Kære alle sammen!

Nu er vi ved at være faldet rigtig godt til hernede, og vænne os til omgivelserne og varmen. En soldat sagde at vi kunne klare alt, bare vi holdt sammen, og det har vi tænkt os at gøre! Vi er gode til at være sammen, men også til at give hinanden plads.
Her i landet lærer man at tage tingene som de kommer - soldaterne siger ofte “ting tager tid” - og det gør de. Nogle dage er der ikke strøm, andre dage ingen vand, nogle dage virker det hele, andre dage sætter alle maskiner ud. Så man må væbne sig med stor tålmodighed og kreativitet

Heldigvis har vi det allerbedste job af alle her i lejren – folk bliver så glade når man overrasker dem med kage bestilt hjemmefra. Vi tror kun at det er post hjemmefra der kan skabe større glæde. Når man er herude betyder det så meget med post hjemmefra, så der tales meget om det, ventes med stor spænding på det osv. Vi modtager brevpost ca. en gang om ugen, og pakkepost ca. hver anden uge. Når pakkerne er undervejs bliver listerne med modtagerne hængt op, så man kan gå at glæde sig. Og det gør man!

Noget andet soldaterne ser frem til hernede er søndag morgen. Her får de fleste lov at sove en time eller to længere og så er der friskbagt rugbrød med ost på Kuffen. Vi er begge jomfru-rugbrøds-bagere, så vi har prøvet os lidt frem.

I hele lejren er der skrappe regler for påklædning – f.eks. er der ok at gå uden hovedbeklædning inde i den danske lejr Camp Viking, men lige så snart man går ud af porten, skal man have baret eller felthue på. Det gælder dog ikke os, da vi er nogle af de eneste i den danske lejr, der går i civilt tøj. Det gør også at der bliver kigget en del efter os, når vi f.eks. går i cookhouse for at spise, tager på indkøb i den amerikanske lejr, eller går på besøg hos de afghanske arbejdsmænd, tolke og sælgere, der holder til inde i lejren. Specielt de filippinske og afghanske mænd kigger (ikke særlig diskret) efter os, - men det kan man jo heller ikke betænke dem i! En frisk soldat sagde at de ikke så os som kvinder, men bare var ved at regne på hvor mange kameler vi koster
En dag, som ellers havde medført en kedelig nyhed endte med at give en rigtig god oplevelse. Et køretøj var kørt på en IED, og 5 danskere der var lettere såret blev fløjet ind til felthospitalet her i Camp Bastion. Om aftenen modtog vi en mail fra den ene soldats far, som spurgte om vi ville besøge hans søn på felthospitalet og tage lidt godt med til ham og de andre. På det tidspunkt var de dog allerede udskrevet, men vi lovede at diske op med lidt kage, slik og sodavand dagen efter. Faderen bad os også om at give hans søn og dennes kammerat et stort knus. Glæden og overraskelsen var stor da vi stod klar med knus og kage, idet de trådte ind af døren her på soldaterhjemmet. Vi sendte et billede af de 5, til faderen og modtog siden en mail hvor faderen takkede os for at være familiens forlængede arm. Dejligt at kunne bruges på den måde!

Vi har også modtaget en mail fra en kvinde der tilfældigvis var faldet over soldatermissionens hjemmeside og muligheden for at bestille kage til en udsendt soldat. Hun kendte ikke nogen hernede, men bestilte alligevel en kage, som vi kan give til en der har særligt brug for det en dag. En virkelig sød tanke, som vi vil sørge for bliver bragt videre!

”At virke er at bruge sig selv til andres gavn, at mærke livets ansvar og krav og føle savn, at slides og bekymres, at trøste holde ud, at føle at man lever i kraft af livets Gud”

Varme hilsner fra Mette og Lene

Kære Alle sammen!

Så er det igen tid til lidt nyt fra Afghanistan. Vi har det stadigvæk rigtig godt, og vænner os mere og mere til varmen.
Soldaterhjemmet i Camp Bastion består af syv sammensatte containere. En med egen indgang til beboelse og seks som Soldaterhjem. Udenfor Soldaterhjemmet er der en stor – halvt overdækket - terrasse, pyntet med dannebrogsflag og lyskæder, så der er rigtig hyggeligt at sidde ude om aftenen. Soldaterhjemmet ligger lige midt i den danske lejr, ved siden af velfærdsteltet og volleyballbanen og tæt på kirketeltet, militærpolitiet, infirmeriet, den danske PX (en lille butik), og kontorerne. Derfor er Soldaterhjemmet også det naturlige samlingspunkt. Her er altid gratis kaffe på kanden og nybagt kage 2-3 gange om dagen. Her kan de købe sodavand og alkoholfrie øl, slush ice, slik og chokolade. Alt betales i dollarsedler, men her er ingen cent-mønter – i stedet bruges runde plastikbrikker med værdi af 5, 10 og 25 cent, som fungerer som betalingsmiddel – lidt som at lege købmand med hjemmelavede penge, da man var barn.

