Assistent søges til KFUMs Soldaterhjem Oksbøl

Til ét af landets travleste soldaterhjem søges en assistent, der kan være med til at ’skabe hjem for soldater’.

I løbet af dagen og efter fyraften kommer soldater ind på KFUMs Soldaterhjem. De er ofte på udkig efter noget at spise eller noget andet lækkert – eller blot at hænge ud med kammeraterne. KFUMs Soldaterhjem kan både tilbyde mad, drikke og gode rammer til fællesskab med kammeraterne. Vi holder aftensang og andagt inden vi folder hænderne i Soldatens Bøn eller Fadervor. Vores kristne værdigrundlag kommer til udtryk hér samt ved vores måde at være på, vores samtaler med soldaterne samt den atmosfære, der præger KFUMs Soldaterhjem.

Flere gange i ugen kører vi i felten for at møde soldaterne på skydebane eller øvelser med hjemmets kantinevogn, hvor vi sælger forfriskninger eller andet, der kan lade batterierne op til nye strabadser. Salg af mad, drikke og grej fylder en stor del af arbejdsdagen, men det helt centrale er mødet med soldater, som altid giver alsidige arbejdsdage. Der vil være stor selvstændighed i jobbet samtidig med, at du kommer i kontakt med masser af mennesker hver dag.

På KFUMs Soldaterhjem i Oksbøl er der én soldaterhjemsleder samt ca. fem unge volontører. Hjemmet har åbent fra kl. 9 om formiddagen til kl. 23 om aftenen, så der arbejdes i toholdsskift. Der kan evt. stilles en bolig til rådighed i Oksbøl by, som ligger i cykelafstand fra kasernen.

Der er løbende ansøgningsfrist, så tøv ikke med at tage kontakt eller skrive en motiveret ansøgning om dig, hvem du er, hvorfor du gerne vil have jobbet samt hvad du kan bidrage med. Medsend CV samt referencer personer så vi har mulighed for at høre mere om hvem du er.

Tidspunkt for opstart snarest og antal timer aftales individuelt.

Vi tilbyder:

  • Et job, hvor du vil opleve at gøre en helt konkret forskel for andre mennesker. Egne værdier og job kan smelte sammen som assistent på KFUM’s Soldaterhjem i Oksbøl.
  • En organisation, hvor visionen for de kommende år har overskriften ”Vision 2025 – En bæredygtig organisation i udvikling”.
  • En arbejdsplads og organisation, hvor du, sammen med dine kollegaer og frivillige, skal være med til at udfolde og udleve visionen.
  • Stor selvstændighed i jobbet inden for målbeskrivelsen.
  • Løn aftales individuelt
  • Pensionsordning på 13½ %, hvoraf 4,5% betales selv.

Yderligere oplysninger:

Læs mere om KFUM’s Soldatermissions organisation, værdier og visioner her.

Yderligere informationer: Kontakt leder af KFUMs Soldaterhjem i Oksbøl Kjeld Nørgaard, tlf. 7527 1984 eller oksboel@kfums-soldaterhjem.dk

Ansøgning med relevante bilag og udtalelser sendes til soldaterhjemsleder, Kjeld Nørgaard, tlf. 7527 1984 eller oksboel@kfums-soldaterhjem.dk