Februar måned har været fyldt med oplevelser. Starten af måneden var travl og hyggelig. Hold 21 opholdte os konstant med bagning, da de nærmest spiste os ud af huset, og masser af spil og hygge. Fra 7 morgen til 12 aften var der altid soldater på kuffen og det var virkelig skønt at opleve. Spillet “Partners” blev hold 21s spil og hvad gør man så når der kun er et eksemplar, men laver selvfølgelig bare sit eget spil partners. En delingsfører, to gruppefører og en kører brugte det meste af eftermiddagen på at udforme deres spil, men navn på hvor de forskellige spillere skulle sidde. Herefter måtte vi andre skrive en anmodning om at låne det men heldigvis var det altid muligt.
Den sidste søndag inden hold 21 tog hjem,havde vi den dejlige oplevelse, at kunne være med til en konfirmation. En af drengene fra LMT havde valgt, at han ville sige “ja” til Jesus. Det var den dejlig oplevelse, hvor kammeraterne pyntede en af GDérne, som han så blev kørt rundt i bagefter og derefter gav vi kirkekaffe på kuffen, hvor der også blev sagt et par bevingede ord. Den 10. febuar var der overdragelsesparade, hvor de sidste fra hold 21 og de førstankomne fra hold 22 var tilstede. En kort ceremoni som bagefter blev fejret med kaffe og kage på kuffen. Den 12. februar tog de sidste fra hold 12 så hjem og det var godt nok en hård dag. Vi havde haft det så utroligt godt sammen med dem og vi er så taknemmelige foat vi kom herned og mødte dem. Med lidt vand i øjnene fik vi vinket farvel til dem og med et lille tomrum vende tilbage til kuffen. Heldigvis har hold 22 fyldt tomrummet ud og vi nyder at de kommer hos os. Vi har dog måttet vænne os til at de har haft meget travlt her i starten ikke derfor ikke hænger så meget ud på kuffen som man kunne have ønsket. Men for hverdag der går, kommer de mere.
Den 24. kom vi godt nok tidligt op, puhaa, kl 5 om morgenen, før hanen galede skulle vi i gang. Cafeteriet havde lukket hele dagen og derfor havde vi spurgt om vi kunne lave morgenmad til hele lejren. Boller, franskbrød, rugbrød, havregryn, cornflakes, frugt, yoghurt og diverse tilbehør var lige hvad soldaterne ønskede sig. De var meget begejstrede, specielt for vores fremskaffelse af havregryn. Helt frem til kl. 11.30 kom de og spiste morgen og det var en stor succes. Det var også måneden, hvor vi afholdte “omvendt fastelavn” Vi havde nemlig kun en fastelavnstønde, og for at den ikke skulle gå i stykker på et slag, skulle de slå med venstre hånd, hvis de var højrehåndede og omvendt hvis de var ventrehåndede. Derudover havde vi fyldt den med våde aviser, så det også gjorde at den holdte lidt længere. Efter 17 minutter fik vi kåret en fastelavns dronning og konge.
Ja, vi har det godt hernede. I kan se billeder hernede fra inde på Soldatermissionens hjemmesiden, under soldaterhjemmet i Kosovo.

Kærlig Hilsen Tina og Tune

Her i Novo Selo går det rigtig godt. Vi er positive og taknemmelige for alt det vi oplever hver dag, og for den opmuntring alle soldaterne dagligt kommer med. De roser vores indsats, vores bagværk, og er super hjælpsomme.
Vores FAB / container som vi bor i, er fin størrelse, og vi har senge og sofa bord og 2 stole, så vi også kan være der når vi trænger til pause. Det er gammelt, men ok alt i alt. Vi er ved at få os indrettet hyggeligt og godt både på kuffen og i værelset. Det giver ro at få tingene på plads og hverdagen til at køre i lidt faste rytmer og rammer.
 

