Sergent Elisabeth Enemark Damtoft overgår i det nye år til at være i en stående enhed med henblik på at blive klar til en udsendelse, hvor hun får ansvaret for en gruppe: ”For mig er essensen af at være kristen at kunne møde andre med omsorg, kærlighed og uden fordømmelse. Dem, jeg udsendes sammen med, har jeg fx ansvaret for kommer godt hjem igen. Det er mit job, min mission, at forsvare dem. Desuden ligger der i hele det kristne værdisæt, at man ikke er alene. At man skal tage sig af hinanden.”
Elisabeth oplever, at hun kan bidrage med et andet perspektiv som kristen, og at hun kan lære meget af andre: ”Min oplevelse er, at jeg af og til har snakke om eksistens, tro og næstekærlighed med helt andre vinkler, end jeg er vant til. Det ville jeg have gået glip af, hvis jeg alene kom i ”kristne kredse”. De kristne værdier skal i større udstrækning ud at arbejde.”
Forsvaret giver selvværd
Elisabeth kalder det en spontan handling at blive professionel soldat. Efter
hun var færdig i gymnasiet i 2021, lavede hun lidt forskelligt et par år.
Hensigten var at søge ind på universitetet. Hun meldte sig som værnepligtig, fordi hun var sikker på, det ville udfordre hende og give hende mere selvværd.
”Jeg er taknemlig for dem, der arbejdede med mig som værnepligtig. Det voksede jeg af. Jeg har sparet mig selv for mange års hjernevridning om, hvem jeg egentlig er, fordi jeg har lært sider af mig selv at kende ret tidligt. Jeg var usikker og bange for ikke at være god nok. Nu har jeg en grundlæggende følelse af, at det er jeg. Jeg bliver jo presset oppefra i systemet og nedefra, men min værdi som menneske skal ikke bedømmes af andre. Jeg hviler i, at jeg grundlæggende er værdifuld, selv om jeg ikke altid lykkes. Nogle af dem, jeg har lært mest af og som virkelig har været der for mig, ville jeg aldrig have brugt så meget tid med eller aldrig have lært at holde af, men nu skulle jeg bo, kæmpe, sove og spise sammen med dem.”
løses,” siger Elisabeth Enemark Damtoft.
Potentiale som leder
Efter kort tid blev hun opfordret af sin leder til at gå efter at blive befalingsmand, men det synes hun ikke i første omgang. ”Alligevel blev hans opfordring ved med at rumstere i mig, for jeg er vild med udeliv, vild med at være soldat og vild med den korpsånd, jeg oplever dagligt. Og vild med, at man bliver belønnet for hårdt arbejde. Én sagde til mig, at hvis jeg var i tvivl, skulle jeg søge ind på sergentskolen, så det gjorde jeg, mens jeg overvejede, om det nu var fornuftigt, når jeg bare var sådan en ”lille en”.
Afprøvningen med diverse tests og optagelsen gik uden problemer.
Elisabeth blev vurderet til at have lederpotentiale. ”En ting er at lede, det kan mange, men at blive en fører er noget andet. Jeg skal kunne handle, når der er kaos, jeg har ondt og er sulten og træt og må arbejde under pres. Man skal kunne tage rollen på sig og gå forrest. Og det kræver også en del af mig som menneske.”
”Det er føreren, der går først i vandet og sidst op. Man kan have styr på
faglighed, god taktik osv. Men vigtigst er det at kigge folk i øjnene og lytte.
For mig er mandskabsbehandling helt centralt. Jeg skal se personen og have styr på, hvad der skal til for, at den enkelte kan løse opgaven. En skal
måske have en ordre, en anden et klap på skulderen, en joke eller hjælp til at tage sin rygsæk på for at genopbygge kampkraften. Vi er alle bare mennesker, som har brug for lidt hjælp af og til. Jeg laver også fejl, har brug for en hånd og skal sige undskyld.”
Kald
Blikket i den unge sergents øjne er fast, og formuleringen præcis: ”Jeg føler et kald til at arbejde i forsvaret, fordi jeg er med til at gøre en forskel for andre mennesker. Der er en del, jeg ikke får gjort, men jeg tror på, at Gud er med mig i det, jeg gør. Det oplever jeg tit. Det var ikke min plan at skulle være sergent, men fordi jeg fik kærlige puf på særlige tidspunkter, støttede det mig i, at det var det her, jeg skulle. Jeg er på min rette hylde lige nu og oplever det som enormt meningsfuldt at kunne bidrage. Jeg nyder processen frem mod et mål, selv om der kan være bump på
vejen.” Elisabeth Enemark Damtoft er på ingen måder færdig med forsvaret. ”Min ultimative drøm er at arbejde som læge
i forsvaret, hvorfor jeg skylder mig selv at give det en chance ved at læse
medicin.”
Jeg er taknemlig for dem der
Siger Elisabeth Enemark Damtoft.
arbejdede med mig som værnepligtig.
Det voksede jeg af!