Hver morgen kommer et rengøringshold og gør soldaterhjemmet rent, vasker gulve og pudser vinduer – den grundigere rengøring står vi selv for. Da soldaterhjemmet altid har åbent, er vi så småt ved at lære soldaterne selv at lave kaffe og hjælpe lidt til. De fleste dage er der bestillinger på fødselsdagskager.

Soldaterhjemmet er et lille stykke Danmark, med rød/hvide ternede duge, dansk kaffe, duften af hjemmebag og dansk fjernsyn. Vi kan modtage DR1 og TV2, samt P1, P2 og P3. Dog kun én tv-kanal af gangen – den samme i hele lejren, så det er med at holde sig gode venner med ham der bestemme hvilken kanal fjernsynet skal stå på! Tidsforskellen er pt. 2 ½ time så ”friends” ruller først over skærmen 19.30. Der er i øvrigt stor interesse for at se nyhederne, så vi kan følge lidt med i hvad der sker derhjemme.
Vi er nok dem i hele den danske lejr der bor bedst. Imens de fleste er indkvarteret i store otte-mands telte, inddelt med ca. 4 kvm per mand, har vi vores egen container med ca. 10 kvm at bo på. Her sover vi på feltsenge, med en træplade og en madras ovenpå. Vores skab er to trækasser, sat på højkant, med hylder og bøjlestang. Derudover står en reol, et bord og to stole. Det allervigtigste er dog vores aircondition – som heldigvis ikke har været i stykker endnu

Hver søndag aften er der gudstjeneste i kirketeltet – det er et dejligt afbræk fra hverdagen og en rigtig hyggelig stund. Efter gudstjenesten er der kirkekaffe, bestående af alkoholfri øl og sodavand, bagerst i teltet. Indtil videre har vi en ret god statistik over kirkegængere. Den første søndag vi var her var der 5 danskere og 2 indere i kirke, mens der søndagen efter var 15 danskere og 2 indere til gudstjeneste. Så nu er vi spændte på at se hvor mange der kommer i morgen. Hvis vi fortsætter med at tredoble antallet hver gang skal kirketeltet i hvert fald snart udvides ganske betydeligt

De sidste par dage, har hele Helmand-området været indhyllet i en stor støvsky, så alt aktivitet har været afbrudt i hele området. Når helikopterne ikke kan komme i luften og hente eventuelle sårede, må ingen forlade de forskellige lejre og patruljebaser. Så i godt to døgn har vi haft ca. 75 personer, som var på vej hjem til Danmark eller på vej ud til Price eller længere ud, fanget her i lejren. De har det meste af tiden skulle stå standby, så det har givet en del aktivitet her på Kuffen, da de ikke havde andre steder at hænge ud. Men det har også været rigtig hyggeligt. De fleste af de sårede soldater vi fik ind i sidste uge, er også ved at have forladt lejren igen - så nu er der ved at falde lidt ro over land. Dejligt - så kan vi lige nå at få fyldt lagerne op inden det næste store rykind.

Vi takker meget for hilsner og mails hjemmefra! Vi sender også tanker hjemad og glæder os over at nogen følger os, også i tanker og forbøn!

”At rejse er at miste sin barndoms trygge fred, at møde leveformer, som andre trives ved, for hver dag blive mindre, jo mer og mer man ser, for så til sidst at sande sin egen verdens værd.”

Kærlig hilsen Mette og Lene

Allerførst skal lyde en stort TAK til alle som var med til at give os en rigtig dejlig dag den 8. august, det var en rigtig god måde at blive sendt af sted på.

Efter planmæssig rejse, med fly fra Kastrup lufthavn, og en mellemlanding i Tyrkiet , landede vi fredag morgen i den internationale militærlufthavn i Kabul. Selvom det var tidligt om morgenen, havde temperaturen allerede sneget sig højt op. I Kabul blev vi modtaget af danske soldater fra Danilog, som gav os en sikkerhedbrefing (i tilfælde af angreb), og en rundtur i lejren. Fra Kabul gik resten af turen til Camp Bastion i et af forsvarets Herkulesfly. Forsvarets Herkulesfly kan rumme op til 90 mand, men flyet var heldigvis langt fra fuldt, og det var vi glade for, for med fuld uniform, sikkerhedsvest og hjelm, fylder man lidt mere end normalt. Ørepropper er også en nødvendighed, da motorlarmen er ekstrem høj.

