Kære Alle

Tiden hernede flyver af sted og varmegraderne bliver kun højere! Vi er oppe på 44-46 grader i skyggen og sandstorme et par gange om ugen – nogen gange med mere sand end andre.

I søndags havde vi turnering i terningespillet ”30”, hvor drengene satte to borde sammen midt på terrassen lige i skyggen. Vi er overbeviste om at det skyldtes mangel på oprydning at de ikke er blevet stillet på plads efterfølgende, men siden har vi valgt ikke at stille dem tilbage og det er nu blevet til stambordet, hvor der altid er plads til en mere. Vi er blevet så glade for det, at det har fået tilnavnet ”stambordet” og er kommet for at blive.

De sidste 3 uger har vi haft en soldat i aflastning på kuffen. Andreas havde overbelastet sine fødder og måtte i arbejde. Derfor har han været fast inventar på kuffen til alle hverdagens gøremål, kun afbrudt af en middagslur inde i dagligstuen hvor han blev puttet under et af vores Carlsberg tæpper. Nu er han draget mod det eftertragtede DK og vi sender ham en stor TAK! Vi bliver nød til at nævne de 300 æbler han har været med til at skrælle og derefter lavet om til forskellige slags kager med æbler. Sådan er det hernede – man arbejder med det man har, og vi var heldige at få en stor kasse æbler, specielt til stor glæde for de mange soldater, der lige vil finpudse formen inden de skal hjem.

Siden sidst har vi haft den store fornøjelse af at få en invitation til Patrol Baseline af transporten. Transporten kom over i sidste uge og sagde: ”I skal ikke planlægge eller gøre andet end at beslutte om I vil med eller ej. Vi har arrangeret det hele for jer og vil beskytte jer hele turen.” Sådan blev det til, at vi fik en tur med transporten ud til drengene ved green zone. Vi fik pladser i førerhuset, så vi kunne følge med og se hele turen og kun afbrudt af et kort besøg i Price fortsatte turen igennem ørkenen og hele vejen ud til Patrol Baseline. Her havde vi fem gode timer, inden vi atter skulle vende snuderne mod Camp Bastion. Vi havde op til turen bagt rugbrød, boller og kager i vildskab, som vi kunne tage med, og det var en sand fornøjelse at give videre til vores brage soldater, der er vant til at leve af feltrationer. Til vores overraskelse var humøret højt ude i lejrene og alt i alt var det en utrolig positiv oplevelse, at få hilst på flere af de danskere som vi ellers kun ser engang i mellem.

Mange danskere er ved at være missionstrætte og de fleste tæller dagene til at de skal rejse. Mange savner kærester, børn og dem derhjemme og glæder sig til atter at være i DK. Det har vi fuld forståelse for, men prøver også at vende den til, at der er noget de kommer til at savne hernede. Der er noget særligt over dette sted – nogen gange kan man sammenligne det lidt med et højskoleophold. Sammenholdet, arbejdsfællesskabet, de mange ting som andre tager sig af – såsom maden, vasketøjet, rengøringen osv. Her i Afghanistan er omgivelserne dog lidt anderledes end på normale højskoler.

Derudover fortsætter vi vores faste traditioner med lagkagebanko, film aften, dansk morgenmad og vaffelbagning. Vi føler en stor opbakning omkring vores arrangementer og soldaterne er gode til at give udtryk for deres store taknemmelighed over det vi laver. På samme måde er vi også utrolig taknemmelige for den opbakning og forbøn som vi får hjemme fra Danmark – Den kan vi ikke klare os uden.

Med ønsket om alt godt og varme hilsner fra Mette og Kent, Camp Bastion, Afghanistan.

Der er nu gået omkring tre uger siden vi landede her i Camp Bastion og dagen flyver af sted. Vores soldater her i lejren nyder at der altid er frisk kaffe på kanden og spørger frimodigt hvad dagens kager er. Ofte kommer de med ønsker til hvilken kage vi skal lave når de alligevel er inde og hente en kop morgenkaffe til at starte dagen på. Sidst vi hentede kopper ved cookhouse fik vi helt hvide kopper, så der har stået tusser fremme og en kop hvorpå der stod: ”Hvor kreativ er DU på din hvide kop”? Til det har de frimodigt tegnet og skrevet dagens udtryk. Flere var med i kampen, men den 7.juni sluttede konkurrencen og en vinder blev fundet. Martin Precht fra A-troop vandt. Dog med særregler. Hans to døtre havde sendt ham kopper de hver havde dekoreret. Men sådan er det på kuffen, det er ikke altid helt lige til. Præmien var en hjemmebagt kage fra Camp Bastion efter eget ønske – både tid og sted.

