KFUM’s SoldaterRekreation

KFUM’s SoldaterRekreation er et midlertidigt botilbud for tidligere udsendte soldater i et rekreativt miljø på  KFUM’s Soldaterhjem. Vi tilbyder ikke behandling, men vi hjælper den enkelte med at gøre brug af Forsvarets behandlingstilbud.

I et hjemligt miljø hjælper vi den enkelte godt videre. Soldaterhjemmet er en god ramme, hvor soldaten vil opleve at blive set, og at der bliver spurgt til dennes dag.

Der er: 

  • 8 et-værelses lejligheder på KFUM’s Soldaterhjem i Hvorup
  • 4 et-værelses lejligheder på KFUM’s Soldaterhjem i Holstebro
  • 4 værelser på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia
  • 9 et-værelses lejligheder på KFUM’s Soldaterhjem i Høvelte
  • 7 et-værelses lejligheder på KFUM’s Soldaterhjem i Varde

Læs mere her under eller klik på det enkelte soldaterhjem og se mere.

Er du interesseret i én af boligerne? 
Så ring til soldaterhjemslederne det pågældende sted og hør nærmere.

Tankerne bag KFUM’s SoldaterRekreation

Indholdet
KFUM’s Soldatermission ønsker at tilbyde soldaterne omsorg og del i fællesskabet på soldaterhjemmet, hvorfor værelserne tænkes indrettet på eller bygget i umiddelbar tilknytning til nuværende soldaterhjem, hvilket igen giver mulighed for at benytte de faciliteter og kompetencer, der allerede findes dér.

Fællesskabet på soldaterhjemmet er således et væsentligt element i tilbuddet, men samtidig skal soldaten have mulighed for at være sig selv i egne omgivelser, evt. sammen med familie/børn.
Derfor skabes gode, tidssvarende og trygge rammer i form af enkle og lyse værelser med eget bad/toilet samt fælles faciliteter, der tilskynder brugeren til at benytte KFUM’s Soldaterhjems øvrige faciliteter og tilbud – herunder ikke mindst det medmenneskelige samvær med hjemmenes øvrige beboere og brugere.
Soldaterhjemmets lederpar bor på stedet og sammen med de medarbejdere, der er tilknyttet SoldaterRekreation, stiller de sig til rådighed for samtaler samt hjælp og støtte til at komme videre.

Hverken patient eller klient
Vi ønsker at møde soldaten som et medmenneske og ikke som patient eller klient. Det skaber den bedste form for normaltilstand for den tidligere udsendte soldat. Vi ønsker således at stille os til rådighed i relevante samtaler og rådgivning, hjælp til selvhjælp etc.

I de tilfælde, hvor der vurderes et behov for egentlig behandling, vil der naturligvis ske en henvisning til Forsvarets tilbud herom, hvilket allerede praktiseres i dag.

Rammerne
Etværelses lejlighederne med eget toilet/bad er ikke tænkt til langvarige ophold, hvorfor de indrettes spartansk, men alligevel tidssvarende .

Værelserne indrettes med eget toilet/bad samt fælles tekøkken og spisepladser.

Da beboerne netop ikke skal leve isoleret og uden kontakt med andre, er det vigtigt, at de tilskyndes til at tage del i fællesskabet på soldaterhjemmet i stedet for blot at sidde på deres værelse. Det er soldaterhjemmets ønske, at beboerne spiser og opholder sig på soldaterhjemmet i fællesskab med både kolleger og soldaterhjemmets ansatte.

Når soldaterhjemmet ikke er åbent, har beboerne mulighed for at tilberede morgenmad m.v. i tekøkkenet og spise det i fællesrummet. Endeligt kan de tage maden med ind på værelserne og spise der.

Modsat fællesskabet om maden, er det vigtigt, at beboerne får deres eget toilet/bad. Eget toilet og bad medvirker også til en følelse af hjem/hjemme-igen og normalitet, til forskel fra forholdene i militærlejren.

Handicap
Det er forventeligt, at nogle indlogerende vil have nedsat funktionsevne, og evt. benytter sig af kørestol eller andet. Derfor indrettes nye værelser til brug for kørestolsbrugere, ligesom adgang til værelserne optimeres for handicappede. Hvor det vil være nødvendigt, etableres der trappelift.