi nyder at se dem igen. Og vi nyder at høre om, hvad de sidste 4 måneder har bragt.

Aftenerne bliver brugt mere og mere inden døre. Juledekorationerne troner flot på de røde juleduge, mens der bliver snakket og hygget over kaffe og brunkager. Der bliver spillet lidt ekstra spil på denne årstid, og stemningen, med Stig Rossen der strømmer gennem højtalerne, er i top.
Julen er sparket godt i gang, og selvom der er langt hjem til manges familier, skal man ikke tage fejl af, at fællesskabet her er noget ganske særligt.

Glædelig jul til alle soldater, pårørende og andre interesserede.

Mette Kristensen og Thea Bräuner-Møller.

Her nogle billeder fra adventen på og omkring KFUMs Soldaterhjem i Camp Bastion.

2. søndag i advent: Taknemmelige soldater fylder tallerknerne med æbleskiver og lækkerier.

Praktikant i køkkenet.

En juledekoration under afghanske forhold. Når der ikke er gran og hvad der ellers plejer at være må man være kreativ! Resultatet er blevet glimrende.

Anden søndag i advent. Hygge med et spil Trivial Pursuit og hinandens selskab.

Ingen december uden kagebagning. Her er det Gorm, der er i gang med at bage på Kuffen. Det blev en “sports-kage” med enorme mængder af sukker og flødeskum.

Når flødeskummen er pisket må der spises rester. Her er det Pater Michael og Winnie.

Fællesskab omkring kagebordet.

Fællessang foran kuffen.

De bedste hilsner fra Thea og Mette.

Nu har Kufmor og Kuffar været på kuffen i Camp Bastion i 5 uger.

Turen derned startede med at Kirsten væltede i lufthavnen i Tune med en rygsæk på 18 kg. Hun troede, at hun havde en stolpe at støtte sig til, men den stod ikke fast. Der skete ikke noget, og turen gik rigtig godt videre. Birthe (vores datter) og Bjørn (barnebarn), som bor i København, kørte os til lufthavnen.

Efter ca. 24 timers rejse landede vi i Camp Bastion, hvor vi blev rigtig godt modtaget af Mette og Thea.

Den første uge, inden Mette og Thea rejste på leave, sov vi i hver vores ”fælles” telte.

Vi oplever, at Mette og Thea gør rigtig meget godt for soldaterne. De giver den rigtig ”gas” og er meget vellidt.

De gav sig god tid til at sætte os ”gamle” ind i de nye opgaver. Opgaverne er rigtig spændende og udfordrende. Man ved ikke hvad dagen byder.

Dagen starter kl. 7.00 og slutter ca. kl. 23.00. Derfor er der også behov for en lille times lur midt på dagen. Den nye rytme vænner man sig hurtig til, selvom vi har kørt i et andet gear i nogle år.

En tidlig morgen var vi ude ved Transporten for første gang for at aflevere 4 stk. ”bestilte” kager. Inden afrejse sagde vi: ”Pas godt på jer selv”. Denne tur blev et døgn længere som beregnet på grund af en vejsidebombe, men alle kom godt tilbage. 

Den første lørdag vi er der, hvor vi er ved at ælte dej til 16 stk. rugbrød samt boller til ca. 250 personer, går røremaskinen i stykker. Det bliver konstateret, at der er gået 3 tænder i en tandhjul på røremaskinen, og den kan ikke repareres. Så kommer håndmikseren i brug, men den har det heller ikke for godt. Den tænder sig selv indimellem, selvom den står på nul. Det kan give dej i hele køkkenet, men det vænner man sig til. Vi regner med at få en ny håndmikser på torsdag i næste uge, når Birgith og Frede tager ud for at afløse i Price. Røremaskinen kommer om ca. 5-6 uger. De har lovet, at vi får røremaskinen i 2011.

Vores arbejdsfordeling er gået rigtig godt. Kirsten bager og Alex bruges som røremaskine, når der skal bages boller og rugbrød til dansk morgenmad om søndagen til ca. 100-200 personer.

Alex er rigtig god til at fylde op, lave kaffe og tage på indkøb. Han vil også gerne ud og bruge lidt værktøj. Derfor har han bl.a. fået lavet håndtag på slush ice maskinen, så alle 3 beholdere kører igen. Vaffeljern har fået håndtag på. Det er også Alex, som tager sig af morgenkaffen. Ja, vi får det rigtig til at fungere i fællesskab.

Vi har været ude ved et af vagttårnene, som er bemandet af danske og engelske soldater. Det er normalvis en 24 timers vagt for de 3 mænd, som bemander tårnet. Vi havde en kande kaffe og kage med til dem. Samtidig kørte vi en tur rundt om lufthavnen for at se aktiviteterne der. Vi fik også at se, hvordan afghanerne bor ude i ørkenen. En meget interessant tur.