I weekenden havde vi atter ”movie night”. Dette er et stort tilløbs stykke.  Alt efter hvordan teknikken virker starter vi kl. 21 og så skal der hygges. Vi havde også skaffet adgang til landskampen mod Island og Mikkel Kesslers boksekamp, så det var et brag af en fest. Når der ses fjernsyn fra DK, så skal der regnes en tidsforskel på 2,5 time, så når I derhjemme hygger ti l en aftenkamp, så er det en nattekamp hernede. Men det er der  ikke noget at gøre ved - næsten alt kan lade sig gøre, når drengene i de rød-hvide trøjer spiller kamp, vores Viking Warrior (Michael Kessler) bokser eller andet spændende sker rundt omkring i verdenen. Nok er vi langt væk, men vi følger med. Det er vigtigt.

Den seneste uge har vi haft rigtig meget at se til. Det sidste leave-hold roterer mod Danmark senere på dagen. Forventningsglæden er stor for dem der skal mod Danmark og være sammen med de mennesker de elsker og holder af. Mange giver også udtryk for at de er spændte på hvad der venter. Har dem derhjemme mon de sammen forventninger? Skal de på turné rundt hos alle vennerne, familien og så det løse? Får de lov til at hænge ud med drengene og ”drikke sig i hegnet” som de kalder det? Det er bestemt heller ikke nemt at komme hjem til børnene efter 4 måneders udsendelse til Afghanistan, for så at være hjemme i 3 uger og være forælder og opdrager og så igen drage mod ørkenen for en tid. Det har mange udfordringer at skulle hjem, men generelt er det de største smil og glimt i øjet når soldaterne kommer ind på kuffen og fortæller at det nu er deres tur til at komme hjem. De er i vores tanker, at de må få en god tid hjemme i DK og komme herned med fornyet energi.

Den sidste tid har vi døjet en del med strøm afbrydelser. Vores generatorer kan ikke følge med i varmen som nu er oppe på ca.39-42 grader i skyggen og de voldsomme sandstorme der er med et par dages mellemrum næsten lukker lejeren ned. Generatorerne bliver ofte efterset hvilket betyder at de slukker for strømmen nogle timer. Så planlægger vi efter det og er færdig med at bage og har fyldt alle kanderne op med kaffe. Spidserne i lejeren har også bestemt at så meget strøm som muligt skal spares i tidsrummet mellem 12 og 15. Det betyder at mange kontorer og arbejdsstationer lukker ned i tidsrummet, men vi har fået at vide at vi på ingen måde må spare på hverken det ene eller det andet. Så højt er vi værdsat her i lejren.

Den anden aften gik strømmen uden forvarsel. Lyset gik ud, kaffekanderne stoppede med at brygge og der sad vi. Vi ved aldrig om det er noget der tager en halv time eller flere timer. Denne gang var det en hel-aftens-forestilling. Vi havde nogle knæklys og små marmeladeglas vi fyldte med vand og så var der hyggebelysning. Da der begyndte at komme meldinger om at strømmen snart ville komme igen, udtalte flere, at det var så hyggeligt at det skulle gøres til en tradition at slukke lyset og sidde der under stjernerne med små lys på bordene. Ja, vi hygger på bedste vis med de muligheder vi har.

En sidste ting vi vil nævne er minimize. Når nogen bliver såret eller dræbt her i Afghanistan så lukkes der for internettet og for telefonerne. Hvis der sker noget med danskere får vi det hurtigt at vide, men hvis det er englændere eller andre nationaliteter, så lyder der over storemund (et højtaleranlæg i hele lejeren til meldinger, alarmer m.m.) ”Op Minimize, op minimize…” For tiden er det englænderne der oftest kommer til skade eller bliver dræbt, og selvom det er for at forbygge at der ikke kommer uhensigtsmæssige informationer ud, så ved vi sjældent noget, men alligevel bliver der lukket ned for internettet og telefoner i flere timer hvis ikke hele dage. Dette kan være hårdt, hvis man savner familien, har fødselsdag eller lignende og man gerne vil ringe hjem. Nogen gange skal der en dyb indånding til og når der ikke er minimize joker vi med, at det er nu vi skal have ringet, for vi ved aldrig hvornår vi får chancen igen.

Det var alt fra Bastion denne gang. Vi er taknemmelige for at være her og bliver brugt hvor vi er.

Varme hilsner fra Kent og Mette.

Kære Blog

Nu er vi (Mette Kristensen og Kent Rasmussen) efterhånden ved at have fundet os godt tilrette her i Camp Bastion. Den 24. maj rejste Lene og Mette tilbage mod det eftertragtede DK efter at have overdraget Kuffen og dens mange gøremål til os. Vi havde et par dejlige dage sammen, hvor vi havde god tid til at blive sat ind i hverdagen på Kuffen.

Vi har tidligere arbejdet sammen i Eliezer IMU i Vejle og på 710lejr (teenlejr) på Lyngsbo i Fredericia, men det er en ny og spændende opgave at arbejde sammen på kuffen i Afghanistans land. Vi er allerede ved at finde ind i en god rytme.