Livet her er fyldt med oplevelser, trods et rimeligt fast dagsprogram. Dagen starter med en Tune eller en Tina der står tidligt op/ dvs. kl.7- Så vælter vi ind på Kuffen og sætter første kande kaffe over. Der er altid rest fra aftenen før, så alle morgenmenneskerne også kan få kaffe. Heldigvis har vi gode store termokander/ Prop og Berta, der altid står klar på disken til at tappe af. En lille sjov situation om kaffekander´ne var at den anden dag, havde vi besøg af et par franskmænd, der ikke kunne forstå navnet på kanden, idet den ene hed Berta… Vi måtte jo bare sige at det var dansk humor.. Kanderne må aldrig løbe tør for kaffe, og jeg kan love for at det er svært at holde dem fyldte. Der bliver brygget mange 100 liter kaffe hver dag. Med flaske vand som skal hentes i vandcontaineren. Men det lokker vi jo stadig soldaterne til. Den anden dag fristede jeg en af pigerne der var helt vild med de kanelsnegle jeg havde bagt til at hente to trillebører fulde tilgengæld for 2 snegle. Det vand slår ca. 2 dage. Det er ca. 16 x halv anden liter vand x 9. Så kan i selv regne lidt på det… Vi har ingen vand indlagt på Kuffen, og det får vi ikke. Så vi må bage kager og boller, og så gå de 50 meter op til en håndvask og vaske hænder og vaske op osv. Der ligger toiletterne, og vi må vaske op i pigernes bade FAB. Sådan er det bare siger franskmændene. 

Når kaffen er lavet må de første boller fra koldhævningen på pladen. Så kan man nå i bad mens de står lidt, så skal de bages, og næste portion sættes på plader. Så er det igang med pladdekagerne. Der skal bages 3-6 om dagen og en hel del muffins, de ca. 70-90 grove boller, ca. 100 småkager og så det løse, Ja vi har nok at se til. Tune og jeg har som sagt delt lidt af dagen mellem os, så man hver anden dag kan sove længe. Det passer os begge meget godt. Vi er begge B Mennesker så er helt vild med at sove længe. Den dag man har morgenvagten er der middagssøvn efter vores tid sammen. Vores tid i Værelset har vi tid til at snakke dagen før og dagen igennem. Her tæller vi penge, laver aftaler for det der skal nåes. Får vendt stort og småt med hinanden. Det er en fed prioritering at dele det med hinanden. Vi har her tid til at bede og være stille sammen med Gud. Det er så vildt som vi er blevet modtaget godt her. Det har jeg bare lyst til at fortælle igen og igen. Jeg ved at der er en dybere mening med at vi to er sendt herned. Den fred jeg føler indeni kan slet ikke beskrives. Det er bare helt rigtigt at være her for soldaterne. Jeg tror på at Gud er med os her, og tingene lykkes bare for os hernede. Det er der en der har styr på ovenover os.
Grunden til jeg også ved at Gud er med er at vi hver aften holder vores lille aftensang med de soldater der har lyst til at være med. Der er i snit 14 stykker med til at synge de 2 sange og bede for soldaterne de pårørende osv. De synger med, og lytter på det vi fortæller. Der er ingen tvang til at være med, men vi har allerede fået gode snakke med flere af dem om tro. Og nej det er ikke mig der starter, det er så vildt at der allerede er frimodighed til at snakke om tro og tvivl, livet, døden osv efter bare 3 uger. Hvordan mon så ikke med det nye hold soldater der skal være her i 6 måneder,,,, Glæder os til at være til rådighed for dem.
 
Vi har mange hjælpende hænder. Vi skal have savet hylder/reoler ud til at stå under bordene som vi bruger til salg af varer, Der var en soldat der er tømmer, og han har lavet det for os. Ja og Tune har lavet bagbeklædning ved at save plader til. Vi skulle have hængt røgalrmer op. Jeg/ Tina var så heldig at få to boremaskiner på samme tid, og satte så vores danske læge og en soldat i gang med at bore, mens jeg dirigerede. Det var ret effektivt. Så fik vi hængt hylder op, lidt billeder og fik Kuffen helt i orden mht. indretningen. Vi har bare en super hyggelig Kuf, som vi og soldaterne nyder hver dag.
 