Efter ca. 1 ½ times flyvetur landede vi i Camp Bastion. Forventningsfulde trådte vi ud af flyet og blev straks mødt af den varme ørkenvind, der mest af alt føles som at stå med en føntørrer lige i hovedet. Fra lejrens lufthavn og til den danske lejr i Camp Bastion, ”Camp Viking”, er der ca. 10-15 minutters køretur. For det første er Camp Bastion langt større end vi havde fantasi til at forestille os, for det andet er max hastigheden på alle veje i lejren 24 km/t. Inde i den danske del af lejren er max hastigheden helt nede på 10 km/t – så det går ikke så hurtigt. Kørehastighederne er nøje udregnet efter sammenhæng mellem sigtbarhed og den mængde støv bilerne hvirvler op.

Camp Bastion består af flere lejre, Bastion 1, Bastion 2, samt Bastion 3, der er under opbygning, amerikanernes lejr Leatherneck, afghanernes lejr Shorabakh og den lille lejr Tombstone, hvor der bl.a. bor nogle danskere der er mentorer for afghanerne. I disse lejre er der igen flere underlejre. Den danske lejr Camp Viking, med beboelsesområdet Midgaard er én af disse underlejre. Til Camp Bastion hører bl.a. to lufthavne, et felthospital, egen vandboring, egen forbrændingsanlæg, Pizza Hut, og meget, meget mere. Her er gode indkøbsmuligheder, både hos englænderne, amerikanerne og lokale handlende, der sælger ægte tæpper, tørklæder osv. Det er endda lykkes os at finde enkelte varer fra IKEA  Soldaterhjemmet har fået en bil stillet til rådighed, så vi nemt kan køre omkring efter varer. To gange om dagen kører vi i det dansk bevogtede vagttårn, med koldt vand og mellemmadder.
Soldaterhjemmet er godt placeret midt i den danske lejr, tæt på alting, med undtagelse af badefaciliteter og Cookhouse hvor vi spiser alle dagens måltider. Foruden bil, har soldaterhjemmet også en cykel, som efter et par svingture, nu er pyntet med røde kunstige blomster og et skilt med påskriftet: ”har Kuffen ingen cykel, har soldaten ingen kage.” Soldaterhjemmet er virkelig lejrens samlings punkt og besøges flittigt af mange nationaliteter. Alle er så søde og hjælpsomme, og vi har allerede fået en del foræret – bl.a. en microbølgeovn, alkoholfrie øl, (der findes ingen alkohol i lejren) nye og gamle DVD-film, brødblandinger og en kasse frugt.
De to største udfordringer lige nu er varmen (i dag har vi rundet de 43C, så aircondition anlæggene har svært ved at køle ned) og støvet. Her i Afghanistan har de det fineste, fine støv som kommer ind og lægger sig alle vegne. Alt er støvet til, så man er ved at blive vandvittig! Varmen og støvet er hårdt for alle maskiner og vores hår!
Imens vi har skrevet denne hilsen, har vi oplevet vores første og anden minimize. Ved minimize lukkes der ned for telefon og internet i den danske og engelske lejr og store højtalere over hele lejren informerer om mødetidspunkt ved flagstangen. Her får vi så besked om evt. sårede og dræbte soldater. Det var meget specielt at opleve hvordan stemningen i lejren pludselig vendte og hvordan tiden næsten gik i stå. Heldigvis var der ingen rigtig alvorlig såret.
De kærligste hilsener fra
Lene og Mette

”Danmark, nu blunder den lyse nat bag ved din seng, når du sover. Gøgen kukker i skov og krat. Vesterhavet og Kattegat synger, imens det dugger, sagte som sang ved vugger”

Nu troede vi lige at Hold 9. bare skulle tilbage til os her i Camp Bastion og så lige hjem til deres familier herfra. Det kommer de også, men desværre skal Erik og Jimmi sendes hjem til deres familier i kiste. På den sidste patrulje kørte deres køretøj på en IEDu, og de var begge dræbt på stedet. Det er næsten en umulig tanke at fem af de unge mennesker er slået ihjel i de godt tre måneder vi har været her. Vi er nu begyndt forberedelserne til kistebæring og den specielle højtidelighed som skal finde sted her i Campen onsdag aften kl. 21.00 og så kl. 01.00 tager vi alle sammen ud til flyvemaskinen og stiller til afskedsparade og bærer dem ombord.

