Nu er der igen gået et par uger og vi vil fortælle jer lidt om hvad der er hændt her i ørkenlandet.

Vi har haft mange små og store oplevelser. Nogle mere dagligdags end andre.

For en tid siden kom der et byggehold som skulle i gang med at bygge en stor hal hvor mekanikerne kan have en stor kran som kan løfte kampvogne og IKK’er (infanteri kamp køretøj). Både det at den kan løfte og det at de kan være indenfor i skygge er store forbedringer. Når man bygger skal der selvfølgelig også være et rejsegilde… Det betød, at jeg søndag efter morgenbordet lavede lidt pølsehorn til dem. Et kig på lageret havde afsløret nogle dåser med cocktail pølser og fryseren indeholdt butterdej, så det var bare i gang… De supplerede selv med lidt chips og drikkevarer. Jeg var forbi for at undersøge om de nu også havde fået en krans op. Det havde de, et hjul ophængt inden døre i det ca. 12 meter høje telt.

Disse håndværkere, hvoraf nogle pt. er i Price hvor de bl.a skal bygge det nye soldaterhjem, har ofte lagt vejen forbi soldaterhjemmet for at tømme en stribe kaffekander!

En eftermiddag fik vi besøg af to amerikanske fyrer Dan og John som arbejder med konstruktion af den nye del af lejren. Dan kendte til YMCA fra hans barndom. De havde hørt om stedet af deres kolleger. De kom for at få en kop kaffe og se hvad det var. Vi fik en god snak med dem og viste lidt rundt. Da de gik efter kort tid, med kaffekoppen i hånden gav Dan os 100 doller til arbejdet. Det var helt overvældende.

En fredag eftermiddag var det aftalt, at vi og Elise og Torben skulle besøge Majoren fra Bahrain. Det blev nu kun os to da Elise og Torben blev i Price det meste af den tid de var her nede.

Vi mødte op og blev vist ind i hans private gemak, hvor han sad i fritidstøj og med den arabiske kaffe på kanden. Kaffen smager rigtig sødt og godt. Vi blev trakteret med dadler og sødt. Senere også arabisk te. Det bliver nu aldrig min favorit.

Vi har nu aftalt, at han kommer på søndag, sammen med nogle af hans folk og lave en aften om Bahrain her på soldaterhjemmet.

Vi er inde i en periode hvor vores soldater tager hjem på leave. De første, som i nok har hørt om i tv havde svært ved at komme hjem pga diverse aftale, er kommet tilbage og næste hold er taget hjem. Dette andet hold kommer først retur efter vi er rejst. Det er mærkeligt allerede at skulle sige farvel, vi synes tiden er gået rigtig hurtigt. I nogle dage har vi haft Charlie Coy (kompagni – ca. 150 mand) som trofaste gæster. På grund af sandstorm m.m. har de været her længere end planlagt. Nu kommer Bravo Coy til Bastion i nogle dage indtil de tager hjem på leave tirsdag den 4. maj.

I onsdags var vi med ude på flightline for at sende nogle af sted på leave. Samtidig kunne vi se hvordan folkene fra TERM (Dem der arbejder med at få folk ud herfra i fly. Det er også dem der står for al post) arbejdes med at få gods fra DK ud af den danske Herkules inden soldaterne kunne komme ombord og flyve til Kabul, inden de torsdag skulle videre mod Kbh. Alle arbejdsgrene er flinke til at spørge om vi vil med ud at se hvordan de arbejder.

Nogle dage havde vi også en hel flok hjemmeværns folk som skulle ud for at afløse i Price. De strandede også nogle dage. En enkelt en hel uge pga at han blev syg da de skulle af sted. Her fungerer det ikke lige som der hjemme. Bussen og taxaen kører ikke bare forbi. Her må man afvente at transporten eller en flyver har plads. Med alle disse afventende soldater bliver vores lille sted brugt flittigt. Tv stuen er blevet hule for en del af dem. Mørklagt og med film på dvd. Jævnligt er der højlydt latterbrøl der indefra.