Da vi landede med det britiske Hercules C130 fly i Camp Bastion d. 19. maj var det en tung varme der mødte os. På trods af at det var nat var det ekstremt varmt og sandet knasede mellem tænderne. I lufthavnen blev vi hentet af en lastbil og blev kørt til den danske del af lejeren på dens lad. Der blev vi mødt af store smil og glade mennesker. Mette har været hernede før for at afløse for Mette og Lene på deres leave i februar, men for Kent var det hele første bekendtskab med lejeren.

Samme dag vi landede i Camp Bastion ankom også en hjemmeværnsdeling. Planen var at de få dage senere skulle videre til en fremskudt base. En ting vi dog allerede må sande er at fly-/helikoptertransport, som vi har døbt ’Maybe airlines’, er en variabel her i området, og de endte med at være strandet her i lejren i over en uge. Tiden valgte de at bruge konstruktivt og endte med at renovere hele kuffens terrasse, give vores døre et eftersyn og rengøre vores aircon’s. En fantastisk hjælp som vi sætter stor pris på. En fed oplevelse at mærke den støtte og velvilje vi møder fra alle sider.

I lørdags havde vi inviteret hele den danske lejr til grillfest som start på vores nye ugentlige ”Movie Night” arrangement. 70 soldater havde tilmeldt sig så der var godt fyldt på terrassen. Vi havde bestilt maden fra vores Cockhouse, hvor vi normalt spiser. De leverede maden og selv havde vi skaffet kæmpe grill, kul og selvfølgelig nøje udvalgt grill-mestre, der stod ved grillen og sørgede for lækkerierne. Efter et lækkert måltid mad satte vi filmen ”Sherlook Holmes” på. Duften af friskpoppede popkorn fyldte terrassen, hvor vi havde sat storskærm op og stemningen var høj. Senere på aften viste vi Champions League finale kampen i fodbold. Dette gik ikke stille for sig. Meget af dagen var gået med at lave kreative kagekreationer med de to fodboldhold Manchester United og FC Barcelona logoer samt en pokalkage. Maya, vores lille køkken-nisse fra Camp (ingeniørdelingen) var med ovre og bage søde boller som hver og en blev ”sminket med glasur” som små fodbolde. Sikke en fest, en aften vi sent glemmer! Midt i festlighederne kom en af vores sygeplejerske hen og råbte navne op på soldater, der skulle over på felthospitalet for at få taget blod. Midt i en festaften blev vi mindet om at vi er midt i en krig, hvor der er menneskeliv på spil. På samme tid minder det os også om hvor vigtigt dette hjem er. Soldaterne har brug for et fristed hvor de kan slappe af, koble fra, få en snak, spille et spil eller bare sidde og nyde en friskbrygget kop kaffe med tilhørende kage!

Vi er blevet taget rigtig godt imod og er lige så stille kommet godt i gang med hverdagen hernede. Vi ser begge med spænding frem mod de kommende varme måneder. Tak for stadig forbøn derhjemme. Vi vil gøre vores bedste for at holde jer godt opdateret derhjemme.

Med varme hilsner og ønsket om alt det bedste, Mette og Kent

Kære Alle sammen!

Så blev det tid til det sidste nyhedsbrev i denne omgang. Efter 9½ måned landede vi for sidste gang i Karup torsdag aften! Rejsen hjem gik planmæssigt, med undtagelse af en halv dags forsinkelse i Camp Bastion, men når det nu skulle være, er det klart det bedste sted at vente. Vores afløsere Mette og Kent (se nærmere præsentation på Soldatermissionens hjemmeside) ankom – med lidt forsinkelse -  torsdag i sidste uge, så vi nåede at have 5 dage sammen til at sætte dem ind i tingende, få afsluttet og sagt farvel.

Søndag aften var vi inviteret til afslutningsfest i den danske PX. Her var en skøn blanding af mange nationaliteter og sprog. Vi fik mere eller mindre grillet kylling, alkoholfri øl, røg vandpibe og hørte musik -  en rigtig hyggelig og tværkulturel aften.