Midt i Campen her står der en mindesten med en mindeplade over hver soldat som er blevet dræbt. Der er nu ikke mere plads på den første mindeplade. Det giver meget stof til eftertanke, specielt om alle de familier som til tid og evighed skal leve med at deres nærmeste har ofret livet, for at Afghanerne kan leve i fred og fordragelighed. I Johannes Evangeliet 15.kap.vers 13 står der: Større kærlighed har ingen – end den der sætter livet til for sine venner.
Ære være deres minde.
B&F

Enhver udsendt af Nato og deltager i de fredsbevarende styrker, bliver automatisk dekoreret med Natomedaljen efter 30 dages aktiv tjeneste.

Således også de der arbejder for KFUM på soldaterhjem o.l.

Vi er nu så langt fremme i vores tjeneste for denne gang, at dette nyhedsbrev er det sidste fra Camp Bastion, så i dag er der kun 1 uge til at vi bliver afløst af Mette og Lene. Det skal ikke være nogen hemmelighed at det også i dag er tre måneder siden at vi startede, og så er det for resten også tre måneder siden at Birgith og jeg har haft en fridag. Vi må vistnok sige at vi føler os lidt brugt for tiden.

Vi står midt i rotationen, ca. halvdelen at den danske styrke er skiftet ud, de næste 4 dage, kommer der 400 soldater mere her i lejren. Kuffen er stop fyldt allerede nu, så vi kommer til at køre med overlæs nogle dage, indtil de kan blive sendt hjem og ud til baceline, Camp Price, Budwan og hvor de nu skal hen. Vi har indstillet alle aktiviteter, og Kuffen fungerer kun som kaffe og hvileplads de alle dem der har brug for det. Vi havde over 1400 betjeninger i går, og dette er ikke nogen særsyn. Utroligt at Birgith kan bage kager og brød til alle som er sultne. Vi har fået fantastisk god hjælp af det firma som fungerer som supplier de står simpelthed på tæer for at hjælpe os. Min tid går for det meste med at finde, handle med sodavand og få det kørt hjem til Kuffen. Det er udbud og efterspørgsel på alle drikkevarer, alt kan drikkes for tiden.

Vi har haft en dejlig periode med omkring 40 gr. midt på dagen, men de næste dage stiger temp. igen, så vi er lidt bekymret for alle de nye der kommer lige fra DK og står ud i ørkenen i 45 – 50 gr. Det er ikke bare spøg, de skal bruge nogle dage på at klimatisere sig, og det gør de så her i Camp Bastion hvor de gør al deres udrustning og køretøjer klar.
Solsikkerblomsten som blev plantet i maj, og som har drukket op til 20 l vand om dagen i den varme periode.
Er nu så høj og flot at jeg synes den er et billede værd.

De andre blomster trives også godt og skal nok stå grønt og pænt til Mette og Lene komme.

Vi har haft mange forskellige havemøbler igennem mange år. Men aldrig før har vi oplevet at havemøbler er direkte slidt ned eller i stykker udelukkende på grund af brug. Stolene og bordene er virkelig slidt i stykker. Vi lapper på alle mulige forskellige måder. Det fungerer også rimelig i en tid, men så går de jo i stykke igen. Vi har bestilt nyt til hele Kuffen og det ville komme engang i september.

Vi har fået KFUM til at investere i en Slusch Ice maskine, så nu kan alle købe sig en rigtig kold drik. Vi har ikke haft sådan en maskine før her i Camp Bastion. Den kostede vistnok 9 – 10 tusinde. Og var måske en dyr investering, men den har tjent sig selv hjem i løbet af 14 dage. Men for at den kan give overskud skal den jo passes, og sådan er det lige med det hele. Jeg er meget overrasket over, hvor stor potentialet er her på Kuffen, de tre måneder vi har været her, har det giver et rigtigt stort overskud, men det gør det jo kun hvis man møder efterspørgslen med et udbud der kan sælges.

Vi har allerede sagt farvel til mange som er fløjet hjem ,det er lidt trist men også spændende at høre om hvad de skal hjem til .De fleste glæder sig ,men en del er også usikre på fremtiden.

Vi siger velkommen til hold 10, som nu skal i krig de næste 6 måneder, fra i aften og den næste uge frem får vi ikke tid til at sidde ved Pc,eren hvor internettet kun virker ca. hver 3.dag.

Vi har haft rigtig mange oplevelser, mange glæder som vi kan se tilbage på .Vi siger nu farvel for denne gang og tak fordi så mange har båret med.