Vejret har den seneste tid været meget omskiftelig. Vi har haft almindelig sandstorm efterfulgt at et voldsomt regnevejr. Forleden aften blev det så igen sandstorm, denne gang fra en anden retning lige hen over vores terrasse. Normalt har vi ligget i læ, men denne gang var det helt vildt voldsomt, det hev og sled i alt. Vi blev længere oppe, men måtte dog overgive os. Senere på natten blev det endnu mere voldsomt og efterfulgt at et voldsomt regnvejr. Soldaterne havde frygtet at teltene skulle flyve væk og ja, vi havde tanken: ”gad vide hvad en container kan holde til??”. Nå det holdt og tidligt om morgenen fik vi da samlet sammen på stole der lå henkastet.

Før sidste søndag havde jeg forhørt mig hos KBR (folk som kan skaffe næsten alt!) om de kunne skaffe noget dansk morgenbrød… og jo det kom de så med lørdag. Søndag morgen da vi havde det meste på bordet kom de så med afghansk fladbrød samt noget creme og sirup. Det smagte bare super! Da der var mange soldater som lige var kommet hjem ude fra lejrene faldt det i god jord at der var et så stort udvalg.

Denne dag udviklede sig som en ren gavebod. Der kom et par engelske læger med en kasse slik mm, gode gevinster til banko. En amerikaner kom med en kasse super lækre småkager, og én fra De forenede Arabiske Emirater kom med chokolade.

Forskellige landes feltpræster kommer jævnligt her. En dag kom Adam, en Amerikansk feltpræst som Per havde talt med. Han kom med nogle kors til uddeling. Vi havde ca. 300 kors med da vi kom, dem og ca. lige så mange som vi har tigget os til hos engelske og amerikanske feltpræster er uddelt til soldater af alle nationer. Der er en meget stor efterspørgsel. Vi kan uddele alle de kors vi kan skaffe. Vores soldater giver udtryk for at de gerne vil bære et kors, så de har en til at passe på sig. Her er liv og død tættere på. Før C-Coy drog ud i den grønne zone, samlede feltpræsten Viktor kompagniet og gav dem et ord med på vejen og lyste velsignelsen. De fleste soldater knælede – ret stærkt.

Her er liv og død tættere på! Det bliver vi til stadighed mindet om. St. Bededag stod vi igen ved flagstangen for at hører nyt efter en særlig hændelse. 5 soldater fra C-Coy var blevet fløjet til felthospitalet efter at de var gået på 2 IED’er. Endnu engang kan vi takke for at der ikke var alvorlige skader. Det er anden gang indenfor en uge at vi har stået der. Det sætter tanker i gang hos os alle.

Vi bliver hver gang positivt overvældet over hvor godt de tager hånd om hinanden. De snakker om det skete og bearbejder derved episoderne. Ofte kommer de her kort efter de er udskrevet fra felthospitalet, så får vi eller kammeraterne måske en snak og de får endnu engang anledning til at fortælle.

Som de fleste af jer ved, sagde jeg mit job op inden vi rejste og havde besluttet mig for ikke at bekymre mig om nyt job før vi var hjemme igen. Jeg har heller ikke bekymret mig, men da jeg lige omkring påske modtog en mail med besked om at der var en ledig kordegne stilling ved Vor Frelser Kirke i Vejle måtte jeg i gang med overvejelserne. Dagene her er lange og det er rigtig svært at forholde sig til det der foregår hjemme. Vi talte om det, også med nogle af vore faste kaffedrikkere… og så fik jeg da sendt en ansøgning. Det var jo ikke muligt at møde op til samtale den pågældende dag, så jeg foreslog at det kunne blive på Skype.

Jeg blev indkaldt til samtale og med god hjælp fra vores IT mand blev det klaret. Onsdag aften efter vores aftensang måtte jeg lige se om der skulle være kommet besked. Stor var glæden da der var positivt svar. Det blev fejret med et bordfuld af vores dejlige soldater… Nu glæder jeg mig til at mødes med menighedsråd og personale når jeg kommer hjem.

For mig er det fantastisk at Gud på den måde tager hånd om mig. At bo og arbejde her i ørkenen, ikke i 40 år men i snart tre måneder har været berigende.

Vi har markeret St. Bededag med Varme Hveder – ellers havde de slet ikke opdaget at der var en helligdag – dagen går ud i et hernede!

Med dette vil vi slutte dette nyhedsbrev, sidste nyt vil komme lige omkring vores hjemrejse.

Med tak for hilsner og forbøn

Per og Merete, Camp Bastion