Hvorfor betyder KUF-vognen så meget?

En varm Cocio. En fransk hotdog. Et grin midt på en lang øvelsesdag. KUF-vognen er meget mere end en kantine på hjul. Den er et rullende fristed, hvor soldaterne er.

“KUF-MOR ER HER!”

Det råb lød, da Anne Dorthe, soldaterhjemsleder i Haderslev, en dag nærmede sig skydebanen med KUF-vognen.

En soldat hoppede en halv meter op i luften, og kort efter strømmede soldaterne hen til vognen. Der blev serveret franske hotdogs, snacks og kage, og da kaptajnen midt i det hele spurgte, om KUF-vognen også kom forbi granatbanen bagefter, var svaret selvfølgelig ja.

Den dag blev bilen tømt fuldstændig.

De ansatte på KFUM’s Soldaterhjem bruger KUF-vognene til at møde soldaterne midt i deres øvelser og tilbyder et frirum og en pause til hovedet og kroppen.

Et pusterum midt i øvelsen

For mange soldater er KUF-vognen forbundet med noget helt særligt.

Den dukker op midt i øvelsen, på skydebanen eller ude i terrænet. Her kan soldaterne få noget varmt eller koldt at drikke, lidt at spise og et øjebliks pause.

Det handler om at blive mødt af et menneske, der har tid til et smil, en snak eller bare et “hvordan går det?”.

Soldater har sagt:

“Det er helt fantastisk, når I kommer ud med kantinevognen.”

“Elsker KUF-vognen, altid det bedste på skydedag!”

En anden har skrevet om soldaterhjemmet:

“Mange tak for altid at være gæstfrie; det føles som at være hjemme.”

Det er netop det, KUF-vognen kan. Den tager følelsen af hjem med ud til soldaterne. Også til dem, der ikke kommer på soldaterhjemmet til daglig.

Soldaternes afsluttende hilsner til KUF-vognen på Bornholm, da skulle på pension.
Soldaternes afsluttende hilsner til KUF-vognen på Bornholm, da skulle på pension.
Soldaterne skrev hilsner på KUF-vognen på Bornholm, inden den blev kørt væk.

“Her kan vi møde soldaterne på deres felt”

På Bornholm måtte soldaterne tidligere på året tage afsked med deres KUF-vogn. Den var blevet for gammel og kunne ikke længere køre.

Ved afskeden var værnepligtige, HRU’ere og fastansatte fra Almegaard Kaserne samlet til kaffe og kage. Da vognen blev kørt væk, fulgte de fremmødte den på vej.

På selve bilen havde soldaterne skrevet deres sidste hilsner:

“Højt elsket. Dybt savnet.”
“TAK FOR KAGE!!”
“#loveyou”
“Du var mit et og alt.”
“Redning på SKYPER.”

Soldaterhjemsleder Lars Lund håber meget, at en ny KUF-vogn snart kan rulle ud til soldaterne på Bornholm igen.

“KUF-vognen er et vanvittigt vigtigt redskab i mødet med den enkelte. Her kan vi møde dem på deres felt, i deres virke og være til stede for dem.”

Kuf-vogn
Soldaterne kan få kage, franske hotdogs, varm cocio og andre gode sager, når KUF-vognen kommer forbi.

Og soldaterne fortæller ofte, hvor meget mødet betyder. KUF-vognen og menneskene omkring den bliver kaldt engle, dagens redning eller den motivation, der lige giver energi til tre timer mere på skydebanen.

Der, hvor soldaterne er

Det er en vigtig del af KFUM’s Soldatermissions arbejde: Vi skal være der, hvor soldaterne er.

Soldaterhjemmet er et civilt fristed, hvor soldater kan komme ind fra gaden og finde ro, fællesskab og nærvær. KUF-vognen gør det muligt at tage noget af det samme med ud på øvelsen.

Her bliver relationen skabt på soldaternes hjemmebane. For nogle er det bare en kop kaffe. For andre er det dagens højdepunkt. Og nogle gange er det måske lige det møde, den snak eller det grin, der gør forskellen på en lang dag.

Hjælp os med at holde KUF-vognene kørende

Det kræver både vogne, brændstof, vedligeholdelse og mennesker at få KUF-vognene ud til soldaterne.

Derfor går overskuddet fra sommerlotteriet blandt andet til anskaffelse og drift af KUF-vogne.

Når du køber lodder, er du derfor med til at holde KUF-vognene kørende og sikre, at vi også fremover kan møde soldaterne dér, hvor de er.

Og så har du selvfølgelig samtidig chancen for at vinde nogle flotte præmier.

Tak, fordi du er med til at sende KUF-vognen ud til soldaterne.