Den 2. november kom der pludselig en røremaskine fra Dubai. Maskinen har 2 gear, og man skal slukke den inden man skifter til næste gear. Nu går det lidt nemmere med bagningen, selvom udgaven ikke lever op til dansk standard.

I mellemtiden havde Alex fået ringet til firmaet, som er leverandør af røremaskinen, der er gået i stykker. De ville gerne sponsorere de defekte tandhjul. Birthe (Vores datter) som bor i København kørte ud at hente tandhjulene, og afleverede dem i lufthavnen i Tune, hvor Birgith og Frede (som skulle til Price), tog dem med. Allerede lørdag fik Alex tandhjulene sat i, og vi kunne bage søndagsmorgenmad med den gode gamle røremaskine.

Søndag morgen den 6. november var der Dancon March, arrangeret af militærets velfærdsorganisation. Her var der tilmeldt ca. 350 deltagere. I denne weekend blev der bagt boller af ca. 15 kg. mel og 14 store pladekager samt vafler lørdag eftermiddag.  

Allehelgens søndag den 6. november var der om aftenen mindesamvær. Her samledes alle omkring flaget, hvor mindestenen over de danske dræbte soldater står. Præsten Pernille nævnte alle navnene på de danske soldater, der er dræbt i Afghanistan. Samtidig var der mulighed for os alle at tænde et lys. Efter samværet var der kaffe med kage på kuffen.

Det er ikke hver dag der er så stor aktivitet i lejren. Antal besøgende svinger meget på grund af lufthavnen.

Fra mandag til onsdag havde vi besøg af Palle og Daniel, som er leder på kuffen i Price. De var på vej hjem på leave.

Mortensaften hyggede vi os med hjemmebagte boller med kylling, pålæg, agurker og tomater samt ost. Man finder de anledninger, der er til at hygge om soldaterne.

Søndag morgen er der dansk morgenmad på kuffen, her bliver der bagt dansk rugbrød og boller. Af pålæg får de, hvad vi har. Mange soldater er flinke til at komme med spegepølse, ost, dåseleverpostej og makrel.  Der er også nogle fra Danmark som sender hjemmelavet marmelade. Der kan også være firmaer som sponsorerer noget til Kuffen/soldaterne.

Onsdag er der lagkagebanko. Lørdag eftermiddag hygger vi os med vafler og evt. film om aftenen.

Hver aften er der 10 minutters fællessang – andagt – soldatens bøn og fadervor på kuffen.

Den 9. november kom Mette og Thea tilbage fra leave. Nu fik vi mere tid til at tage ud at besøge lejren.

Vi har været ude at besøge den afghanske lejr, hvor den lokale befolkning, som arbejder i lejren, bor. Her var vi inde at få grøn te ved lægen, som kunne huske Ruth. De har flotte haver og dyr i bure. Det var fantastisk.

Felthospitalet var vi inde at se. Her hilste vi på de danske sygeplejersker, som vi også ser på kuffen. Kuffen er det eneste fristed, de har. Her kan de slappe af og nyde solen på terrassen.

Alle i lejren er gode til at hjælpe på kuffen, når der mangler noget, eller når der er gået noget i stykker. Kuffen havde lige fået ny ovn og køleskab, inden vi kom. Ovnen har desværre givet mange problemer. Det er nu blevet konstateret at termostat og printplade er defekt i ovnen og skal udskiftes, men det tager lang tid, når man er langt fra Danmark. Mens vi var der, fik vi på terrassen udskiftet til et stort nyt lærred med fast ramme til power point og film. Vi gav udtryk for, at vi gerne ville have hylder i kølerummet. Det tog ikke lang tid for dem at lave hylderne, specielt ikke, når man lover dem en drømmekage. Meget kan man betale med kage på Kuffen.

Vi kom godt hjem, efter godt 2 døgns rejse, den 17. november, hvor Birthe og Bjørn hentede os i lufthavnen i Thune. Hun kørte os hjem og derhjemme stod Maria, Rasmus og Neya med stegt flæsk og persillesovs. En rigtig stor god overraskelse. Det er rigtig dejligt at komme hjem til sin familie igen.

På næste tur i 2012 regner vi med at komme ud at opleve lidt mere i lejren.

Vi har været meget glade ved den tid vi har haft sammen med soldaterne. De har virkelig taget godt imod os ”gamle”, og vi har nydt det. Derfor glæder vi os til at komme af sted igen til februar 2012. Vi takker for forbøn og loyalitet.