De varmeste hilsner
B&F

Ligesom disse blomster har vi en væksttid, blomstringstid, og en tid til at sætte frø.

Når det er gjort har vi fuldført vores mission. For disse blomster overfor har det været en forholdsvis kort periode. Fra midten af maj til midten af juli. Men hvad er der ikke sket i denne periode?.
Siden sidst har vi set filmen Amadillo, som jo skabte en del diskussioner i DK, hernede var det mere en almindelig hverdagsbegivenhed som blev vist. Men hvis man lægge mærke til det, så var de soldater som blev filmet, meget forandret fra den dag de rejste ud, til den dag de kom hjem igen. Den glade drengeagtige soldatertone var blevet skiftet ud med direkte sorgudtryk, bekymringstræk i ansigtet, og sikkert mange ubehagelige episoder gemt i hjertet, for tid og evighed. Det er den pris som enhver soldat må betale.

Her på Kuffen havde vi koncert med Rammstein Jam, det var et stor ønske fra soldaterne, desværre blev de alle sendt til baselinien, (fronten), så det var mest englænder og amerikaner, som nød godt af koncerten her. Så ville de sende rockbandet ud til soldaterne, de kom til Camp Price, det er ca. halvvejs til baselinien og gav koncert der. Men der var heller ikke ret mange danskere. Så rockbandet returnerede hertil efter 5 dage, lidt svedigt og udkørt!! Vi må jo bare konstatere at de danske soldater er ud på de patruljer og i de områder hvor de skal være, og at rockkoncerter ikke altid er højeste prioritet. Som scene ,bakker man bare to tomme lastbiler sammen tager pallen med udstyr lige fra Herculessen og op på ladet. Hvor svært kan det være!?.

Det er i dag den 19.juli, alle er ved at forberede hjemsendelse, vores køjesækker med udstyr skal sendes i dag, vi skal regne med ca. 1 måned forsendelsestid, vi nåede for resten ikke at få pakket ud. Fire bluser og to par shorts og undertøj er hvad jeg (Frede) har haft brug for indtil nu. Vi har været uden internet i 4 dage, og uden El i går. Det er nu lidt besværligt når temp. ligger omkring 47 – 48 gr.om eftermiddagen, og nat tp. kommer nu kun ned på 32 gr.

Den 26.juli begynder de første at ankomme fra DK på hold 10, altså dem der skal afløse hold 9, Fra denne dato, er der kun adgang til Kuffen for dansk personel, det hele kulminerer omkring 5-7-august, da vil der være ca. 1200 danskere i Camp Bastion(transitlejren som jeg er begyndt at kalde den) alle skal jo videre herfra enten hjem eller til baselinien, her i lejren har vi jo kun ledelsen og alle værkstederne.

For nogle af dem som har været fast her i lejren, og som har fortjent det, blev inviteret med ud på en helikopter aktiontur, hvor de først fløj over skydebanen, og skød alt hvad de kunne, med alt hvad de havde af skydevåben, dernæst en tur over bjergene som vi ellers kun kan se i horisonten.

De fløj med en Merlin helikopter, og chefen Arne er en af dem som kommer hver dag i Kuffen, sørgede for at det blev en uforglemmelig tur, det var godt at de fik udleveret poser inden de startede. Birgith nød turen, selvom hun siger at de spændte hende for hårdt fast til sædet.

Det ser bare mærkeligt ud når Natasja på ca 50 kg. Kommer med Topliften og løfter og svinger 30 - 40 tons som om hun bare viftede med hånden. Man kan knapnok nå overkanten af hjulene på dette vidunder af et køretøj. Aldrig i mit liv har jeg set så mange mærkelige køretøjer, som herude. Til hverdag har jeg dog nok i min cykel.

Igennem hele sommeren har det været en fast ordning med andagter, at vi synger og beder soldatens bøn og fadervor sammen, den danske udlæg på soldatens bøn har jeg oversat til engelsk, og alle engelsk talende får en kopi at bønnen hver aften, således at de kan følge med på bønnen. Det er blevet nærmest en attraktion at de kommer til andagten nu, vi har været op til 50 personer, forskellige grupper har jeg bedt om at forberede en aftensang som de har lært da de var børn, eller som de gerne vil synge det er der rigtige mange der gerne vil, både danskere og udlændinger. I aften er det er gruppe englænder, men som er født og opvokset på polynesien som skal synge. I aftes var det en gruppe dansker som sang ”Jutlandia”. Det er faktisk meget spændende så forskellige vi kan være, og dog alligevel gerne vil det samme.