Nogle af soldaterne er på 5 minutters beredskab. Der må de ikke være længere end 5 min fra vagten. Dvs. kuffen eller værelset/deres FAB er det eneste tilholdssted. Der er fyldt med soldater stort set hele dagen og aftenen med. Skønt de føler det er deres hjem. Det er netop målet med vores ophold, at lave et kristent hjem hvor alle kan føle sig hjemme. Vi skal ikke lave nogen om, ej heller dømme nogen. Sådan skal det være. De spiller mange spil, for hold 21 er ved at kede sig noget hernede. Der er ikke meget militær arbejde for dem. Men de skal jo være her. Og hver dag er der nogen der har 5 minutters vagt. Dvs. de ikke må gå længere væk end 5 minutter, de skal sove i deres kampuniform osv. Her er Kuffen lige midt i dansker lejren, og der er vi klar med spil, film kaffe og hyggestemning.
Forleden fik jeg /Tina en soldat til at hjælpe mig med at bage cookies. Malene var så vild med dem, at jeg inviterede hende til at hjælpe mig. Hun havde aldrig selv bagt noget før. Så mit vejledergen kom op i mig. Og jeg elskede at lære fra mig om margarine smeltning og piskning af æg og sukker til en hvid masse. Samtidig skulle vi holde hygiejnen i orden i vores køkken uden vand. Så jeg havde bare vejlederrollen. Hun var så vild med det at hun også gerne ville bage en kage. Så vi kastede os over en banankage. Det blev en succes begge dele. Så jeg gav hende 10 af småkagerne som hun stolt delte ud til vennerne. Og hun fik resten af eftermiddagen lokket en hel del soldater til at købe både cookies og banankage. Hun var så stolt og glad. Hun er bare 20 år og bor stadig hos sine forældre, så det var bare så skønt at se hende opnå en sejr ved at bage. Småkagerne blev solgt på en time. Så succes igen med bageriet. Hun har lovet at hjælpe igen om et par dage, da hun hyggede sig. Det gjorde jeg også, for selvskab er altid godt i et køkken.
 
Lidt fra landet Kosovo:
Husene hernede er et kapitel for sig. De er piv utætte, bygget af sten, altså et lag uden isolering. Ikke mærlkeligt de fryser. Der er helt vildt mange nybygger huse igang. Men de fleste står bare halvfærdige. Det menes at de først skal betale ejendomsskat når der er vinduer og dør i. Og så er der også det økonomiske aspekt. Der er ikke mange der har penge. Derfor tager de til udlandet for at arbejde. Tjener nogle penge, tager hjem og bygger. Pengene slipper op. Så rejser de igen og må fortsætte når der igen er penge. Det er meget mærkeligt at se. Der er ikke mange aktive byggepladser rundt omkring.
 En ting der frustrere meget er de store mængder af affald der er overalt. Det ligger i vejkanterne, i søer, i vandløb i træerne osv- Man siger at der er to lossepladser i Kosovo. Højre side af vejen og venstre side af vejen. Det er mildest talt forfærdeligt at se. Man bliver så skidt tilpas over at se deres svineri. Selv i byerne er der bare smidt alt muligt hvor man lige fandt det muligt. Pu ha, så skal vi ikke klage over en øldåse eller cigaretpakke i grøften i DK. Håber de lærer det en dag.
Appopro affald, så er der utrolig mange vilde hunde i Kosovo. De går i affaldet og finder rester de kan spise. Det siges blandt vores soldater at det er den værste fare hernede lige nu. Og at de kan bruge deres våben hvis en gal hund kommer for tæt på- De er formentlig fyldt med sygdomme, og måske indavlet. Det er svært at forstå man ikke gør noget for at udrydde dem??
Vi har jo ansat en hel del tolke i den danske lejr. Det er rigtig godt, for det er netop med til at skabe arbejdskraft til de lokale. Men er også nødvendigt for at skabe kontakt med de lokale og vise flaget så der holdes fred i landet. Folk var bare så taknemmelige for alt hvad NATO har gjort for landet. og de sagde det flere gange den dag jeg var med ude og køre med LMT gruppen og besøge de lokale. De danke styrker har virkelig gjort en stor forskel sammen med NATO. Det skal i bare vide, Her er stort set fred nu i landet, og albanerne og serberne føler sig frie, men fattige. Der er meget at gøre endnu i landet, men de er godt på vej til at skabe nye muligheder og visioner.
En dag kørte vi kørte rundt i små gader. Folk kører som det passer dem. Bare kør ud og pas på… Vi så mange bulede biler. Og så er der rigtig mange gamle rugbrød/ folkevognsbusser hernede. Der er biler nok, men sikke noegt skrammel mange af dem. Der er bilkirkegårde overalt langs gaderne. Her står bildørene i lag. Der er bilskrov og dele i stakkevis. Det er efter signende pga. den store fattigdom, og at de bruger alt hvad de overhovedet kan fra bilerne- Derfor de mange stakke af bildele allevegne. Der er autolagre overalt, hvor de reparerer biler og vasker dem. Folk prøver at skaffe sig arbejde hvor de kan.
 