I sidste uge oplevede vi det første raketangreb mod Camp Bastion i 2½ år. Den første alarm lød ti minutter over syv om morgnen, den næste et par minutter efter, og den sidste midt på formiddagen. Den første alarm og nedslaget – som vækkede det meste af den danske lejr – sov vi trygt fra, men anden gang den lød vågnede vi noget forvirrede – efter ”all clear” signalet vovede Mette sig ud for at se hvordan det hele stod til, og samtidig var det danske beredskab kommet på plads. Heldigvis skete der hverken person eller materielskade, selvom den ene raket landede ikke langt fra et af ammunitionsdepoterne i lejren. Samme morgen var der angreb på ISAF styrkerne flere steder i Helmand-provinsen. Man siger at raketterne har rakt ca. 8 km, men altså er slået ned uden at gøre skade. Resten af formiddagen besvarede ISAF-styrkerne angrebet, blandt andet med nogle GPS-styrede raketter, der kan række et sted mellem 30-40 km, og rydde et område svarende til 4 fodboldbaner, så der er helt sikkert nogle der har ”fået ondt i hovdet” – som vi siger dernede. Det var en meget speciel formiddag, man blev pludselig mindet om, hvor man befinder sig, og resten af dagen, var vi, når vi bevægede os rundt i lejren, meget opmærksomme på hvor det nærmeste beskyttelsesrum befandt sig. Det samme gjorde sig gældende i Kabul, hvor der havde været angreb to dage tidligere, og der var en forhøjet sikkerhedsrisiko. Samme dag til frokost, da vi sad i Cookhouse, gik brandalarmen pludselig i gang ved en fejl, og alle fløj ned på gulvet. Selvom vi bagefter godt kunne grine af at alle kastede sig på gulvet for en brandalarm, var det tydelig at mærke på de af vores soldater – der på tidligere missioner har oplevet raketangreb, at reaktionsmønsteret sidder på rygraden og gamle oplevelser kommer op til overfladen igen. Meget specielt og intenst!

Og nu sidder vi så hjemme igen i det grønne, trygge og kolde Danmark. Det er sjovt, hvordan man i mødet med andre kulturer, bliver mere bevidst om sin egen, sine rødder og sin historie. Om selvom det er spændende at rejse og opleve, er der ingen tvivl om at ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går,” som H.C. Andersen så smukt skriver det.

På vores værelse i Kabul fandt vi en bog med titlen ”Hvis det havde været nemt, havde de sendt nogle andre”. Og selvom bogen vist handler om nogle af søværnets store bedrifter i tidens løb, ramte titlen meget godt vores virke de sidste 9½ måned i Afghanistan. For det har ikke altid været lige nemt. Det har kostet megen sved og tårer, der har været gode og dårlige dage, der har været dødsfald og livsbekræftende oplevelser, og der har været krig og fred i en bred betydning. Men vi har levet hver minut og ikke været i tvivl om, at det var det rigtige sted for os at være, og vi har virkelig været glade for at være der! Lige så frustrerende og meningsløs krig kan opleves, lige så meningsfyldt har det været for os at drive soldaterhjem, lige dér midt i ørkenen. Og vi har virkelig følt os båret og velsignet i vore arbejde!

”Hvis det havde været nemt, havde de sendt nogle andre”, - men de sendte os – og tak for det!

TAK for stor interesse, tanker og forbøn – det har virkelig betydet meget for os at mærke den gode opbakning – så tak!

Mange Varme Hilsner fra Lene og Mette

Kære Alle sammen!

Nu er ISAF hold 11 cirka halvvejs i missionen, og varmen og trætheden er for alvor begyndt at sætte sine spor. For de der endnu ikke har været på leave eller står for at skulle hjem lige om lidt, er det en hård tid. Det er som om at mange her halvvejs rammer muren. Nu er det hele ikke nyt og spændende mere - bare dagligdag, og det er ikke som i den sidste tid, hvor man begynder at kunne se en ende på opholdet. Lejren er fyldt med en god blanding af forventningsglæde hos de, der er på vej hjem på leave og en det-var-svært-at-rejse-hjemmefra-og-jeg-skal-lige-igang-igen stemning hos de der er kommet tilbage fra leave. Det er utroligt som man kan se på folk, om de har holdt/er på vej/eller snart skal på leave. Den fysiske og psykiske træthed kan ses på en helt anden måde end vi oplever det derhjemme. Selvom solen sørger for en flot brun kulør får huden et gråligt skær, håret spalter og ser trist ud, hænder og fødder slår revner, som har svært ved at hele i klimaet hernede, skuldrende falder sammen og øjnene mister lidt af deres glød. Tålmodigheden bliver for alvor sat på prøve, og selv små konflikter kan fylde meget. Men vi oplever heldigvis stadig en stor omsorg for hinanden og et forsøg på at ”løfte i flok”. Vi forsøger at hjælpe til hvor vi kan – og en tur rundt i den danske lejr med kage, når folk har haft for travlt til at spise frokost er altid et hit.’

Selv er vi også ved at glæde os til at komme hjem, men det er med blandede følelser, for vi er stadig rigtig glade for at være her. Det her været vores hjem og vores virke i snart 9½ måned. Varmen (som hver dag ligger imellem 40-45 grader) er dog ved at være en stor udfordring og på det punkt glæder vi os til noget dansk sommervejr.