En stor varm hilsen fra

Kirsten og Alex                                                                                                                                             

Kuffen, Camp Bastion

”Vi lever livet forlæns, men det forstås baglæns” Søren Kirkegaard.
Dagene hernede flyver afsted, og selv om vi nyder hver dag og ”lever livet live”, så er der så mange ting, som først går op for os når dagen er slut, og samtalen med den trætte soldat er ovre..
Hverdagen hernede rummer mange praktiske opgaver, der skal udføres og det tager meget af vores tid.
Når vi ser tilbage på snart 2 måneder sammen som soldaterhjemsledere, så er det ikke det antal gange vi er kørt i den amerikanske PX efter sodavand, det antal opvaske vi dagligt tager eller rengøringen, der betyder noget. Men derimod de mennesker, som er kommet til at få en særlig plads hos os hver især.
Smil og grin, samtaler om livet og de gange, hvor vi har kunnet være med til at sætte en god dagsorden for soldatens hverdag med vores måde at være på, friskbagt kage og ører der gerne vil lytte til hvad hjertet er fyldt af. I nu’et er der oftest travlt, med ting der er vigtige for at hverdagen hænger sammen, men det er vores udfordring nogen gange at lade det ligge, og lade støv være støv – for det er der ubegrænsede mængder af. Og så lade soldater med hud og hår, og alt hvad de er fyldt af, være dem der får vores opmærksomhed. Gang på gang må vi minde os selv om, hvad der er vigtigst – selv om kanderne skal være fyldte og kagen friskbagt.
Vi nyder godt af hinanden og gældes over vores arbejdsfællesskab, og at soldaterne har god ejerskabsfornemmels af hjemmet her.

Lejren er ved at ha set de store fordele, der er ved at være gæst på ’kuffen’ og der bliver kun større og større opbakning til vores arrangementer. Hver onsdag har vi banko og i onsdags var Thea banko-woman og vi havde omkring 40 herlige soldater med, der i forventningens glæde sad håbefuldt og fulgte med efterhånden, som tallene blev råbt op. Til flere af tallene skal soldaterne råbe et kaldenavn, som til den hurtigste soldat, udløser et stykke slik eller anden lille ting. Det kan eksempelvis være nr. 24 – juleaften, nr. 69 – uniform eller 90 – gamle ole m.fl, og det giver grund til højlydt konkurrence mellem soldaterne.

Vi oplever, at soldaterne er ivrige efter at inddrage os i deres hverdag. Og ikke kun når der hver søndag er rengøring i hele lejren med stueeftersyn, hvor de inviterer os til at gøre deres arbejde, men når de fortæller hvad de laver og vi er en del af deres hverdag. Vi oplever, at vi kommer meget tæt på hinanden hernede, vi deler både hverdag og liv.
For et par dage siden var vi på kage-rundfart. Vi havde bagt 9 bradepander med banankage, så der var kage til kuffen, og stykker nok til at gå fra kontor til kontor og rundt på de forskellige arbejdsområder. Det var meget kærkomment og vi havde en fornøjelig eftermiddag. Når de ikke altid har tid til at komme til os, så må vi besøge dem, der hvor de er. Det er en fornøjelse at kunne glæde med noget så simpelt som et smil og friskbagt kage, dejligt!

Knud Bartles, Generalen for det Danske Forsvar, kom og besøgte os et par uger tilbage. Alle mand var befalet på kuffen til aftenhygge, og vi fik lov at fortsætte med aftensang og andagt. Men vi måtte dog under aftensangen pænt bede forsvarschefen om at afslutte sin sludren, så vi kunne begynde. Det er vist ikke alle steder i vores militære verden, at det er OK, at bede chefen om ro, men vi gjorde det med et smil, og slap godt fra det.

Den 3.september skete der det, vi havde håbet ikke ville ske. Jacob Sten Lund Olsen mistede livet ved en eksplosion. Når vi mister en dansk soldat, så er der mange praktiske opgaver, der skal ordnes. Depotet skal skaffe en kiste, hvide handsker til de kammerater, der skal bære kisten og 8 af den dræbtes nærmeste soldater kammerater kommer ind til Camp Bastion sammen med deres gruppefører og skal sammen under CAMP’s vejledning træne og indøve deres gang med kisten. Jacob’s bårehold var her i lejren nogle dage inden vi sammen sendte ham hjem til hans familie, kæreste og venner.
Det var nogle ydmyge drenge der skulle sende deres ven hjem – det var nogle ydmyge soldater, der måtte tage afsked med en god soldat.
Vi bidrog med friskbagt morgenbrød, og opvartede dem under hele deres ophold. Vi kunne godt føle os magtesløse midt i denne tragiske begivenhed, men som tidligere nævnt, så er vi ikke kun de lyttende øre, men også dem, der kan hjælpe, der hvor militærets ressourcer ikke slår til.