 
Endnu en oplevelse fra de sidste dage var at vores dør til depotet gik i baglås. Sikke noget, det må bare ikke ske:: Hjælp::: Ingen bolledej, den var i depotet, Ingen kager pga. melet var låst inde, Ingen slik tilbage på hylderne for det var i depotet. Det var den rene klagesang fra soldaterne. Der gik 15 timer før en franskmand kom og skruede låsen af og satte en ny i. Så blev der bagt til den store guldmedalje. Horn og snegle, boller osv. Folk stod i kø med sultne blikke og  købte det så snart det kom ud af ovnen. Jeg måtte igen og igen sige, pas nu på ikke at brænde dig, det er lige kommet ud af ovenen… Men tilsyneladende er sultne soldater hårdføre i munden, for ingen klager kom der. Soldater bruger også munden meget. Deres sprog er ikke altid lige pænt. Men på Kuffen retter vi dem ikke. De retter på hinanden og siger tal pænt, du er på Kuffen, du er i Guds hus osv. Det er jo ikke os der skal dømme dem vel. Så vi pjatter og snakker bare med dem. Og et par bandeord er jo ikke henvendt til os, men er en del af soldaterlivet. Så hvis vi vil lave soldaterne om, så er de for længst flygtet fra Kuffen. Så vi byder alle velkommen. Stor og lille, uanset rang og status. Det er det fede ved kuffen, alle snakker med alle. Alle må være der som den de er. Det er lige efter min smag. Sådan er det når vi læser i Bibelen, alle er skabt i Guds billede, og som Guds børn, unikke med hver sin evne og særpræg. Der er plads til alle i hans rige.
 
Vi var til Gudstjeneste med feltpræsten, og det var om lignelsen om de betroede talenter. Han fik den bare  forklaret så godt, og let forståeligt. Det er en dygtig fletpræst vi har synes jeg, han favner alle på bedste måde. Noget rigtig fedt er at han på søndag skal konfirmere en af soldaterne. Dvs. der er en der vil bekræfte sin dåb. Det er da for vildt godt. Vi har også allerede snakket en hel del tro med flere af soldaterne, og det på deres initiativ. Vi er synlige på soldaterhjemmet stort set dagen lang, og får derfor en super god kontakt med soldaterne. Tillid viser de os ofte ved at fortælle om deres liv. Vi snakker tro og tvivl og så videre. Vi bliver brugt og det er jo helt som det skal være.

