Nyhedsbrev nr. 2. Camp Bastion, 6. marts 2010. Kære alle. Ja, så er der allerede gået godt 14 dage siden sidste nyhedsbrev og dagene flyver af sted. Der sker hele tiden noget nyt.  Dagene er lange, så vi har fra start af lavet en ordning så vi på skift står op kl. 06.30 og den anden kommer så 07.45. Det betyder meget at få en lille time mere, måske bare nyde at være sig selv.  

Dagens rytme består i at den af os som står op først sætter gang i de 3 kaffemaskiner inden tandbørsten benyttes. Når de første termokander er fyldte og de første soldater er kommet for at få deres kaffe er der de fleste dage brug for at få bagt en del kager. Det er bare med at komme i gang, for kl. 8, kommer KBR som bl. a. er dem der gør rent. (fredag og søndag kommer de dog kl. 7…). Når de kommer rykker vi ud af huset med vores kaffeservering. Samtidig er der tid til at vi kan spise vores morgenmad. Vi har endnu ”til gode” at spise morgenmad i Cookhouse, engelsk morgenmad!! Vi synes det er vigtigt at være på KUFFEN når soldaterne kommer forbi. Det er godt at kunne sige god morgen til dem, lige hører hvad de skal i gang med i dag osv.

Når vi efter der er gjort rent kan rykke ind igen, kan vi fortsætte bagning og kaffebrygning, i tirsdags talte vi forbrug af kaffefiltre, det blev omsat til 95,4 l kaffe den dag, og da havde strømmen været væk 1 time. Det var en ganske almindelig stille dag.I løbet af dagen skal der hentes varer, mel, sukker, æg og margarine mm  i Cookhouse,(der hvor vi spiser) Sodavand og slik hentes i den engelske NAAFI, Navy Army Air Force Institut (en lille kiosk med varer + en lille cafe).Kl. 15.00 og kl. 20.00 er der kage til kaffen, det trækker en del til. Det er vigtigt med pauser her i varmen. Hver dag kl. 21.00 er der aftensang/andagt. Det foregår på terrassen, stort set uanset vejret. I aftes var der først et voldsomt regnvejr som så blev efterfulgt at sandstorm – heldigvis en lille en. Den havde dog lagt sig da det blev tid til aftensang.Der kommer en trofast flok og deltager. Det er fantastisk at så mange kommer, nogle aftner har der været rigtig gang i volleybold når vi har nærmet os kl. 21. Vi har været lidt usikre på om der ville blive ro til andagt. Men når vi har henvendt os til dem om muligheden for timeout, er de fleste kommet op på terrassen og sunget med. Det er en fantastisk positiv oplevelse som giver mod og kræfter at fortsætte. Søndag aften bakker vi op om feltpræstens gudstjeneste. Han holder gudstjenesten rund i lejren der hvor soldaterne arbejder. I søndags var vi til gudstjeneste i Oasen, der hvor transportfolkene holder til. Der var ca. 30 med. Da vi senere sad og spillede Uno med nogle af dem, gav de udtryk for at det var rigtig godt. Spørgsmålet var: Hvor skal det være næste gang”? Rigtig mange af disse unge på 20 – 25 år kom og fik et kors før de kørte ud på deres første transport tur. De er ikke bange for at sætte ord på at de gerne vil have den beskyttelse som de tillægger det at bære et kors.  Når der er tid til det forsøger vi at komme lidt rundt i den danske lejr for at følge med i hvad ”drengene” laver. Det er godt at se dem der hvor de arbejder og de fortæller glædesstrålende om deres materiel.  En af de første dag vi var her kom en af soldaterne og spurgte om jeg (Merete) kunne sy? Jo, det mente jeg da nok. Han ville købe sig en bamse og så skulle jeg sy en uniform til den. Han skulle så sove med den nogle nætter inden den så skulle sendes hjem til konen! Ja, det kunne jeg da ikke stå for. I onsdags kom han så med en lille Pattington bamse i engelsk uniform… , så måtte jeg i gang med at lave mønster ud fra den… Det tog nu noget tid!! Men se resultatet på billedet. Både soldaten og jeg var ret godt tilfreds. Onsdag er vores bankoaften. Det er utroligt som de går op i det at vinde en lagkage. Vi har indført, at de kan vinde en ½ lagkage på en hel plade fuld. Forleden var det et bordfuld som vandt de 3 ud af 4. Derefter deler de med hinanden alligevel, så det er mest æren det handler om. Her er alle dage næsten ens, det kan være svært at følge med i hvilken dag i ugen vi er nået til. Soldaterne arbejder alle dage og ofte længe. Derfor er det vigtig med nogle afbræk så som banko.Et andet højdepunkt som er vigtig her er søndagen. Kl. 8.45 serverer vi dansk morgen mad, en tradition Karen Marie og Dánial havde indført og som gør sig rigtig godt. Nybagte boller og hjemmebagt rugbrød. Dertil spegepølse, (Der går let 4-5 pr. gang så der skal hurtigt skaffes nogle flere hjemmefra..), leverpostej og ost.. Det er et hit. Vi står tidligere op om søndagen og hjælper hinanden med at få bagt ca. 160 boller og gjort klar. Her er afbrydelsen med rengøring ikke så god. Det kræver planlægning at få det til at fungere.Søndag eftermiddag laves der varme vafler. I søndags lavede vi 16 l vaffeldej. Per er en meget populær vaffelbager.  