Vi køber ind, laver kaffe, bager boller og lagkage, gør rent, og sover. Hver dag er alligevel meget forskelligt da det er forskellige mennesker som komme.

Nu er det lige ved at blomsterne ikke kan klare varmen længere, de bliver vandet 5 -6 gange om dagen, men de taber alligevel pusten, det blive spændende om de kan holde varmen ud, indtil vi skal hjem midt i august.
Det er de samme blomster med 14.dages mellemrum.

De sidste 14 dage. Lange varme dage. Der er ikke noget med at sætte sig i solen. Og selv om vi har aircondition på inde hele tiden så løbe sveden ned ad ryggen. Og det der med et koldt brusebad kan der kigges langt efter, den kolde hane = varmt vand.
Der blev rigtig lagt op til fodboldkamp mod Japan. Storskærm, fodboldtrøjer, klaphatte, chips og en kold alkoholfri øl. Jeg (Birgith) sad på terrassen med fødderne i Radox, men lige meget hjalp det. Men som de fleste sagde ” de bedste vandt”.

Vi havde i nogle dage besøg af statsministeren. Han holdt flere møder her på Kuffen. En eftermiddag talte han til alle soldaterne på terrassen. Englænderne og amerikanerne var meget forbavset over at vores statsminister bare kunne gå rundt her og gå over i spiseteltet og spise sammen med alle andre.

En dag kørte vi ud til en af vagttårnene med kage og noget koldt til vagterne der. Tårnene er helt ude i udkanten af Camp Bastion 2-3 km fra kuffen. Der er helt øde og tomt, gold ørken så lang øjnene rækker.
Den næste måned har danskerne vagt 24 timer i døgnet, så Frede har lovet at lave en frokostpakke til dem hver dag, som han så skal ud med.

Sankt Hans blev rigtig fejret - selv om det ikke her er lyst til kl.23.00. Ca. 100 havde meldt sig til den store middag. Vi var en 6 – 7 stykker der lavede mad hele dagen. De sårede soldater som var kommet på benene igen var til stor hjælp.

Der blev dækket fint op på terrassen, pyntet og endda en heks blev tryllet frem. Bål var ikke tilladt, men midsommervisen blev sunget, Pianisten var Karsten som er regnskabschef, forsangeren var feltpræsten Kristian, Sankt Hans talen blev holdt af Birgith, så i det store og hele blev det er rigtig fornøjelig aften, det blev den længste dag vi endnu har haft her.

Den Kongelige Livgarde fylder i år 352 år. Det blev traditionen tro også fejret her i Camp Bastion. Alle var inviteret til ”en lille en” her på Kuffen. Vi havde arrangeret med småkager, pyntet med flag osv. Der blev holdt taler og fortalt om Livgardens traditioner ved fester.
En officer fra Garder husar regimentet holdt også en tale om at han ville overraske Livgardens fest med at komme ridende på en hest, for at gøre fødselsdagen festlig og fornøjelig. Men hesten strejkede da den skulle op i helikopteren i Budwan. De havde ellers lejet den i syv dage for at blive transporteret til Camp Bastion. Efter sigende så var alt hvad han sagde det reneste løgn, og det er bare noget Garde husar folkene gør ved alle Livgardens fester, men virkelig fornøjeligt var det at lytte til.

Og sådan går hver dag slag i slag. I dag er der kun ca. 10 danskere her i Camp Bastion alle er ude på baseline (fronten) for øjeblikket. Det er torsdag og vi venter spændt på om der kommer post fra Danamrk i dag.

De varmeste hilsner Birgith og Frede

Så er der gået mere end to uger siden vi skrev sidst. Tiden flyver af sted, der er nok at se til og sjældent tid til at sidde ned og skrive.

Kan I huske blomsterbilledet fra sidste nyhedsbrev, det er billedet til højre. På grund af varmen og solen er blomsterne vokset ualmindelig hurtigt, de skal vandes 5 gange om dagen, og så har vi endda mistet rigtig mange blomster, udelukkende på grund af solens varme, men sjovt er det at få dem til at vokse her. Soldaten Allan og Birgith går og taler om deres små sarte børn, som skal passes flere gange om dagen. Og sådan er det jo med det – de - eller dem som man føler noget for, de skal plejes med omhu, uanset om det er blomster eller mennesker.
Det var sørgeligt at miste en soldat mere, alle er præget af det. Vi har haft 2 mindesammenkomster for Martin, senest i aftes med 200 gæster her. Kisten og bærerne kom først af sted kl.3.i nat. De fleste fik lov til at sove lidt længere i dag, så rigtig mange har været her i formiddag til lidt morgenmad.