MedVenlig Hilsen Tina og Tune

Mandag aften ankom vi til den franske lejr Novo Selo. Straks blev vi taget godt i mod af Lene og Niels Erhardt, som bestyrer soldaterhjemmet i Camp Oluf Rye. Soldaterne var også hurtige til at byde os velkomne og udtrykke hvor længe de havde ventet os. Soldaterhjemmet er en fab (container) større end normalt,men samtidig er biblioteket kommet ind på soldaterhjemmet. Det giver en dejlig deling af sofa hjørnet og resten af soldaterhjemmet, mens vi stadigvæk kan følge med i alt hvad der sker på det lille hjem.

Køkkenelementerne er helt nye og dejligt stort. Det eneste vi manglede da vi ankom var ovnen. Heldigvis kom den allerede tirsdag, så vi kunne komme i gang med at bage en masse. Men den skulle jo lige sættes til To af pninferne (kampsoldater fra Holstebro)sagde hurtigt ja, til denne tjans og det var bare pragtfuld. Men, men, men… så gik strømmen (på grund af ovnen). En time senere var strømmen stadigvæk ikke kommet tilbage også kom der et hold soldater ind, som gerne ville holde fødselsdag. Fødselsdagen blev holdt i stearinlysenes skær og det gjorde det bare endnu hyggeligere. Onsdag forsøgte de igen med at få ovnen til at virke, men tilsidst kom de frem til at varmelegemet ikke virkede. Senere på dagen kom de med en ny ovn også skulle den bare sættes til og så kunne vi komme i gang.

Nu er både ovnen og opvaskemaskinen sat til og de første mange kager er bagt, så vi er godt i gang. Vi har også fået holdt vores andagter hver og det har været rigtigt dejligt at komme i gang med det. Soldaterne synger rigtigt godt med og er meget deltagende i andagterne. Hver aften får de lov til at bestemme den første sang og bare det gør at de er meget mere med. Den første aften sagde en af soldaterne fra Holstebro, skal vi ikke synge den der korte sang fra Holstebro, den har jeg sådan savnet… Hun mente selvfølgelig “Jeg er med jer alle dage” Hvor fantastisk at opleve.

 Billeder må I få nogle af næste gang.

 Men vi har det godt hernede, trods et ret spændende fransk køkken engang imellem, og glæder os blot over det store antal af soldater som besøger os. I dag serverede de f.eks. bøf… hvilket viste sig at være tunge og det var godt nok ikke alle som synes det var en succes, så flere af dem endte ovre på kuffen, efter vores boller

Kærlig Hilsen Tina og Tune

Så er vi tilbage igen til soldaterhjemmet i Kosovo, vi har haft en dejlig ferie hjemme i Danmark sammen med vores børn, og nu er vi klar til sidste tørn her i Kosovo.

Vi siger mange tak til Ruth og Else som har passet kuffene til ug hernede, de er blevt rost til skyerne blandt soldaterne.

Nu er det lige i næste uge at 100 soldater flytter til Novo Selo for at gøre klar til hold 22, det kommer vi til at mærke meget da det er Pimferne der flytter og det er vore bedste kunder, repafdelingen får vi heldigvis lov til at beholde indtil efter jul, så flytter de også, og jer der har været her før os vil vide hvad det vil betyde for kuffen, mekanikerne kommer her kl 8, kl 10, kl 13, kl 15 og af og til også indimellem, så vi tror der bliver stille efter jul.

Men lige nu er her travlt, i eftermiddag skal vi fabrikere havregrynskugler, en soldat ringede hjem til mormor for at få opskriften, så vi bliver 7 til at trille her kl 15. En af soldaterpigerne har bagt honninghjerter 3 gang, men nu har vi ikke mere potaske før vi får post hjemmefra.

Vi har høj vejr og 10 g varme så den hvide jul er ikke i sigte endnu. Vi har taget et juletræ( kunstig) med hjemme fra og tændt lys i stjerne så det hygger meget i kuffen og vi glæder os over at vi får alle soldater hjem i lejren juleaften og nytårsaften.