Med næsten daglige strømafbrydelser af forskellig varighed, er det svært at finde en god rytme i dagligdagen. Strømmen kan forsvinde på alle tider af døgnet, dog mest midt på dagen, hvor det er varmest, og være væk i alt fra ti minutter til tre timer. Det er som sådan ikke noget problem at klare sig uden strøm – hvis man er indstillet på det, og har de rigtige hjælpemidler, men når alt omkring en er afhængig af strøm, er det svært at foretage sig noget. Vi har ingen vand, kan ikke lave kaffe, og hvad gør man når man har en kage i ovnen og strømmen så pludselig forsvinder? Oveni har vi igen i denne uge haft flere dage med ”OP WIDE  AWAKE” som betyder, at hele lejren skal afsøges og ingen må forlade deres område. Heldigvis har vi haft godt selskab af soldaterne, hver gang vi har måttet indstille arbejdet. Og på trods af den forhøjede sikkerhedsrisiko, føler vi os dog stadig meget trygge og passet godt på.

Vi har de seneste uger brugt en del tid ved flagstangen for at vinke farvel og sige goddag – så det får I lige et par billeder af.

Mange varme hilsner fra Lene og Mette

Hørt på Kuffen den seneste tid:

”Remoulade og ristet løg – det er lige så man får tårer i øjnene” – ved søndagsmorgenmaden

”Se mig! – jeg bager vafler helt selv! Se min første vaffel!” – ved vaffelbagning

”De er lige så det går i bukserne på mig” – ros til Lenes kage

”Gammeldaw´s æblekage  – det er ligesom at komme hjem til mor” – sagt om eftermiddagens kage

”Jeg har lige siddet på et rigtigt toilet – man får helt lyst til at gå derud igen” – hørt på terrassen

Kære alle sammen!

En travl uge med flere fly frem og tilbage fra Danmark, soldater på vej på leave eller netop kommet tilbage fra leave og flere chefbesøg. Et dansk Herkulesfly er hernede for at støtte med flyvningen frem og tilbage imellem Camp Bastion og Kabul. Desværre går den ofte i stykker, så det giver vores Term-drenge en del arbejde at få alle mand fragtet frem og tilbage. Den seneste uge har antallet af danske soldater her i Camp Bastion nogle dage været cirka tredoblet, så der har været en del at se til og vi har mange gange taget turen op til flagstangen for at sige goddag eller vinke farvel. Det er lidt trist at vi nu sender soldater hjem på leave, som ikke når tilbage før vi tager hjem.

Fredag formiddag var vi på udflugt med NSE sygeplejersken Morten. Vi kørte knap 1½ time (med en max hastighed på 24 km/t – selvfølgelig) langs hegnet rundt om syd, øst, nord siden af lejren. Vi var blandt andet forbi hovedindgangen for civile, bimsesøen (det er her man tømmer toiletterne ud) en fårehyrde med sine får, lufthavnen og stenbruddet. Størst indtryk gjorde det dog at se de lokale afghanere der er bosat lige uden for lejren. Vi kunne se både deres compounds (det er her de lokale bor) og deres grønne marker og plantager – det var så vildt at se så meget grønt på en gang. Og selvom vi ikke så dem tæt på, kunne vi se både mænd, kvinder og børn gå i marken og arbejde.  Selvom der var et hegn imellem, var det spændende at opleve lidt af det ægte Afghanistan. Undervejs stoppede vi op og spiste lidt medbragt kage.

Fredag aften var her feltunderholdning med DECCO-band. Det meste af dagen gik med at bygge scene op og afholde lydprøver. Om aftenen var der så koncert for alle pengene. Der var en rigtig god opbakning til arrangementet og mange var forbi i løbet af aftenen.

Midt på ugen var vi sammen med vores danske helikopter-pilot ude og få en rundvisning i en af de engelske MERLIN helikoptere. Pt. har vi en dansk pilot og en dansk loadmaster der er udsendt med den britiske hær, her i Camp Bastion. Den engelske MERLIN helikopter er 22 meter lang, 18,6 meter bred over propellen og har en maksimalvægt på 15, 6 tons. Helikopteren har 3 motorer der hver yder 2500 hestekræfter og har en max. hastighed på 167 knob. Besætningen består af fire mand 2 piloter og 2 loadmastere. Deres primære opgave er at flyve med folk og gods. Det var super spændende at høre ham fortælle om sit arbejde, og se helikopteren både inde og udefra.  

Hver aften kl. 21.00 holder vi andagt på Kuffens terrasse. Imens indstilles alt boldspil på volley og multibanen. Vi starter som regel med en sang, - og særligt på ”fædrelandssangene” bliver der sunget godt med. Herefter forsøger vi at fortælle om Gud, tro, kærlighed, tilgivelse, skyld og en masse andre emner. Vi prøver at formidle budskabet på en afvekslende og ind imellem kreativ måde. Det kan f.eks. være ved hjælp af rekvisitter, musik, historier eller andet der kan tydeliggøre budskabet. Hver aften slutter vi af med ”en soldats bøn” og ”fadervor”. Der er som regel en god opbakning til andagterne, og det betyder meget for os.