Så står der fodbold på menuen. I mandags hvor det startede blev der sat storskærm op, alle var i godt humør, flere gik med klaphat og der blev spist i læssevis af pølsehorn og chips. Bagefter var humøret sunket nogle grader. Men optimismen er der, så i morgen aften kommer der storskærm op igen her på kuffen og vi håber det bedste.
I går havde vi besøg af forsvarschef Bartels med følge. Fik dækket pænt op til morgenmad og vi tror alle nød at sidde her i fred og ro et par timer. Forsvarschef Bartels var også med til mindesammenkomsten her i aftes.
Ellers går tiden for os som et hvert forældrepar derhjemme, hygge om de unge mennesker, gøre rent, rydde op og snakke. I går fandt Birgith 25 Cd-film som ikke var lagt på plads, fik lige en association til drengeværelset derhjemme i sin tid. En soldat foreslog at jeg tog dem med ud og gav dem en af en hammer – ”så kan de lære det”. Her skal vi bare lige huske på, at der er mange som lige er kommet herind fra Baceline, det man i gamle dage kaldte fronten. Og de har mere behov for at få afledt tankene med en film eller hvad det nu kan være , end at få en røffel for ikke at lægge en cd på plads. Utrolig mange ting skal lige vendes i tankene en ekstra gang, før man skrider til handling her.Det er ekstreme vilkår for mange, og de har ret til at være den de er, i den situation som de for øjeblikket befinder sig i, når de træder ind over dørtrinet til kuffen, og der skal vi (kuffen) være til stede når og hvis behov for hjælp er ønsket.

27 Hjemmeværnsfolk fik på deres afrejse dag overrakt medaljen for tro tjeneste:

Skudhul fra en raket som gik gennem siden på helikopteren, gennem den eneste ledige stol i flyet og ud i den anden side, og helikopteren kunne flyve videre, og der er nogen som ikke tror på mirakler!!

De varmeste hilsner , pt. 40 gr. I skyggen
Birgith og Frede

Det bliver spændende at se om de blomster vi såede da vi kom nu også kan holde til den meget varme temperatur.  Indtil nu er blomsterne kommet godt op af jorden, og det er det eneste grønt vi endnu har set her i Afghanistan, bortset fra nogle ørkenblomster som en af soldaterne har passer rigtig godt på.  Hvor bliver man glad for alle de små ting, når man har svært ved at skaffe det.

Det er søndag formiddag, kompagniet BRAVO er kommet tilbage fra ferie i DK, de skal flytte længere nordpå, men lige de første dage skal de vænnes til at være tilbage i krigszonen, så vi har rigtig besøg her på Kuffen lige fra kl.6. om morgenen til midnat. Der var 140 soldater til Brunch her kl.8,45. Alt, jeg mener alt hvad Birgith havde fået bagt og hvad vi kunne finde af frostvarer blev spist.

Det er rigtig dejligt at Kuffen bliver brugt så meget, vi prøver også på at begrænse det en del, således at de danske soldater er højest prioriteret, men når hele kompagnier ligge stille her, og vi er oppe på over 1000 betjeninger per dag, + vi har et forbrug af omkring 800 sodavand per døgn, som skal indkøbes og fragtes, lagres og sælges, så må vi jo nok indrømme at der er ikke meget tid til at snakke med den enkelte soldat. Men så bliver samtalerne ført over et stykke arbejde, soldaterne er ualmindelig hjælpsomme, hver gang jeg komme med en fuld læsset Jeep med sodavand, er der straks 4 – 5 soldater som er klar til at hjælpe med at læsse af.

I går var det lørdag, det vil sige vaffeldag, heldigvis fik vi hjælp af Anette fra staben, Birgith og Anette bagte vafler i halvanden time. Vi kan hente alt den is vi har brug for ovre ved Cook House ,(det sted hvor alle soldater spiser tre gange om dagen). Vi kunne også få friske jordbær fra Holland så Birgith lavede jordbærsyltetøj, vafler med is og jordbærsyltetøj  er ikke det værste man kan få ude i en hed og brandvarm ørken i Afghanistan ,Vi  er ikke helt klar over hvor mange vafler det blev bagt, men det var til stor glæde.

De sidste dage har vi haft mange strømsvigt, i nat blev det fra kl.2 til kl.10 i formiddags. Så mærker vi meget hvor stor en glæde vi har af aircondition. I morges stod der 4 kander kaffe som var blevet lidt lunkne, men de blev drukket med tilfredshed. En anden næsten daglig forteelse er støvstormene som kan vare fra 15 min. til flere timer-skal aldrig mere klage over støv derhjemme i stuen!