Onsdag aften den 7.september blev der holdt mindehøjtideligheder for Jacob Sten Lund Olsen i de danske lejre. Vi var med her i Bastion, hvor vi sendte ham afsted. Vi kan berette om den sorg, vi oplevede hos hans soldaterkammerater, der måtte bære ham hjem og dem, som var kommet ind fra Patrol Baseline, men det kan ikke sammenlignes med den sorg som hans familie, kæreste og venner nu står i. Vi sender vores varmeste tanker til dem, der nu har mistet en søn, en kæreste og en ven. ”Kun dem der elsker, sørger”.  Det er kærlighedens pris.

Hverdagen går videre i Camp Bastion, med praktiske opgaver, og soldaternes ferie, der kaldes ”leave”, er begyndt. Det betyder at alle danskere der skal hjem, kommer igennem Bastion og er her nogle dage samt dem, der er på retur, er også herinde nogle dage, før de igen drager mod deres respektive lejre.
Denne periode betyder mange mennesker i lejren, og vi glæder os til at se vores kampsoldater igen.

Vi vil gerne udtrykke vores store taknemmelighed over støtten, forbønnen og tankerne hjemmefra.
Det betyder at vi er i stand til at udføre vores arbejde som vi gør.

Kærligst Mette og Thea

Kære alle

Som en af vores kære psykologer sagde det: Tiden går hurtigt langsomt.
Og det er det, som vi synes at opleve. Dagene er lange, men de flyver af sted. Og før vi har fået set os om, er det endnu engang sidst på ugen.
Kent rejste hjem for 4 uger siden, og blev få dage senere afløst af Thea. Vores første møde som sammensmedede “kuf-mutre”, er gået over alt forventning. Vi finder os hver eneste dag, med endnu flere ligheder og passioner for de samme ting, og det overrasker os gang på gang. Vi har fundet en dejlig arbejdsrytme, og supplerer hinanden godt i de forskellige aspekter af at være soldaterhjemsledere i Camp Bastion.

Sidste mand fra hold 11 er rejst hjem til det eftertragtede Danmark.  Den forventnings glæde soldaterne har haft til vort smukke danske land, familier, kærester, venner og måske en enkelt dansk øl eller to, har i den grad smittet af. Det er en meget særlig fornemmelse at sende dem hjem, og se glæden lyse som solen. Afsavnet har været stort, men måske har tiden her, deres personlige udvikling, kammeratskabet og oplevelsen været tæt på lige så stort? Mange skal tilbage til arbejde på de forskellige kaserner, men nye oplevelser hernede har måske sat ting i perspektiv, så vi ønsker det bedste for vores drenge og håber at de kommer trygt og godt hjem til Danmark og finder deres plads igen - for nogen nye udfordringer.

<!–[if gte mso 9]&gt; Normal 0 21 false false false DA X-NONE X-NONE &lt;![endif]–><!–[if gte mso 9]&gt; &lt;![endif]–><!–[if gte mso 10]&gt; /* Style Definitions */ table.MsoNormalTable {mso-style-name:”Tabel - Normal”; mso-tstyle-rowband-size:0; mso-tstyle-colband-size:0; mso-style-noshow:yes; mso-style-priority:99; mso-style-parent:”"; mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt; mso-para-margin-top:0cm; mso-para-margin-right:0cm; mso-para-margin-bottom:10.0pt; mso-para-margin-left:0cm; line-height:115%; mso-pagination:widow-orphan; font-size:11.0pt; font-family:”Calibri”,”sans-serif”; mso-ascii-font-family:Calibri; mso-ascii-theme-font:minor-latin; mso-hansi-font-family:Calibri; mso-hansi-theme-font:minor-latin; mso-bidi-font-family:”Times New Roman”; mso-bidi-theme-font:minor-bidi; mso-fareast-language:EN-US;} &lt;![endif]–>

Afsked med de sidste soldater fra hold 11.

Hold 11 var tæt på at være slut da Alexander Buine mistede livet. Det var et slag i maven da vi måtte tage afsked med en dansk soldat. Det var nogle hårde uger da mange praktiske ting skulle ordnes og forberedes her i Camp Bastion, men det var ingen ting i forhold til at sidde over for Alexanders kammerater der måtte sende ham hjem før tid. Vores tanker går på en særlig måde til den familie og vennerne der ikke længere skulle stå i lufthavnen og vinke deres elskede søn, kæreste og ven hjem. Vi ønsker at de må få fred i deres sorg og vi ber for dem.

