Soldaterhjemsleder med på øvelse
Fire dages øvelse med fuld sløringscreme og udrustning gav tætte relationer og anerkendelse på Ryes kasserne i Fredericia. Øvelsen var simpel for soldaterhjemsleder Daniel Poulsen, der både har været i Livgarden og hjemmeværnet.
Han er sergent og delingsfører med mange internationale øvelser af flere ugers varighed bag sig også i Nordnorge, USA i minus 26 grader. Så når Fredericias fodtusser havde det hårdt, brugte Daniel sin ovenhøjde til at opmuntre dem, når de stod og frøs og havde det skidt.
– Jeg kunne fortælle, at de gjorde et godt stykke arbejde, fordi de lavede fede skyttehuller, passer på hinanden, taler med kammeraterne osv. Jeg bar ikke gevær, men brugte godt humør og nærvær som våben.
Kompagnibefalingsmand Daniel Kjær opfordrede soldaterhjemslederen til at komme med på øvelse, fordi han så ville komme endnu tættere på soldaterne. Han vil få mere fællesskab og fælles oplevelser, nærvær. Der sker noget med mennesker, når de har været våde, kolde og sultne sammen.
– Det blev jeg! Det regnede det meste af ugen, og jeg kastede mig ned på marken, så vi ikke blev skudt af fjenden ligesom de andre gutter. Det var totalt røver og soldater og rigtig fedt, fortæller Daniel, der var let genkendelig i sin ejendommelige beklædning af gamle m84-uniformer.
Kampstillingsøvelse
– Jeg fik mulighed for at være en dag ved hver deling over de fire dage. Jeg blev sløret med sløringscreme, hjalp med at lade magasiner op, bar soldaternes materiel ud i området, var med til at grave skyttehuller, sætte lejr op og gøre alt, hvad der skulle gøres. Men jeg bare ikke våben, beretter han.
Det var en kampstillingsøvelse, så han var med til at indøve kampteknikker, for at bringe fjenden til standsning.
– Når de råbte “alarm”, var jeg med ude i hullet. Om natten gik vi nærsikringspatruljer i et stort åbent terræn, og hvis der var områder vi ikke kunne overskue, gik vi ud på patrulje for at sikre de sårbare områder. Der var ofte ”fjender”, og vi måtte lave delt spring frem og tilbage i gruppen af 10 mand. Vi arbejder med ild og bevægelse, hvor man ikke må flytte sig, hvis der ikke er nogen, der dække en ved at skyde på fjenden. Så man ”bokser frem og tilbage”.
Røverhistorier
Der er altid gode historier, når soldater er på øvelse.
– Tirsdag ved første deling i Finnerup ligger vi i en tæt fyrskov, der lukker rigtig godt af for lys oppefra. Der er kulsort i skovbunden, og på et tidspunkt ligger jeg med en gruppe, og kommer til at træde på en soldat, fordi jeg simpelthen ikke kunne se han lå der, undskylder Daniel.
– Da vi er færdige med at indøve nogle manøvrer i delingen af 30 mand, sender delingsføreren flokken i poserne (soveposerne). Men så står vi bare der og kigger. Jeg aner ikke hvor min bivuak ligger, fordi det er totalt mørkt. Normalt lægger man hvid markeringsstrimmel i nogle baner, for at kunne finde frem. Men der skal lidt lys ned gennem trækronerne, for at vi kan se dem. Derfor ender det med, at gruppeføreren må tage sine nightvision gogle briller og tage mig i hånden og føre mig ned til min bivuak. Der spørger han sødt: ”Skal jeg også hjælpe dig ned i posen”? Bagefter stod premierløjtnanten i samme situation, og måtte ledes ned til sin bivuak, smiler soldaterhjemslederen fra Fredericia.
Belært af fejl
Onsdag nat ved konstabeleleverne, skal de ud og gå natpatrulje. Nu har Daniel lært, at det er svært at se noget. Derfor låner han en håndholdt night vision gogle, så han kan finde rundt.
– Vi skal lave et angreb på nogle af de værnepligtiges kampstillinger i mørket. Med brillerne kan man se konturerne af ting, men ikke hvad det er for noget bevoksninger. Vi er i en fordybning, og skal op over kanten. Men det viser sig, at jeg ender midt i et tornekrat. Men jeg får møvet mig igennem.
– Vi er en flok, der er noget forsinkede i fremrykningen. Men da den ene del af gruppen allerede er nået op på kanten, fordi de ikke går gennem krattet, starter de lige pludseligt ildoverfaldet alt for tidligt med signalblus, alarmblus (som folk snubler over som en mine), skud med løst krudt og kanonslag, fortæller Daniel.
Der er lagt store plastikpresenninger ud for at passe på naturen, så da de forsinkede soldater skal ned af bakken på den anden side, skøjter de ned af presenningen og direkte ind i slagets skyderi.
– Da vi endelig kommer frem, skal vi straks tilbage igen. Der ender vi sandelig igen i præcis det samme irriterende tornekrat på vej ned af bakken. Hver gang man tager et skridt, er vi ved at blive fældet af det.
– Lige da jeg tror, at nu er det slut med krattet, tager jeg det sidste skridt ud mod vejen … og sidder uhjælpeligt fast i en kæmpe tornegren og vælter så lang som jeg er, griner han.
Hvad laver du her
Mange forstod ikke, hvorfor Daniel var med, og spurgte ham direkte: Hvorfor er du her?
– Mit formål er, at være sammen med jer. Det var de ret imponerede over, og satte meget pris på, siger han.
– For mange af dem er det at være i felten det fedeste. De elsker at være ude og have det hårdt og blive presset. Andre har det meget hårdt, så der er mange følelser i forbindelse med det. Får vi fred i nat? Kan vi få vores søvn og mad, eller kommer nogen og angriber os?
– Det gav et ordentligt ryk i relationerne at være med soldaterne midt i det i en helt almindelig samtale sammen med dem. Det har jeg mærket både undervejs og også efterfølgende på kuffen. Vi har været igennem det samme, og det åbner op for, at vi har en tættere relation.
Optaget i kliken
Da øvelsen var slut, blev Daniel spurgt om at være med til kompagniappel, hvor alle aftrådte til weekend.
– Kompagnichefen kaptajn Keller kalder mig op foran hele kompagniets 150 mand og roser mig for at have været med, og siger man altid kunne kende mig, fordi jeg altid var der med højt humør. Jeg havde været der frivilligt, for at være der sammen med dem og være noget for dem. Så gav han mig kompagnimærkerne, som man får når man færdiggør sine øvelser. Det markerer, at nu er du en af dem. Jeg er hermed optaget i kompagniet som særligt medlem, slutter en glad og træt soldaterhjemsleder.