I går blev en meget trist dag. Sofia blev dræbt af en vejsidebombe. Når vi bliver kaldt til flagstangen ved vi der er noget galt. I aftes holdt vores præst Kristian en mindehøjtidelighed, det var meget bevægende. Bagefter var der mange her på ”Kuffen” og der var meget stille.

Fire timer efter at Sofia var blevet dræbt, kørte en anden patrulje fra Charlie kompagniet på en vejside bombe, ingen blev dræbt, men en mistede begge ben, og andre kom slemt til skade, ham der mistede benene er blevet  fløjet hjem til Rigshospitalet her til morgen kl. 6.      Charlie kompagniet er blevet meget hårdt ramt, så Bravo kompagniet pakkede hurtigst muligt og tog af sted ud til området så hurtigt som muligt. Hele lejren her var rømmet kl. 03.00 .

Livet her på Kuffen skifter fra time til time, vi ved heldigvis ikke noget om hvad dagen i morgen vil bringe.

Men vi er i gang med mange forberedelser, men de kan også blive forskudt, flyttet, eller komme dumpende med ti minuttes varsel. Sådan skal soldaterhjemmet fungere og vi er glade for at vi kan være til hjælp og gavn. Både til de glædelige begivenheder og til de værste tragiske begivenheder.

Med Gud i vold til alle

Birgith og Frede

Så er der gået 14 dage her i Afganernes land, og de er bare fløjet af sted.

Vi havde en lang, god tur herud. Vi var forsinket fra Kastrup, mellemlandede i Trabzon i Tyrkiet, videre til Kabul, og til sidst med Hercules til Camp Bastion.

Fik en dejlig modtagelse af Per og Merete og blev de første dage sat grundigt ind i arbejdet. Området er meget stort, vi var med Per i bil rundt for at få en fornemmelse af lokaliteterne.

Det  er Frede der har alt arbejdet med at køre rundt og organisere alle indkøb, drikkevarer, købmandsvarer osv.  Jeg bager hver formiddag, i dag blev det til 8 bradepandekager, 8 rugbrød og 6 kringler. Pårørende fra DK kan bestille en kage til en soldat. Kagen bliver frosset ned og komme med ved lejlighed med bil eller fly ud til vedkommende, indtil nu er det  2- 3 hver dag.

Der har været meget rotation de sidste dage. I aftes var der ikke ikke en ledig stol hverken ude eller inde.

Ved aftensangen var der rigtig mange til at synge med på: ”Det er i dag et vejr, et solskinsvejr”

Temp. Sniger sig nu op over de 40 gr. I skyggen, så det er dejligt at være inde i ”kulden”.

Søndag aften var vi lige gået i seng ved midnat, blev vækket  kl.1.00 igen p.gr.a. sandstorm.Det varede i 2½ time og folk kom løbende med gasmaske på. Da sandstormen var ovre så  det ikke så godt ud hverken ude elle inde. Møbler og hynder var blæst væk, selv et toilethus  var væltet . Havde lige gjort rent i vores kontainerbolig, nu kunne vi så begynde forfra. Samtidig med sandstormen udbrød der brand i den amerikanske forsyningslejr. Himlen var sort at røg og støv, vi kunne se flammerne herfra. For vores vedkommende var vinden i den rigtige retning. Det tog to dage at slukke branden, så vi bagte nogle kager til brandmændene, de kunne nok trænge til en påskønnelse.

I tirsdag blev vi kaldt til ”flagstangen” til information. Der var 4 danske  sårede soldater på vej ind med helikopter. Samtidig med at vi stod der kom helikoptene med dem og landede ved hospitalet som ikke ligger ret lang væk herfra. Har lige snakket med sygeplejersken, de to flyves hjem til DK. De andre to bliver her. Det er rigtig rart, at vi nu kender navne på folk og at vi er ved at være inde i systemet, så vi kan være behjælpelige. Pudsigt herud at møde folk hvor vi har fælles bekendte, sågar en fra Lynæs.

I aftes kl. 17.00 var alt mandskab indkaldt til Chef – møde her på Kuffen. Vi fik en god indføring i hvad der foregår ude i felten og hvad der er af kommende planer. Bl.a. at der nu er optaget 8 kvinder i det afganske politikorps.

 Her på kuffen kommer der rigtig mange englændere og amerikanere og faktisk også en del afghanere, så vi får talt en hel del Pusthu.

De varmeste hilsner

Frede & Birgith