Hold 12 er nu en realitet. Kuffen er åben – og døren står på vid gab. Vi glæder os til at opbygge en ny hverdag sammen soldaterne. Overgangen har været travl og hver eneste time har været givet godt ud, enten til kaffebrygning, stor produktion af diverse og velduftene kager, ”forårs rengøring” af lager, kølecontainere, spil, kontor, tv-stue og hvad der ellers har været i konstant brug 24 timer i det afghanske døgn hen over rotationen. Det har ikke været unormalt med flere overnattende gæster i tv-stuen og på terrassebordene. Det har været en hyggelig tid med afsked og velkomster.

Glade drenge på vej hjem.

Når klokken har nærmet sig 2100 har vi holdt aftensang og andagt. Vi har oplevet aften efter aften, at roen har sænket dig, og at vi har fået lov til at dele tanker, ord og hvad der ligger på vores hjerter for den aften. Vi føler, at det er en meget stor ære og et kæmpe privilegium, at det som har og som til stadighed betyder så meget i vores liv og i vores arbejde, at vi må få lov at dele det med dem. Det er ganske simplet sagt; unikt. Meget unikt.

Og nu starter hverdagen for alvor. Vi glæder os oprigtigt over hver eneste nyfødt dag. Mange eventyr, mange relationer, meget nærvær og mange spændende arbejdsopgaver der ligger forude.

Midt i de mange opgaver stopper vi op i stor glæde og ser, at vores drive i mødet med de mange herlige soldater er den enorme taknemmelighed, de viser både med ord og hjælpsomme hænder. Vi bliver brugt her, hvor vi er – det må siges at være en win-win-situation.  Vi ser frem til kommende eventyrer og glædes over uskrevne kapitler.

Thea og Mette,

Camp Bastion.

Kære Alle

Tiden hernede flyver af sted og varmegraderne bliver kun højere! Vi er oppe på 44-46 grader i skyggen og sandstorme et par gange om ugen – nogen gange med mere sand end andre.

I søndags havde vi turnering i terningespillet ”30”, hvor drengene satte to borde sammen midt på terrassen lige i skyggen. Vi er overbeviste om at det skyldtes mangel på oprydning at de ikke er blevet stillet på plads efterfølgende, men siden har vi valgt ikke at stille dem tilbage og det er nu blevet til stambordet, hvor der altid er plads til en mere. Vi er blevet så glade for det, at det har fået tilnavnet ”stambordet” og er kommet for at blive.

De sidste 3 uger har vi haft en soldat i aflastning på kuffen. Andreas havde overbelastet sine fødder og måtte i arbejde. Derfor har han været fast inventar på kuffen til alle hverdagens gøremål, kun afbrudt af en middagslur inde i dagligstuen hvor han blev puttet under et af vores Carlsberg tæpper. Nu er han draget mod det eftertragtede DK og vi sender ham en stor TAK! Vi bliver nød til at nævne de 300 æbler han har været med til at skrælle og derefter lavet om til forskellige slags kager med æbler. Sådan er det hernede – man arbejder med det man har, og vi var heldige at få en stor kasse æbler, specielt til stor glæde for de mange soldater, der lige vil finpudse formen inden de skal hjem.

Siden sidst har vi haft den store fornøjelse af at få en invitation til Patrol Baseline af transporten. Transporten kom over i sidste uge og sagde: ”I skal ikke planlægge eller gøre andet end at beslutte om I vil med eller ej. Vi har arrangeret det hele for jer og vil beskytte jer hele turen.” Sådan blev det til, at vi fik en tur med transporten ud til drengene ved green zone. Vi fik pladser i førerhuset, så vi kunne følge med og se hele turen og kun afbrudt af et kort besøg i Price fortsatte turen igennem ørkenen og hele vejen ud til Patrol Baseline. Her havde vi fem gode timer, inden vi atter skulle vende snuderne mod Camp Bastion. Vi havde op til turen bagt rugbrød, boller og kager i vildskab, som vi kunne tage med, og det var en sand fornøjelse at give videre til vores brage soldater, der er vant til at leve af feltrationer. Til vores overraskelse var humøret højt ude i lejrene og alt i alt var det en utrolig positiv oplevelse, at få hilst på flere af de danskere som vi ellers kun ser engang i mellem.

Mange danskere er ved at være missionstrætte og de fleste tæller dagene til at de skal rejse. Mange savner kærester, børn og dem derhjemme og glæder sig til atter at være i DK. Det har vi fuld forståelse for, men prøver også at vende den til, at der er noget de kommer til at savne hernede. Der er noget særligt over dette sted – nogen gange kan man sammenligne det lidt med et højskoleophold. Sammenholdet, arbejdsfællesskabet, de mange ting som andre tager sig af – såsom maden, vasketøjet, rengøringen osv. Her i Afghanistan er omgivelserne dog lidt anderledes end på normale højskoler.