Det trækker både vores egne danske; men så sandelig også de engelske, amerikanske og franske, så vi får rigtig brugt vores skoleengelsk. Det går nu forbavsende godt. Vi har i de første 14 dage haft dagligt besøg af en dansk pilot som gør tjeneste i RAF. Han har været trofast til kaffe tid, har købt adskillige kager til de engelske drenge og fortalt om hans helikopter. Vi forhørte om det var muligt at se hans helikopter og dagen før han skulle tilbage til England hvor han bor, kom han og sagde, at nu kunne vi tage ud og se den. Vi havde gang i bolledej så det var bare om at få dem formet og finde en til at sætte dem i ovn. Rasmus som ellers er i Price var inde med hans maskine som skulle til reparation. Rasmus er svigersøn til nogle af vores gode venner i Fredericia blev straks headhuntet til at klare opgaven. Han mente ikke han havde forstand på det, men vi overbeviste ham om at han blot skulle give dem 14 min og så ud… Han klarede opgaven til UG og vi fik set Jespers helikopter både ude og indefra. Det er vigtig at komme ud og se noget når det er muligt så dagene ikke bliver alt for ens. Her på hjemmet kommer der rigtig mange blade og magasiner samt ind imellem aviser som ikke nødvendigvis er helt nye. Det kan nemt blive lidt rodet, men forleden da vi havde en formiddag hvor vi ikke havde bestillinger på kager ud af huset, fik Per ryddet op i TV stuen, systematiseret biblioteket og sat alle blade i tidsskriftholdere. Omrokeret på møblementet og sat fyrfadsstager frem. De silkeblomster vi fået herned fra Lissie og Michael (gode venner i Skive) er kommet frem. I TV stuen, står der en sofa som er meget slidt, den har engang været blå, men bærer nu præg af at mange er sunket ned i den. Vi har fået lagt et nyt stykke stof på, så nu ser den helt ”ny” ud…!Da jeg var ved at sy bamseuniform fik vi den ide at sy nogle løbere til bordene af militærstof. Det ser rigtig godt ud. Per fandt et par små lamper så man ikke behøver at tænde neon lamperne når man sidder og ser tv.En af de fastet tv kiggere konstaterede, at her er jo blevet helt hyggeligt. Nu må vi se hvor længe det holder.   Jævnlig er der bestilling på fødselsdagskage til en af vores ”drenge”. Ofte vil de gerne samles her for at dele den. Så lægger vi fødselsdags dugen på, sætter blomster, lys og flag på bordet hvor kagen og kaffen sættes frem. Det er skønt at se dem samles og ofte synges der fødselsdagssang. En eller anden gave er fremskaffet. De er meget kreative.  Som bekendt har Ruth åbnet et soldaterhjem i Price. I første omgang i et telt. Der er kun ca. 35 km fra Camp Bastion, men alt transport foregår i konvojer med eskorte og med minesøgning. 1 – 2 gange pr. uge er der en sådan transport. Mandag den 22. februar fik jeg - Per lov at komme med. Jeg skulle stille kl. 05.30, men fik at vide at transporten var udsat til kl. 8.30. Da der også var andre der var stået tidligt op, søgte de til soldaterhjemmet og så kunne jeg ligeså godt bage et par kager. Jeg fik overtalt dem til at give mig en plads i lastbilens førerhus. Det gav mig mulighed for at se lidt af landskabet på vej til Price. Det var langt mere varieret end jeg forventede – og mere grøn, men det er jo også forår her i Afghanistan. Kl. 10.45 ankom vi til Price og jeg gik på jagt efter teltet hvor Ruth har åbnet soldaterhjemmet. Hun blev glad for et besøg og viste rundt i hele lejren. Det var rigtig godt at opleve stedet og tale med soldaterne. Jeg fik også set hvor det rigtige soldaterhjem skal være. Jeg var tilbage i Camp Bastion kl. 23.15. Merete har fået lovning på en tur snart, måske med helikopter, men det må I høre om næste gang. Dette var hvad vi havde valgt at bringe for denne gang. Vi har det rigtig godt og nyder at være her. Tak for jeres tanker og forbøn, hilsner på facebook, mail og brev. Mange hilsner fra os begge Per og Merete