Tak for hilsner og tanker

Lene og Niels Erhard

Nu har vi været her i camp Oluf Rye knap 3 uger. Tiden flyver afsted, vi har mange besøg syntes vi, rigtig dejligt. I denne uge er de unge mennesker begyndt at komme i julestemning, de begyndte at flette julehjerter, og en ung mand spurgte om vi ikke kunne bage vaniliekranse, de kunne vi selvfølgelig. så en aften blev der bagt og sunget der er noget i luften, hyggeligt og vaniliekransene smagte godt.

Ellers må vi sige at vi har været lidt triste i denne uge, da vi har haft flaget på halv 4 dage i streg, først to dage for en franskmand som døde ude på patrulie, af en hjertefejl, som ikke var opdaget. og to dage for en dansk soldat, som blev såret i Afganistan d.27 okt.  og nu døde. man bliver stille og tænksomme.

Ruth og Else.

Efter en uge og tre dage kan vi berette at vi stadig trives med at være her. der bliver bagt mange kager og pølsehorn, samt brygget litervis af kaffe. Vi har mange besøg i “kuffen”, nogle korte andre længere, hvor der bliver spillet spil, set dvd og snakket. Vi har af og til besøg af en ung mand, som har sat sig for at han ville lære at spille klaver mens han var her nede, så Ruth har været ved at hjælpe ham, da hun kan spille, så vi kan bruges tilmeget.

I eftermiddag har vi haft 25 franskmænd til fødselsdagskaffe, vi havde dækket op med det fine stel, bagt kage, lys og servietter på bordet,meget hyggeligt. De sang fødselsdagssang på engelsk for fødselaren, og i aftes var der en gruppe på seks som havde været oppe og øve en sang, hvor der var en som spillede på guitar til, de sang på fransk, så vi kunne ikke  forstå det, vi ville ellers gerne have forstået det, for de grinede meget af det, det lød meget kønt, franskmændene synger godt, de kommer nogle gange marcherende hvor de også synger.

vi har nogle friske unge mænd udsendt, dem kan vi som danskere godt være stolte af.

Hilsen Ruth og Else.

Vi har nu været her 3 dage ” alene”, og er blevet taget vældig godt imod af soldaterne. Torsdag var vi med på en tur, hvor vi kørte fra lejren kl. 13 og hjemme igen kl. 22. Vi besøgte først klosteret ” Decani”, Meget flot og velholdt kloster. Vores feltpræst Steen Thomsen her i camp Oluf Rye, fortalte om klosterets historie. Derefter var vi på restaurant og spise, noget af tiden spiste vi i mørke, da strømmen er ustabil hernede. Kl. 19 vendte vi tilbage til klosteret for at være med til aftensang. De fejrede denne aften deres grundlægger “Den hellige Stefan Decanski”. Munkene sang “Kanon” meget smukt og stemningsfuld. I dag har vi haft ca. 100 soldater i “Kuffen” bagt 6 bradepander, lavet ca. 100 kander kaffe, så der er gang i den, dejligt at møde så mange positive soldater.

 Tak for tanker og forbøn.    

 Ruth og Else.

Vi vil gerne her fortælle lidt om os selv.

Vi er i Kosovo fra d. 2. nov. til d. 27. nov, hvor Lene og Niels Erhard er hjemme på leave.

Vi er to svigerinder, Ruth 62 år, Else 63 år. Ruth har en søn og datter samt 4 børnebørn.

Else har 3 sønner og 6 børnebørn, begge har vi en mand som bliver hjemme i Danmark.

Ruth har i over 30 år arbejdet ved ” Told og Skat “. Else har i næsten 40 år arbejdet som pædagog.

Vi glæder os rigtig meget til at komme afsted nu, vi har forberedt på det, det sidste halve år.

Vi går ydmyge ind til opgaven, vi vil gøre vores bedste, og håber at vi kan være til glæde og gavn for de udsendte soldater i Kosovo.

Tak for forbøn og tanker.

Hilsen Ruth og Else.