Derudover fortsætter vi vores faste traditioner med lagkagebanko, film aften, dansk morgenmad og vaffelbagning. Vi føler en stor opbakning omkring vores arrangementer og soldaterne er gode til at give udtryk for deres store taknemmelighed over det vi laver. På samme måde er vi også utrolig taknemmelige for den opbakning og forbøn som vi får hjemme fra Danmark – Den kan vi ikke klare os uden.

Med ønsket om alt godt og varme hilsner fra Mette og Kent, Camp Bastion, Afghanistan.

Der er nu gået omkring tre uger siden vi landede her i Camp Bastion og dagen flyver af sted. Vores soldater her i lejren nyder at der altid er frisk kaffe på kanden og spørger frimodigt hvad dagens kager er. Ofte kommer de med ønsker til hvilken kage vi skal lave når de alligevel er inde og hente en kop morgenkaffe til at starte dagen på. Sidst vi hentede kopper ved cookhouse fik vi helt hvide kopper, så der har stået tusser fremme og en kop hvorpå der stod: ”Hvor kreativ er DU på din hvide kop”? Til det har de frimodigt tegnet og skrevet dagens udtryk. Flere var med i kampen, men den 7.juni sluttede konkurrencen og en vinder blev fundet. Martin Precht fra A-troop vandt. Dog med særregler. Hans to døtre havde sendt ham kopper de hver havde dekoreret. Men sådan er det på kuffen, det er ikke altid helt lige til. Præmien var en hjemmebagt kage fra Camp Bastion efter eget ønske – både tid og sted.

I weekenden havde vi atter ”movie night”. Dette er et stort tilløbs stykke.  Alt efter hvordan teknikken virker starter vi kl. 21 og så skal der hygges. Vi havde også skaffet adgang til landskampen mod Island og Mikkel Kesslers boksekamp, så det var et brag af en fest. Når der ses fjernsyn fra DK, så skal der regnes en tidsforskel på 2,5 time, så når I derhjemme hygger ti l en aftenkamp, så er det en nattekamp hernede. Men det er der  ikke noget at gøre ved - næsten alt kan lade sig gøre, når drengene i de rød-hvide trøjer spiller kamp, vores Viking Warrior (Michael Kessler) bokser eller andet spændende sker rundt omkring i verdenen. Nok er vi langt væk, men vi følger med. Det er vigtigt.

Den seneste uge har vi haft rigtig meget at se til. Det sidste leave-hold roterer mod Danmark senere på dagen. Forventningsglæden er stor for dem der skal mod Danmark og være sammen med de mennesker de elsker og holder af. Mange giver også udtryk for at de er spændte på hvad der venter. Har dem derhjemme mon de sammen forventninger? Skal de på turné rundt hos alle vennerne, familien og så det løse? Får de lov til at hænge ud med drengene og ”drikke sig i hegnet” som de kalder det? Det er bestemt heller ikke nemt at komme hjem til børnene efter 4 måneders udsendelse til Afghanistan, for så at være hjemme i 3 uger og være forælder og opdrager og så igen drage mod ørkenen for en tid. Det har mange udfordringer at skulle hjem, men generelt er det de største smil og glimt i øjet når soldaterne kommer ind på kuffen og fortæller at det nu er deres tur til at komme hjem. De er i vores tanker, at de må få en god tid hjemme i DK og komme herned med fornyet energi.

Den sidste tid har vi døjet en del med strøm afbrydelser. Vores generatorer kan ikke følge med i varmen som nu er oppe på ca.39-42 grader i skyggen og de voldsomme sandstorme der er med et par dages mellemrum næsten lukker lejeren ned. Generatorerne bliver ofte efterset hvilket betyder at de slukker for strømmen nogle timer. Så planlægger vi efter det og er færdig med at bage og har fyldt alle kanderne op med kaffe. Spidserne i lejeren har også bestemt at så meget strøm som muligt skal spares i tidsrummet mellem 12 og 15. Det betyder at mange kontorer og arbejdsstationer lukker ned i tidsrummet, men vi har fået at vide at vi på ingen måde må spare på hverken det ene eller det andet. Så højt er vi værdsat her i lejren.

Den anden aften gik strømmen uden forvarsel. Lyset gik ud, kaffekanderne stoppede med at brygge og der sad vi. Vi ved aldrig om det er noget der tager en halv time eller flere timer. Denne gang var det en hel-aftens-forestilling. Vi havde nogle knæklys og små marmeladeglas vi fyldte med vand og så var der hyggebelysning. Da der begyndte at komme meldinger om at strømmen snart ville komme igen, udtalte flere, at det var så hyggeligt at det skulle gøres til en tradition at slukke lyset og sidde der under stjernerne med små lys på bordene. Ja, vi hygger på bedste vis med de muligheder vi har.