Med kun fjorten dage tilbage, er vi godt i gang med at gøre hovedrent, få fyldt op på depotet og i kølecontaineren, få samlet de løse ender og afslutte forskellige småprojekter. Samtidig forsøger vi at nyde den sidste tid og morer os over at flere af de besøgende i denne uge har udbrudt ”I var her da også sidst jeg var her” J

”Vanskeligheder er den næstbedste ting efter nydelse. Der er ingen frygteligere skæbne i verden end hverken at have del i dens glæder eller dens sorger.”

Mange varme hilsner Lene og Mette

Kære alle sammen!

Denne uge har ikke været kedelig! Det skyldes at høsten efterhånden er ved at være i hus og Taliban har varslet deres forårsoffensiv, og med beskeden om Osama Bin Ladens død, er der vurderet en forhøjet sikkerhedsrisiko for de internationale ISAF styrker.

Tre gange i denne uge har vi haft ”Op wideawake”. Så snart der gives besked over ”storemund”, skal alle gå til deres arbejds- eller soveområde for at blive talt og afsøge området for mistænkelige ting. Samtidig trækker 8 mand i sikkerhedsudstyret og holder vagt rundt om hele den danske lejr Camp Viking. Alle ikke danske soldater skal søge til deres eget område og ingen danskere må forlade lejren. Siden den første ”Op wideawake” og nogle dage frem var alle indgange til Camp Viking afspærret og der var kun adgang igennem den 24-timers bevogtede hovedindgang. Alle skulle bære id-kort, og bevægelse imellem den danske, engelske og amerikanske lejr er besværliggjort af kontroller og afspærringer. Man skulle hele tiden vise id-kort for at bevæge sig rundt, komme i Cookhouse, i PX’en osv. Foruden frustrationen over at være begrænset i sin færden, og holdt tilbage under ”Op wideawake”, var den døgnbemandede vagt en stor belastning for soldaterne, der også hele tiden bemander det ene af lejrens vagttårne 24 timer i døgnet. Selvom vi var trætte af at være holdt tilbage på Kuffen under ”Op wideawake” følte vi os meget trygge både her i den danske lejr og når vi bevægede os rundt i Camp Bastion. Det er dejligt at konstatere at vores soldater er dybt professionelle og tager opgaven seriøst. Vi forsøger at bevare den gode stemning med blandt andet kage, skygge og kolde sodavand til vagterne.

Beskeden om Osama Bin Ladens død skabte en helt speciel stemning i lejren. En blanding af glæde, og usikker afventen. Alle er spændte på og nervøse for, hvilken betydning det vil få for vores arbejde hernede – i hvilket omfang skal vi forvente hævnaktioner, hvor meget ændres sikkerhedsbilledet osv.

Det har været så specielt at få beskeden om hans død hernede, hvor ingen af os med stor sandsynlighed vil stå, hvis det ikke havde været for ham og hans tilhængere.

Vi har haft en del strømsvigt i denne uge. Generatoren har svært ved at klare varmen og strøm til alle airconditionanlæggene, der kører på højtryk. Selvfølgelig er det hver gang i dagens varmeste timer strømmen svigter, så det er ikke til at holde ud at være nogle steder. En dag måtte Mette sætte sig ud i kølecontaineren – som kan holde koldt en rum tid uden strøm, med et tæppe, is og et godt sladderblad. Temperaturen har i dag rundet de 38,5 grader og det kan mærkes på arbejdstempoet. Fra 12.00 til 16.00 er det svært at lave noget udendørs, og tanken om at det bliver meget varmere endnu, får os til at længes efter den danske sommer.

Onsdag den 4. maj. fejrede vi Danmarks befrielse med sammen at synge ”Altid frejdig når du går”, høre frihedsbudskabet fra BBC radio, synge ”En lærke letted”, høre Kim Larsens ”Flyvere i natten” imens vi tændte lys. Til sidst så vi film ”Flammen og Citronen” sammen på storskærm. Selvom det blæste op med den nok værste sandstorm vi endnu har oplevet, lige som vi skulle i gang, havde vi en rigtig hyggelig aften med en rigtig god opbakning.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

Mange Varme Hilsner fra Lene og Mette

Kære Alle sammen!

Søndag eftermiddag var vi 12 mand til gospelgudstjeneste i den nye amerikanske kirke. Det var noget af en oplevelse! Det var dejligt at være så mange (ca. 150-170) mennesker samlet, med band og gospelkor. Men noget helt andet end vi er vant til hjemmefra og i den danske kirke her i Camp Viking. Der var musik for fuld udblæsning med både ”Halleluja”, ”Amen” og ”Praise the Lord”! På et tidspunkt blev alle, der var i kirken for første gang bedt om at rejse sig, og så var der ellers knus og håndtryk fra hele menigheden! Vi følte os utrolig velkomne, og det var en rigtig spændende oplevelse. Det er så specielt at stå der midt i en skare af uniformer, et sted hvor ordet ”våbenhus” får en helt anden betydning end derhjemme.