Vi ankom til Camp Bastion natten til fredag (12.2) for en uge siden.  Ca. kl. 23.30 landende vi med den Engelske Herkules, men måtte vente lang tid på vores bagage inden vi kunne komme ind i den danske lejr. Vi blev kørt ind midt i lejren. Der er altid samling ved flagstangen. Vi blev sikkerheds briefet og alle fik anvist hvor de skulle sove. Vi havde det let da vi blot kunne følge med Karen Marie og Daniel til soldaterhjemmet hvor de bød på kaffe. Ca. kl. 02.15 blev det sengetid… det var tiltrængt. Det var dog ikke let at sove da der konstant er larm af aircondition, generator, militære køretøjer og fly. Efter nogle dages arbejde, er vi dog ved at være lidt mere trætte og har efterhånden vænnet os til støjen. Vi sover i hvert fald udmærket. Vi fik lov at sove længe den første dag, og fik hen på formiddagen en lille rundvisning på området. Der er meget at holde styr på.Allerede første morgen oplevede vi alvoren ved at være her. Der blev kaldt til flagstangen. Det betyder at der har været en særlig hændelse som der skal orienteres om til alle. Vi har nu været her godt en uge, og i går var er det tredje dag på en uge at vi har været samlet ved flagstangen. Vi glæder os over at de alle er i live – men alle med skader på ben, og ham i går også med brud på arm efter beskydning.Vi er helt klar over at det er virkelighed. Det er alvor for vore soldater. Vi gør hvad vi kan for at hygge om dem. Kaffe og kage er en vigtig ting. Nu også koldt vand. Vi har i dag 25 grader i skyggen – så selv Merete har fundet solcremen frem.En del af de soldater som dagligt har været hos os er fredag kørt ud – de har nu fået klargjort deres køretøjer og skal nu til Price hvor de skal være en del af styrken der. Flere af dem har været trofaste til aftensang, og vi har haft den glæde at mange af dem er kommet for at få et kors, inden de skulle af sted. De er ikke bange for at sætte ord på at det betyder noget for dem med et kors. Lørdag var Ruth, som tidlig søndag morgen kom med til Price, og jeg en tur ved det lokale marked. Der handlede jeg tørklæder. Fik en god og fornuftig pris. Nu har vi lidt at sælge til soldater som skal hjem – og måske lige have en gave med til mor el. kæresten.Vi har igennem den første uge fået mange kontakter – alle er parate til at hjælpe alt det de kan.Vi har været rundt i lejren for at se hvor de som kommer på KUFén arbejder. Søndag aften holdt feltpræsten gudstjeneste på depotet – det var en rigtig kold oplevelse – altså vejrmæssigt. Søndagen var begyndt med det mest fantastiske solskin, men det ændrede sig hurtigt til blæst og sandstorm…. Efter gudstjenesten bød præsten på en kold vand.. og vi stod og småsnakkede med de der var med til gudstjenesten. Vi faldt i snak med en oberstløjtnant som kun er her en kort tid. Han fortalte om hans interesse for køb at tæpper. Det endte med en aftale om at følges til tæppehandleren ved siden af Cookhouse (der hvor vi spiser). Tirsdag sidst på eftermiddagen rejste Karen Marie og Daniel hjem efter en meget flot indsats, som er blevet påskønnet fra alle sider. Nu må vi klarer os på bedste vis  ud fra deres anvisninger…

Vi har mødt flere soldater som vi kender fra vores tid i Høvelte og en enkelt helt tilbage fra Varde tiden. Det er rigtig hyggeligt.

