Den nye soldaterhjemsleder på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia Merry Maagaard er født på Sjælland og opvokset i Midt- og Nordjylland i et kristent hjem. ”Mine forældre var selvstændige inden for hotel og campingbranchen, og jeg har altid vidst, at det var vejen for mig” fortæller Merry glad. Som uddannet køkkenleder med erfaring fra både sømandshjem, højskole og efterskole var det naturligt for Merry at søge ind på soldaterhjemmet, da muligheden bød sig. Vi har taget en snak med Merry om hendes nye job. ”Jeg har serveret til mange fester/arrangementer og aftenvagter på soldaterhjemmet, og jeg er glad for at servere og have den kontakt med folk, jeg har nydt meget at være der!” understreger Merry Maagaard



Det er en smilende Merry Maagaard, der møder mig udenfor soldaterhjemmet i Fredericia. Det er tydeligt at hun glæder sig til det nye job som soldaterhjemsleder, og man fornemmer den energi, der viser sig at være kendetegnende for hende. Merry er enke med fem børn og gik hjemme med dem i 10 år. Først efter manden døde af kræft i 2005, blev hun selvstændig privat dagplejer, som hun har været lige siden. ”Jeg har aldrig kunnet sidde stille”, smiler den nye soldaterhjemsleder og fortæller, at hun sideløbende med at være dagplejer har været ansvarligt for legestuer, børnelørdage i Erritsø, har serveret på Trinity, i et madfirma og på Soldaterhjemmet, samt er aflastningsmor for to børn. Det kalder hun sine ”skønne fritidsjobs”.
At være selvstændig har Merry altid været glad for. Hun har efter eget udsagn altid boet samme sted som hun arbejdede. ”Det giver en utrolig ro og en frihed til at planlægge dagen. Jeg kunne ikke forestille mig at gøre andet”, fortæller hun og fortsætter ”Det er jo en livsstil, og det fornemmer jeg også at jobbet som soldaterhjemsleder er.” Merry er glad for at arbejde med mennesker og lægger vægt på det store kirkelige netværk hun har i byen. Efter de flyttede til Erritsø i 1995, har hun boet flere steder i området og er kommet i forskellige kirker, men er blevet i området. ”Man får jo et vist netværk, når man bor så længe det samme sted, og ovenikøbet passer folks børn” siger hun. Merry kommer i dag i missionshuset i Erritsø og i Sct. Michaelis kirke.
Merry fortæller, at soldaterhjemmet kun ligger 12 km fra deres nyindkøbte sommerhus, så mere lokalt forankret kan man næsten ikke være. Det har længe været en drøm for den nye soldaterhjemsleder at arbejde med soldater, veteraner og deres familier. ”I de fem år, hvor jeg har arbejdet på soldaterhjemmet, har jeg fornemmet den gode energi, der er her. Det er bare et godt sted at være!” fortæller Merry og tilføjer, ”Jeg glæder mig rigtig meget til at starte som leder her. Jeg har jo en del kendskab til huset, og jeg kan virkelig se mig selv i det!”
Merry flytter ind i lederboligen i løbet af sommerferien og er klar til at holde velkomstfest for de godt 100 nye værnepligtige, der kommer den 2. august, dog er hun først fra 1. oktober fuldtidsansat, da hun skal afvikle sit nuværende arbejde i august og september.