Mandag havde brandmesteren i den afghanske lejr Shorabak inviteret os på besøg. Vi blev hentet af en af de danske mentorer, en lokal tolk og en dansk sprogofficer. Imens passede et par danske politibetjente, der var midlertidigt strandet her i Camp Bastion, Kuffen. Hos brandmesteren blev vi budt på the og nødder, som vi blev instrueret i, kun at spise med højre hånd, da den venstre bruges til andre ting! Her fik vi god brug for tolken, da ingen på brandstationen taler engelsk. Men de mange smil, nysgerrige blikke og gaver vidnede om at de var glade for vores besøg. Imens vi var der, stak en af brandmændene hovedet ind, undskyldte, hilste og så havde de i øvrigt ildebrand i et af lejrens køkkentelte. Ingen kom heldigvis noget til, og branden bredte sig ikke, men køkkenteltet er væk.

Mettes farbror har sendt en pakke med steril, sygdomsfri jord, tomat- radise- og blomsterfrø og alt hvad der skal bruges til forspiring osv. Radiserne er allerede begyndt at vokse og tomatplanterne følger nok snart trop. Et par soldater her haft et par blomsterstiklinger med fra Price, så endelig har vi kunne gøre vores lille blomsterbed færdig.

Vi er efterhånden ved at have det varmt. Den sidste uge er temperaturen steget ca. en grad om dagen. Vi har stadig dage med blæst og en del støv i luften. Sandkornene kan komme med sådan en fart at det gør ondt at gå ude med bare ben. En dag have Mette spulet de fleste af Kuffens indendørsstole, men imens de stod til tørring, blæste det op og sandet kom væltende, så næste dag var der ikke andet at gøre end at starte forfra.  Øv bøv!

Midt på ugen vinkede vi farvel til endnu et hold der skulle hjem på leave, og goddag til det første leavehold der nu er vendt tilbage. Ellers har været en stille uge, men for os betyder det bare, at der har været mere tid til at lave fis og ballade. Underholde på mundharmonika, gemme wunderbaum i sanitetens bil, holde vandkamp, hyle vores civile politifolk helt ud af den – ved at trylle dagens kager væk på deres vagt, charmere militærpolitiet med syngende blomster og dans, og meget, meget mere.  

Som det fremgik af Nyhederne i ugens løb, har der været angreb på en base nær den militære lufthavn i Kabul, og raketangreb mod selve lufthavnen. 8 amerikanske soldater og en civil arbejder blev skudt, men ingen danskere var i nærheden af at være i fare.

Længslen i denne sang bliver ekstra stærk i mindet om det forårsgrønne Danmark

”Kom, maj, du søde, milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj, hvor gerne
igen i marken gå.”

Mange Hilsner fra Lene og Mette

Kære Alle sammen!

Næsten fjorten dage med dannebrog vajende over lejren fra toppen af flagstangen. Fantastisk! Indtil videre har hold 11 været forskånet for store ulykker og skader. Det skyldes at afghanerne har travlt med at passe og høste deres afgrøder i denne tid. Så snart høsten er i hus forventes en langt højere aktivitet fra taliban desværre. (Nogle tal siger at over 85 procent af verdens produktion af opium kommer fra Afghanistan.) Imens må soldaterne samle kræfter og forberede sig så godt de kan – og de er virkelig seje vores drenge!

Søndag eftermiddag var vi på ”tøse-shopping-tur” sammen med Jannie og Jørgen fra CIS-centeret. Med lidt god vilje er der 6 små butikker (også kaldet PX’er) i lejren, samt tre steder med lokale handlende. Varesortimentet er stort set det samme alle steder, men i mangel på bedre kan man godt få en eftermiddag til at gå med PX-tur. Det var rigtig hyggeligt at være væk fra den danske lejr et par timer. Vi fik også cruiset lidt – med en max hastighed på 24 km/t - på den nyanlagte asfaltvej tværs igennem lejren.

En anden aften var vi sammen med en soldat på tur, for at se hvor nogle af de afghanere der arbejder her i lejren bor. De bor i deres egen indhegnede lejr i Bastion 1, og er meget begrænsede i hvor i lejren de kan bevæge sig rundt. Om natten er de af sikkerhedsmæssige årsager ”låst inde”. I deres lejr har de små 2 x 2 meter græsplaner, et lille forspiringsbed og et stort blomsterbed. De har også både duer og undulater. Det er en hel lille oase af vækst og liv. De synes selvfølgelig at det var rigtig spændende med besøg, og forærede os en blomst der dufter helt fantastisk. Det er så utroligt at de kan få så meget til at gro hernede midt i ørkenen, men de bruger også rigtig, rigtig meget vand.