En sidste ting vi vil nævne er minimize. Når nogen bliver såret eller dræbt her i Afghanistan så lukkes der for internettet og for telefonerne. Hvis der sker noget med danskere får vi det hurtigt at vide, men hvis det er englændere eller andre nationaliteter, så lyder der over storemund (et højtaleranlæg i hele lejeren til meldinger, alarmer m.m.) ”Op Minimize, op minimize…” For tiden er det englænderne der oftest kommer til skade eller bliver dræbt, og selvom det er for at forbygge at der ikke kommer uhensigtsmæssige informationer ud, så ved vi sjældent noget, men alligevel bliver der lukket ned for internettet og telefoner i flere timer hvis ikke hele dage. Dette kan være hårdt, hvis man savner familien, har fødselsdag eller lignende og man gerne vil ringe hjem. Nogen gange skal der en dyb indånding til og når der ikke er minimize joker vi med, at det er nu vi skal have ringet, for vi ved aldrig hvornår vi får chancen igen.

Det var alt fra Bastion denne gang. Vi er taknemmelige for at være her og bliver brugt hvor vi er.

Varme hilsner fra Kent og Mette.

Kære Blog

Nu er vi (Mette Kristensen og Kent Rasmussen) efterhånden ved at have fundet os godt tilrette her i Camp Bastion. Den 24. maj rejste Lene og Mette tilbage mod det eftertragtede DK efter at have overdraget Kuffen og dens mange gøremål til os. Vi havde et par dejlige dage sammen, hvor vi havde god tid til at blive sat ind i hverdagen på Kuffen.

Vi har tidligere arbejdet sammen i Eliezer IMU i Vejle og på 710lejr (teenlejr) på Lyngsbo i Fredericia, men det er en ny og spændende opgave at arbejde sammen på kuffen i Afghanistans land. Vi er allerede ved at finde ind i en god rytme.

Da vi landede med det britiske Hercules C130 fly i Camp Bastion d. 19. maj var det en tung varme der mødte os. På trods af at det var nat var det ekstremt varmt og sandet knasede mellem tænderne. I lufthavnen blev vi hentet af en lastbil og blev kørt til den danske del af lejeren på dens lad. Der blev vi mødt af store smil og glade mennesker. Mette har været hernede før for at afløse for Mette og Lene på deres leave i februar, men for Kent var det hele første bekendtskab med lejeren.

Samme dag vi landede i Camp Bastion ankom også en hjemmeværnsdeling. Planen var at de få dage senere skulle videre til en fremskudt base. En ting vi dog allerede må sande er at fly-/helikoptertransport, som vi har døbt ’Maybe airlines’, er en variabel her i området, og de endte med at være strandet her i lejren i over en uge. Tiden valgte de at bruge konstruktivt og endte med at renovere hele kuffens terrasse, give vores døre et eftersyn og rengøre vores aircon’s. En fantastisk hjælp som vi sætter stor pris på. En fed oplevelse at mærke den støtte og velvilje vi møder fra alle sider.

I lørdags havde vi inviteret hele den danske lejr til grillfest som start på vores nye ugentlige ”Movie Night” arrangement. 70 soldater havde tilmeldt sig så der var godt fyldt på terrassen. Vi havde bestilt maden fra vores Cockhouse, hvor vi normalt spiser. De leverede maden og selv havde vi skaffet kæmpe grill, kul og selvfølgelig nøje udvalgt grill-mestre, der stod ved grillen og sørgede for lækkerierne. Efter et lækkert måltid mad satte vi filmen ”Sherlook Holmes” på. Duften af friskpoppede popkorn fyldte terrassen, hvor vi havde sat storskærm op og stemningen var høj. Senere på aften viste vi Champions League finale kampen i fodbold. Dette gik ikke stille for sig. Meget af dagen var gået med at lave kreative kagekreationer med de to fodboldhold Manchester United og FC Barcelona logoer samt en pokalkage. Maya, vores lille køkken-nisse fra Camp (ingeniørdelingen) var med ovre og bage søde boller som hver og en blev ”sminket med glasur” som små fodbolde. Sikke en fest, en aften vi sent glemmer! Midt i festlighederne kom en af vores sygeplejerske hen og råbte navne op på soldater, der skulle over på felthospitalet for at få taget blod. Midt i en festaften blev vi mindet om at vi er midt i en krig, hvor der er menneskeliv på spil. På samme tid minder det os også om hvor vigtigt dette hjem er. Soldaterne har brug for et fristed hvor de kan slappe af, koble fra, få en snak, spille et spil eller bare sidde og nyde en friskbrygget kop kaffe med tilhørende kage!