En lille hilsen til Danmark fra Kosovo.

Vi stortrives her på soldaterhjemmet i Camp Olaf Rye, og nyder samværet med soldaterne. Der produceres mange kager og boller, det er som om der ikke er bund i soldaterne. I nat kunne vi høre at nogle delinger drog afsted ud af lejren med det tunge skyts, og da vi kom ind på kuffen til morgen kunne vi se at de også havde været der, alt var ribbet til sidste krumme, så det var bare med at komme igang med bagningen.

I går havde vi den store oplevelse at aflevere en kage som pårørende hjemme havde bestilt igennem kfums soldatermission. Vi havde aftalt med hans kollegaer at de skulle kaldes sammen på terrassen kl 15, så da de alle var der kom vi med kagen( brunsviger med meget snask ) hvorpå der var skrevet hvem kagen var fra. Stor glæde og han delt lystig ud til de andre. Han var lidt måløs over at den lille på 3 år havde kunne holde det hemligt(nemlig som den lille havde sagt ). Vi vil bede jer fortælle til pårørende derhjemme at man kan bestille en kage til en soldat der er udsendt, det bringer stor glæde med en hilsen hjemmefra når man er ude.

I søndags havde vi Dancon march her fra lejren med 1200 deltager fra 11 nationer, så der var liv i lejren lige fra morgenstunden. Vi havde vores lille Blisterbar ved målet og der var gang i salg af kage og sodavand hele dagen. Der var 3 danske politibetjente der var med på turen, da de kom i mål kom de og sagde at det eneste de ønskede sig var rugbrød og ost. Vi skaffede rugbrød fra kantinen og ost havde vi, det var vist længe siden de havde smagt dansk rugbrød, efter ostemaden tog de sig en tiltrængt hvis på kuffens sofa. Sidst på dagen trode vi at der ville blive stille her på soldaterhjemmet, men der var nogle her det meste af aftenen, da vi gik i seng sad der stadig nogle og snakkede.

Vi holder mange fødselsdag her hos os, en særlig en af slagsen var for Jacob, som lå på infermeriet den dag det var hans fødselsdag. Vennerne havde bestilt frisk bagte bolle og cacao til 9 personer kl 7 30 så ville de overraske ham med morgenmad på sengen. Klokken 153o skulle der så holdes fødselsdag her på kuffen og ambulaceførerne havde spurgt ham og han ville hjælpe med at tjekke rystelser i ambulcen når man lå på båren, det indvilligede Jacob i, han vidste dog ikke at han det var for at overraske ham med kage hos os, stor var glæden da han blev sat af her hos os og vennerne der havde bestilt ynglings kagen i Kosovo det helt stor hit SMØRKAGE.

Det store samtale emne her i lejren er jo at vi snart skal lukke og synger på sidste vers, ca 100 mand flytter til den fransk lejre Novo Celo nok inden jul og vi andre bliver her til vi skal hjem i februar. Vi håber meget at det lykkes at får et soldaterhjem med til Novo Celo, men i skrivende stund vides det ikke endnu.

Soldaterne er gode til at spørge om vi vil en tur med ud at lejren, det er meget velkommen for det kan godt være rart at komme lidt hjemme fra. I onsdags var vi med i Makedonien, det var en flot tur i det fine vejr og de mange flotte efterårsfarver. Her hjemme passede Julius kaffemaskinen, han sagde at det var utrolig så mange kander kaffe der bliver drukket på en dag, vi har regnet ud at det er ca40-5o l om dagen.

Vi har også været med på tur til midtbyen i Mitrovitza, for os er det meget underlig at se de mange biler uden nummerplade, det gik ikke hjemme i Danmark. Grunden til at de køre uden er at serberne ikke vil køre med de officielle Kosovo nummerplader og albanerne vil ikke vise at de er albaner når de køre i den serbiske del, det er efter vores mening noget rod.

Vi har godt gang i vores lagkagebanko, de sidste pr gange har der også været æblekager som gevinst. Vi træner meget med sangbøgerne og det bliver da også bedre med sangen som tiden går.