Onsdag aften havde vi bankospil på terrassen - de delte heldigvis flot om lagkagerne!

Karen Marie og Dánial har været god til at samle soldaterne til aftensang. Det at de kunne spille var værdifuldt! Men vi glæder os over at der fortsat kan samles en god flot hver aften. I aftes var det Merete der skulle holde andagten, da klokken var 21. var der kun 3 danske soldater, så jeg gik ind i TV stuen og spurgte om de ville hjælpe - de tog udfordringen op og kom ud. I det samme kom en stor flot som havde bestilt en fødselsdagskage, de samledes i den fjerneste ende af terrassen. Jeg spurgte om de ville med til at synge - uden de store forventninger, men til vores store glæde valgte 11 af dem at gå med ind og synge. De sang godt med og lyttede til andagten. Vi sluttede med soldatensbøn og fadervor i kor.Torsdag fik vi også post for første gang. Et par aviser og en pakke med hjemmelavet marmelade som et forældrepar til en tidligere udsendt soldat havde sendt. Det er rigtig glædeligt. Søndag laver vi fælles morgenmad kl. 8.45 med hjemmelavede boller, rugbrød, spegepølse, leverposteg o.s.v.  Søndag eftermiddag bager vi vafler - det er en tradition som Karen Marie og Dánial har indført og som hjælper soldaterne til at mærke forskel på hverdag og søndag. Søndag aften kl. 19.00 er der gudstjeneste rundt i forskellige lokaliteter/enheder - en god ide, som inddrager mange i planlægningen.Vi har fået flere hilsner fra Ruth, at hun er kommet godt igang i Price, Hun har fået et telt og har god søgning.

Dette var første hilsen – Tak, at vi må vide os omsluttet af jeres omsorg og forbøn

Merete og Per

Kære venner

Nu kommer så vores sidste brev her fra Camp Bastion. 6 måneder er gået - og de er gået godt - og hurtigt. Vi har mødt mange forskellige mennesker og vi har lært at elske dem på hver deres møde. Vi har allerede sagt farvel til de fleste - og det har været bevægende og svært at skulle sende dem alle hver til sit. Vi har fået lov til at være en del af deres liv i et halvt år - vi har fået lov til at dele deres sorger og glæder - og det har været fantastisk.

Nu står Per og dekorerer fødselsdagskager og Merete bager fastelavnsboller til i aften. Dánial og jeg har pakket vores køjesække og venter på at skulle flyve herfra i morgen. Vi har overgivet kommandoen til nye folk, så vi har god tid til at ordne og dele billeder og videoer med resten fra hold 8.

Vi har fået sagt farvel til vores søn Filip, der efter kun 4 dage her i Camp Bastion kørte til Price, hvor han skal være det næste halve år.

En stor tak til Gud for fred i sindet midt i en farlig verden og en stor tak til venner for forbøn og omsorg. Nu skal vi videre i vores “civile” liv i Kolding og allerede sidst i februar rejser Dánial til Norge, hvor han skal fortsætte som maskinmester på en båd.

Soldatermissionen og soldater vil for altid være i vores hjerter - vi er blevet mærket for livstid.

De kærligste hilsner og tak fra Karen og Dánial

Så fik vi lov til at opleve noget helt fantastisk. To soldater sagde ja til hinanden her i Camp Bastion. Præsten og vennerne var netop kommet ind i lejren. To timer senere sad de i kirken - stadig med støv og sand i håret og på tøjet - og hørte de to sige ja til hinanden. Dánial fik lov at lave bryllupskagen og jeg fik lov at lave den flotteste brudebuket - den sidste hyacint fra Danmark, hvor jeg lige måtte klippe de halvvisne blade af og binde bånd, perler og en fin serviet om.

Her i lejren er der opbrudsstemning. De første er allerede taget hjem til Danmark og nogle af de nye er kommet. Der bliver afholdt parader og vi får medaljer. Og sandelig om ikke kufmutter og kuffatter også fik medaljer - hvor var vi stolte.