Vi er blevet taget rigtig godt imod og er lige så stille kommet godt i gang med hverdagen hernede. Vi ser begge med spænding frem mod de kommende varme måneder. Tak for stadig forbøn derhjemme. Vi vil gøre vores bedste for at holde jer godt opdateret derhjemme.

Med varme hilsner og ønsket om alt det bedste, Mette og Kent

Kære Alle sammen!

Så blev det tid til det sidste nyhedsbrev i denne omgang. Efter 9½ måned landede vi for sidste gang i Karup torsdag aften! Rejsen hjem gik planmæssigt, med undtagelse af en halv dags forsinkelse i Camp Bastion, men når det nu skulle være, er det klart det bedste sted at vente. Vores afløsere Mette og Kent (se nærmere præsentation på Soldatermissionens hjemmeside) ankom – med lidt forsinkelse -  torsdag i sidste uge, så vi nåede at have 5 dage sammen til at sætte dem ind i tingende, få afsluttet og sagt farvel.

Søndag aften var vi inviteret til afslutningsfest i den danske PX. Her var en skøn blanding af mange nationaliteter og sprog. Vi fik mere eller mindre grillet kylling, alkoholfri øl, røg vandpibe og hørte musik -  en rigtig hyggelig og tværkulturel aften.

I sidste uge oplevede vi det første raketangreb mod Camp Bastion i 2½ år. Den første alarm lød ti minutter over syv om morgnen, den næste et par minutter efter, og den sidste midt på formiddagen. Den første alarm og nedslaget – som vækkede det meste af den danske lejr – sov vi trygt fra, men anden gang den lød vågnede vi noget forvirrede – efter ”all clear” signalet vovede Mette sig ud for at se hvordan det hele stod til, og samtidig var det danske beredskab kommet på plads. Heldigvis skete der hverken person eller materielskade, selvom den ene raket landede ikke langt fra et af ammunitionsdepoterne i lejren. Samme morgen var der angreb på ISAF styrkerne flere steder i Helmand-provinsen. Man siger at raketterne har rakt ca. 8 km, men altså er slået ned uden at gøre skade. Resten af formiddagen besvarede ISAF-styrkerne angrebet, blandt andet med nogle GPS-styrede raketter, der kan række et sted mellem 30-40 km, og rydde et område svarende til 4 fodboldbaner, så der er helt sikkert nogle der har ”fået ondt i hovdet” – som vi siger dernede. Det var en meget speciel formiddag, man blev pludselig mindet om, hvor man befinder sig, og resten af dagen, var vi, når vi bevægede os rundt i lejren, meget opmærksomme på hvor det nærmeste beskyttelsesrum befandt sig. Det samme gjorde sig gældende i Kabul, hvor der havde været angreb to dage tidligere, og der var en forhøjet sikkerhedsrisiko. Samme dag til frokost, da vi sad i Cookhouse, gik brandalarmen pludselig i gang ved en fejl, og alle fløj ned på gulvet. Selvom vi bagefter godt kunne grine af at alle kastede sig på gulvet for en brandalarm, var det tydelig at mærke på de af vores soldater – der på tidligere missioner har oplevet raketangreb, at reaktionsmønsteret sidder på rygraden og gamle oplevelser kommer op til overfladen igen. Meget specielt og intenst!

Og nu sidder vi så hjemme igen i det grønne, trygge og kolde Danmark. Det er sjovt, hvordan man i mødet med andre kulturer, bliver mere bevidst om sin egen, sine rødder og sin historie. Om selvom det er spændende at rejse og opleve, er der ingen tvivl om at ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går,” som H.C. Andersen så smukt skriver det.

På vores værelse i Kabul fandt vi en bog med titlen ”Hvis det havde været nemt, havde de sendt nogle andre”. Og selvom bogen vist handler om nogle af søværnets store bedrifter i tidens løb, ramte titlen meget godt vores virke de sidste 9½ måned i Afghanistan. For det har ikke altid været lige nemt. Det har kostet megen sved og tårer, der har været gode og dårlige dage, der har været dødsfald og livsbekræftende oplevelser, og der har været krig og fred i en bred betydning. Men vi har levet hver minut og ikke været i tvivl om, at det var det rigtige sted for os at være, og vi har virkelig været glade for at være der! Lige så frustrerende og meningsløs krig kan opleves, lige så meningsfyldt har det været for os at drive soldaterhjem, lige dér midt i ørkenen. Og vi har virkelig følt os båret og velsignet i vore arbejde!

”Hvis det havde været nemt, havde de sendt nogle andre”, - men de sendte os – og tak for det!

TAK for stor interesse, tanker og forbøn – det har virkelig betydet meget for os at mærke den gode opbakning – så tak!

Mange Varme Hilsner fra Lene og Mette