Påskelørdag er der Danconmarch. Så vidt det er muligt arrangerer forsvaret Danconmarch på alle udenlandske missioner. Marchen skal være et sted imellem 20-25 km, og skal vandres i uniform med mindst 10 kilo på ryggen og målstregen skal passeres senest 5 timer efter start.  Marchen starter kl. 06.00 om morgenen, for at alle kan nå i mål inden det bliver for varmt. Hernede er vi heldige at lejren er så stor at man ikke behøver at gå de samme steder flere gange, til gengæld går man hele turen i sand og sten. Alle der gennemfører får en medalje.

Påsken fejrer vi med gudstjeneste torsdag, fredag og søndag. Ellers mærker vi ikke meget til helligdagene.

Vi har haft besøg af flere journalister og fotografer fra Danmark i denne uge, og har giver interview til både Berlingske tidende og kvindebladet Q. Den ene artikel kan læses på Berlingske tidendes hjemmeside http://www.b.dk/globalt/pigerne-i-camp-bastion

Ved at tro på livet – erfares det!

Ved at elske livet – forklares det!

Ved at vove livet – forsvares det!

Skrevet af en mor til en tidligere udsendt soldat

RIGTIG GLÆDELIG PÅSKE TIL JER ALLE

Påskehilsen fra Lene og Mette

Kære Alle sammen!

Endnu en uge med storm, sand og lidt regn. Selv på dage med det skønneste vejr, kan det på få sekunder slå om, - man kan nærmest se det komme rullende ind over lejren som en mur, blæst, sand og regn, og så er det bare med at få lukket døre og vinduer og holde fast. En nat havde vi det flotteste tordenvejr ind over bjergene. En anden dag et voldsomt haglvejr, - heldigvis slår det hurtigt om igen.

Dagene omkring den 9. april mindedes vi Danmarks besættelse, hvilket gav anledning til rigtig mange gode snakke. Særligt frihedskæmpernes historie er blevet fortalt igen og igen, om hvilke overvejelser de må have gjort sig, hvor meget de har været villige til at sætte på spil, om kærlighed til fædrelandet osv. Mange overvejelser vores soldater selv har stået med, før deres udsendelse. Men også spekulationer om den danske befolknings ”vælgen side” og ”passivitet” har sat tanker i gang omkring den afghanske befolknings vilkår i den krig der udkæmpes her. Det har været utrolig spændende at høre soldaternes overvejelser.

Igen har vi, med stor glæde, modtaget to store kasser med hjemmelavede kort fra ”Operation Skriv Hjem”. ”Operation Skriv Hjem” er en sammenslutning af kvinder i alle aldre fra hele landet, der har en fælles interesse i at lave kort, og som frivilligt lægger en masse tid, materialer og kræfter i at glæde de udsendte danske soldater med hjemmelavede kort. Kortene er en gave til soldaterne, som kan glæde deres familier med en hilsen hernede fra. Læs evt. mere på www.operationskrivhjem.dk

Søndag var vi til gudstjeneste i en af de engelske kirker her i lejren. Selvom gudstjenesten selvfølgelig foregik på engelsk, var det spændende at være med. Kirkerummet var meget anderledes end vores danske kirke, men salmerne og ritualerne vækkede genkendelse. Altergang var også en smule anderledes, end vi kender det, da alle drak af det samme alterbæger. En lille smule grænseoverskridende, så vi prøvede på ikke at blive blandt de sidste!

I denne uge har vi sendt det første store leave-hold hjem. Soldaterne kommer som regel ind til Bastion et par dage før de skal videre, så de kan nå at få klargjort biler, vasket tøj og byttet stumper. Det betyder selvfølgelig at vi får ekstra meget at se til her på Kuffen. Og selvom det er rigtig, rigtig hyggeligt at se drengene udefra, er det også dejligt når de er rejst videre og her er blevet lidt ro igen.

Snart så var de fjorten, og i familien Fiil tog alle fat

Og var der hilsen til Elias over BBC så var der bid i nat

I 1943 var danskerne begyndt at vågne op

Sabotører sku bevæbnes og det var Hvidstengruppens job

De lyste op mod himlen tre hvide og en rød,

En enkelt uopmærksomhed ku være den visse død

Og efter nattens arbejde var der en mellemmad eller to

På Hvidsten Kro

En morgen midt i marts blev kroen forvandlet til et håb

Der var støvletramp i gården, motorstøj og tysk kommandoråb

Gudrun stod i køkkenet det hamrede på den lave dør

”Heil Hitler! Hände Hoch!” og Gudrun hviskede ”åh gud nej og nu det lige før”

Men Marius han gryntede den gamle fatalist

”Det går jo og Gudrun lad nu være at være så trist”

Men hun gøs for der var en hæslig lyd af en stikker der lo

Over Hvidsten Kro

Af Lars Lilholt fra sangen om modstandsgruppen på Hvidsten Kro

Kærlig Hilsen Lene og Mette