Lige nu venter vi på det næste hold nye soldater, der skal komme. Flyet er blevet forsinket, så de sidder og venter i Kabul. Og vi sidder her i Camp Bastion og venter - på vores søn. Filip kommer i morgen og skal være i Price de næste 6 måneder. Han - og alle de andre går en hård tid i møde, det ved vi nu. Bed for ham og alle de andre, der nu skal tage over her i Afghanistan. Det er en hård og ubarmhjertig verden, de skal være i de næste 6 måneder.

Kære venner

Så er vi kommet godt herned igen efter en fantastisk juleferie med vores børn i et sneklædt Danmark.

De tre piger har gjort det godt hernede i julen - det fornemmer vi tydeligt.

Det er dejligt at være tilbage, møde de kendte ansigter og høre deres juleoplevelser. Vi er inde i en stille periode - de fleste er udenfor lejren her, men det giver os mere tid og ro til at være sammen med de soldater, der bor her fast.

De sidste aftner har vi sunget en del - spontan lyst til flere sange efter aftensangen. Det betød at allerede lige efter aftensmaden dagen efter, kom den første og ville gerne synge. Dánial satte sig ved klaveret og så blev sangstemmerne luftet for alvor. Pludselig udbryder en soldat: “Hvad sker der for mig? I går sad jeg midt i en krig og i dag sidder jeg på kuffen og skråler med på Nu går solen sin vej?” Han var kommet ind til Camp Bastion, fordi han skulle til tandlægen og som den største selvfølgelighed sad han meget på kuffen.

Ja, det er dejligt at være tilbage i fællesskabet hernede. Men vi mærker tydeligt, at det går mod enden.  Missionen er ved at være slut og nye soldater er allerede på vej herned.

De kærligste hilsner og Guds fred til jer alle.

Karen og Dánial

Vi har lavet en lille video fra den skønne adventstid her i Camp Bastion. I kan se den, hvis I går ind på vores private hjemmeside www.fidibodaka.blogspot.com

Det er december. Det er jul. Det er hygge. Triple A: Anette, Anne Dorthe og Anne Sofie har pt. overtaget Kuffen i Bastion, mens Karen og Danial holder en velfortjent juleferie i Danmark.

Vi har alle tidligere arbejdet i Camp Olaf Rye, Kosovo, og er dybt taknemmelige for at få lov til at opleve soldaterverdenen igen. Der er dog en forskel. En stor forskel. I Kosovo var vi alle udstationerede på nogle af de sidste hold, hvor der var forholdsvis fredeligt. Her er virkeligheden anderledes. Hver eneste dag lever soldaterne med frygten og visheden om, at nogen kan blive dræbt inden aften. Og det sætter spor i krop og sind. Kuffen er ikke bare en luksus og et fristed i Afghanistan. Kuffen er nødvendig. Her kan soldaterne dele tanker om døden, livet og familien derhjemme, og de kan gøre det i fred og ro. Af og til er det også helende at holde pause fra tankerne, og redskaberne hertil kan være en guitar, et spil eller en filmvisning. Kuffen tilbyder hele pakken, og soldaterne pakker den hellere end gerne op. Julen er et tidspunkt, hvor mange bliver lidt vemodige. Tankerne går til Danmark, til familien og til kæresten derhjemme – og også til de fire som har mistet livet hernede i efteråret. Desuden begynder soldaterne virkelig at længes mod februar, hvor missionen kan meldes færdig for denne gang. Igen og igen hører vi ordene på Kuffen: Bare vi alle kommer levende hjem! Måske er det netop derfor, julen bliver så vigtig hernede. Camp Viking, den danske lejr i Bastion, huser meget improviseret julepynt, fremstillet af skraldespande, afdækningsbånd og andre spændende finurligheder. 4. søndag i advent åbnede Christmas Street – en teltgade, hvor der er gjort ekstra meget ud af juleudsmykningen. Arrangementet startede med, at juletræet på paradepladsen blev tændt under fællessang, hvorefter soldaterne lavede vafler, grillpølser, æbleskiver og gløgg. Donationer fra dagen gik til Kammeratstøtteordningen.

I går havde vi besøg af forsvarschefen. Efter kun 14 dage på posten besøgte hans sine soldater her i Afghanistan. Sidste dag kom han her på kuffen til aftenkaffe. Heldigvis ville han gerne skrive på vores autografvindue.