Inden længe drager vi hjem på ferie, det bliver god med 3 ugers ferie uden bagning, for det er nogle lange dage vi har her i Kosovo.

Tak for hilsner og tanker

Hilsen Lene og Niels Erhard

Så er det vist på høje tide at fortælle jer derhjemme lidt mere om vores ophold i Kosovo. Det er desværre ikke blevet til helt så mange nyhedsbreve, som vi havde regnet med, men de sidste par måneder har vi virkelig haft meget at se til.
Vi har rigtig mange besøgende hver dag, og de er stadig lige så begejstrede for hjemmelavet kage og dansk kaffe som de hele tiden har været – soldater kan virkelig ikke blive træt af disse goder.
For et par uger siden havde vi besøg af min (Tuts) familie. De havde lige bestemt sig for at tage et smut til Kosovo og besøge os, og det var rigtig dejligt at hilse på dem. De kunne desværre ikke få lov at komme ind og se lejren, men så kunne vi mødes i en lille bygning udenfor hovedvagten, hvor vi kunne spise morgenmad og drikke aftenskaffe sammen hver dag. Vi tog os også en halv fridag, hvor vi sammen med feltpræsten viste dem nogle af de bedste steder i Kosovo. De var meget glade for at være her, og lokalbefolkningen tog sig rigtig godt af dem og skamroste de danske soldater til skyerne. De kan virkelig mærke, at danskerne gør en forskel hernede.
Vi fik desuden også lov til at opleve det, vi formoder må være et traditionelt Kosovo-bryllup. Den svenske kok skulle giftes med en af de lokale, og vi var glade, da vi modtog en invitation. Når folk i Kosovo holder brylllup, så er det virkelig en fest. De danser kædedans fra de træder ind af døren, og under selve middagen var vores bord omgivet af dansende festklædte mennesker. Vi fik da også selv lov til at kridte danseskoene – ja faktisk var det temmelig umuligt at undgå det, da de synes det var rigtig spændende at have uniformerede gæster iblandt sig og var meget ivrige for at invitere os med, og da musikken var så høj og konstant, var det alligevel umuligt at føre en samtale.
Vi viste dem den danske tradition, hvor man slår på glassene for at få parret til at kysse. Det var de noget chokerede over til at starte med, men de tog hurtigt denne finurlige tradition til sig, så hver gang der var et øjebliks stilhed fra musikken, blev der ivrigt hamret i glassene. Det var virkelig umuligt at få ørenlyd.
Nu nærmer tiden sig så, hvor vi skal til at pakke sammen og sige farvel og tak. Soldaterne er så småt ved at flytte ud af deres fabber for at gøre plads til de nye, og her til aften er det første hold af hold 21 ankommet. Så er der pludselig en masse nye mennesker, man skal lære at kende.
Desværre har vi dog fået et alvorligt problem i lejren. En parasit har forvildet sig ind gennem det tætte pigtrådshegn og har indtaget Camp Plaf Rye med storm. I øjeblikket ligger 38 soldater på infirmeriet med diarre, opkast, høj feber og dehydrering, og tallet stiger hver time. I morgen forventer de, at vi når over de 50. De stakkels sanitets-folk har mere end nok at se til, eftersom de kun har sengepladser til 12, og vi hjælper til så godt i kan med at bage lidt til dem og forsøge at opmuntre dem. Lejren er blevet isoleret, så der må hverken komme nogle ind eller ud, medmindre det er af højeste prioritet. Der er snak i krogene om, at vi måske alligevel ikke får lov at komme hjem på det forberedte tidspunkt, men intet er endnu sikkert. Vi må bare vente og se tiden an og håbe, at vi slipper for den omgang.
De var vist de mest presserende nyheder hernede fra.
Tak for al forbøn vi får hjemmefra, tak for hilsner og varme tanker. Vi sætter pris på det hele.

Tut Og Troels