Vi oplever så meget venlighed hernede. Vi modtager pakker fra flere forskellige. En sygeplejerske fra felthospitalet sendte makroner til os, nogle englændere fik sendt 6 pakker med engelske te ned til os og unge fra Århus har sendt en pakkekalender. Før vores kære soldater skulle hjem på ferie manglede vi kokos; så nu da de er kommet igen har vi fået så meget kokos - det er da fantastisk. Et forældrepar til en tidligere soldat har flere gange sendt hjemmelavet marmelade ned til os. Da Dánial læste deres brev op til aftensangen, var der flere der blev helt rørte over at høre om et forældrepar, der hver aften tænder et lys og beder for de udsendte soldater.

Ellers har vi haft en forholdsvis stille periode her på kuffen. Der har næsten været flere udlændinge end danske soldater, men det går helt fint. Det betyder også, at Dánial har haft tid til at udvide terrassen.

Den er faktisk blevet dobbelt så stor, så nu er en af soldater begyndt at skrive rundt til forskellige forretningskæder, om de vil donere nogle flere havestole og borde.

Vi ville også gerne have et skilt, hvor der stod YMCA - altså KFUM på engelsk. Heldigvis har vi nogle gode venner fra Sydafrika, som arbejder med skilte her i lejren, og de ville meget gerne hjælpe os. Så nu har vi fået et fint skilt med lys i, så alle udlændinge kan se, at det er et kristent hjem, der drives for indsamlede midler. 

Der har været fint besøg hernede. Soldaternes chef fra HOK var her nogle dage for at høre, hvordan vi alle har det hernede. Han brugte kuffens terrasse til at tale til folket. Det er så dejligt at se, hvordan kuffen bliver brugt i mange situationer. Den anden aften var det varm cacao og lagkage efter mindeparaden for den faldne soldat og ugen før var det chefen for Danilog, der samlede sine folk til kaffe, kage og foredrag.

Jo, vi har det godt hernede. Dagene går alt for hurtigt - samtidig med, at vi glæder os til at komme hjem til børnene i julen. Glæder os til at møde venner og familie - og holde en hel fridag sammen.

Tak for fortsat forbøn og gode tanker for os, vore børn og udsendte soldater med deres familier.

Kære venner af soldatermissionen.

Nu har vi været her så længe, at vi må sige, at det er blevet hverdag på kuffen. Vi ved, hvor vi kan finde de forskellige ting, vi skal bruge, og vi har en fast rutine. Det er en lang arbejdsdag for os og efter tre måneder sagde kroppen også stop, så vi måtte tage nogle sygedage. Heldigvis havde vi god hjælp - der er mange, der gerne vil hjælpe. Der skal lyde en stor ros til alle soldater hernede. De er bare så venlige, hjælpsomme og dejlige at være sammen med.

Mange af de danskere, der arbejdede på felthospitalet, kom meget her på kuffen. De var rigtig glade for at komme til et lille stykke “Danmark” her hos os. Nu er de alle rejst og vi savner dem lidt.

En dag fik vi lov til at komme med de store lastbiler til FOB Price. Det tog vel 1½ time at køre derned, så det er ikke så langt væk. Vi kørte på highway 1 hele vejen og fik set nogle afghanere med deres får. Der var også nogle grønne træer og haver rundt om deres huse. I Price, hvor de fleste danske soldater holder til, har de ingen kuf, så vi havde vaffeljern med og bagte vafter til eftermiddagskaffen. Nu har vi heldigvis fået at vide, at der kommer en kuf til hold 9 dernede, så det er fantastisk.

Det var dejligt for os at se lidt anden end bare sand og sand. Herinde i lejren er der absolut intet grønt, så det er lidt trist at se på. En soldat kom den anden dag med blomsterfrø og dansk pottemuld, så nu har vi en lille blomsterkasse med små blomster - bare fantastisk at se på.

Desværre har vi jo haft en soldat mere, som skulle hjem i en kiste og vi har haft nogle alvorlig sårede. Det giver mange anledninger til en snak om liv og død samt livskvalitet. Det påvirker os selvfølgelig meget, når sådan noget sker og vore tanker og bønner går naturligvis til de pårørende derhjemme.

Men livet går videre og vi bager flere kager og laver mere kaffe. I dag står den på franskbrød og dansk pålægschokolade til eftermiddagskaffen. Det bliver succes.

Med tak for forbøn og venlige tanker sender vi de kærligste hilsner her fra oasen i Afghanistans ørken.