Af Tana Pedersen, der har været soldaterhjemsleder i Letland.
Hvornår er et soldaterhjem åbent? Er det når fundamentet er bygget? Når kufparret har indtaget residensen? Når strømmen er sat til og lys og varme fylder rummet? Når kaffemaskine er gravet op fra en kasse og har brygget den første kande? Eller er det en fredag aften, hvor resten af lejren er lukket, og kuffen er det eneste sted med lys, liv, pizza og en dokumentar om fodbold smidt på flimmeren?
Vil du høre mit svar? Jeg tror aldrig kuffen rigtig lukker. Jo vist bliver de fysiske rammer pakket sammen efter endt mission, men kuffens sjæl ryger aldrig med ned i colli kasser eller ud med byggeaffaldet. Kuffens sjæl lever videre i alle der har besøgt den, i alle fortællinger og minder fra den. Og de er mange!
Vi har døbt netop vores fine, dejlige og varme kuf i Letland “den flyvende kuffert”. Fordi det er sådan den føles. Som en kuffert pakket med nærvær, hjerterum, sjæl og Guds ånd. En kuffert, der har været med på et utal af rejser. En kuffert, der kan tages med og åbnes lige der, hvor der er brug for den. Sådan en, der aldrig bliver væk på bagagebåndet, og som på mystisk vis altid er pakket med lige præcis det nødvendige.
Et hjem tager form:
Vejret er mildt og byggeholdet godt i gang, da vi stiller ved vores lille soldaterhjem en mandag morgen i oktober. Vi kan høre larmen fra maskiner ført af kyndige hænder, der er i fuld gang med at bygge resten af camp Valdemar op fra bunden. Kuffens skelet står færdig i hjertet af lejren, og er klar til at blive forvandlet fra en skal til et hjem.
Den første uge går med opsmøgede ærmer, masser af knofedt og endnu flere kreative løsninger, da vi kun har resterne fra den tidligere lejr at gøre godt med. Heldigvis har vi masser af hjælpsomme hænder, der med glæde hjælper os med at føre vores til tider lidt skøre planer ud i livet. Men da kuffen er klar til indflytning, mangler der noget. Nemlig de soldater, der de næste 6 måneder skal have lejren som base. Heldigvis varer roen ikke ved for længe. I løbet af den kommende uge rammer i alt ca. 650 udsendte campen, og husfreden er, heldigvis, forbi. Men med et nyt hold kommer nye udfordringer. Særligt har vi stået for omskoling til tungt maskineri, såsom kaffemaskiner og opvasker, og her er det altså ikke alle, der har fået sit Q i første forsøg.
Men kaffe på kanderne kommer der, og duften heraf blandet med dagens hjemmebag overtager lokalet hver dag. Men et hjem er selvfølgelig andet og mere end kaffe og kage. Et hjem er også et sted, man kan smække benene op, slå hjernen lidt fra og bare holde fri. Det ser vi vigtigheden af hele tiden, og særligt på denne mission hvor hovedopgaven for vores soldater er deres blotte tilstedeværelse.
Fantasy og fællesskab:
Kuffen i Letland er dog ikke kun hjem for danske soldater. Vi huser også nekrons, orker, spacemarines, squigs, gobliner, trolde m.m. En gruppe af de udsendte har fundet sammen om en fælles kærlighed for fantasiverden. På Warhammerfløjen bliver de små figurer nøjagtigt samlet og malet med præcision. Der bliver anbefalet litteratur, idéudvekslet på opbygning af hære og endda planlagt en fælles tur til en Warhammer-butik i Riga.
Lige præcis Warhammer-universet kan noget ganske særligt. Universet er bredt, og der er mange forskellige måder og niveauer man kan tilgå det på, og dermed blive en del af fællesskabet. Vi har alt fra die hard fans til nybegyndere som undertegnede. Og det er ikke kun på tværs af kendskab til Warhammer-verdenen fællesskabet spænder vidt. Gruppen går nemlig også på tværs af rang, kompagni og hjemstavn. Dette giver de udsendte god mulighed for at snakke med andre end dem, de går op og ned af hver dag, samt at kunne erfaringsudveksle om stort og småt.
Det er dog ikke kun i den sociale sfære Warhammer kan være gavnligt som hobby. En af de udsendte fortæller, at han blev anbefalet at genoptage malearbejdet af en psykolog fra Forsvaret efter en udsendelse, der havde efterladt ham lidt flosset. Han fortæller om den ro, det giver ham at koncentrere sig om de små detaljer, og hvordan han på den måde kan slå tankemyldret fra for en stund.
Udover Warhammer fylder det magiske univers omkring Dungeons and Dragons også. Her har en gruppe udsendte inklusive en af soldaterhjemslederne startet en kampagne, eller hvad vi andre ville kalde et spil (i lægmandstermer). Dette giver anledning til at mødes i spillets verden, med snakke, grin og igen en pauseknap fra virkeligheden.
Uanset hvad du er til, er det et rum hvor du kan slappe af og slippe væk fra hverdagens trummerum. Disse fantasy verdener fungerer fantastisk som afbræk fra en hverdag hvor den ene dag nemt kan tage den anden, og hvor arbejde kan komme til at fylde meget. Og det ser vi en kæmpe vigtighed i, når det kommer til generel trivsel.
Derudover er kuffen selvfølgelig også fyldt med diverse brætspils-entusiaster, FIFA spillere og andre der bare synes, lidt kreative sysler gør noget godt. Der er fx blevet produceret en ret massiv mængde perleplader i månedernes løb. Jeps du læste rigtigt. Perleplader er et hit!
Uniformeret diakoni:
Netop denne udsendelses karakter har åbnet for nogle ganske unikke muligheder også uden for lejrens indhegning. I slutningen af december fik jeg den udsøgte ære at servicere i en kirkes suppekøkken sammen med 25 soldater. ’Yes! Endelig på hjemmebane’, tænkte diakonen. Forhåbningen var, at vi kunne stille 10 mand, men endte med 27 inklusive både præst og soldaterhjemsleder. Det er altså en bedrift, der ikke er til at få hænderne ned over.
Dagen startede med en gudstjeneste, der på alle tænkelige måder gav én på opleveren for alle mand. Derefter fik vi den helt store rundvisning i den smukke kirke. Det var ikke for sarte sjæle, da slutspurten gik op gennem snørklede, gamle trætrapper for at se og høre kirkeklokken ringe. Derefter skulle suppekøkkenets lokale gøres klar og godteposer pakkes. Det gik stærkt med alle de yderst effektive hænder. Vi tog imod to hold gæster, der blev underholdt med dansk julesang og fik udleveret mad, som var det en fancy restaurant i indre København. Det var tydeligt at mærke taknemmeligheden fra både gæster og kirkens frivillige. De var tydeligt ikke bare taknemlige over dagens indsats, men også danskernes tilstedeværelse i landet.
Det var en oplevelse, jeg for evigt vil have med mig i både hjerte og erindring. Har du måske nogensinde hørt 25 soldater lade Glade jul, dejlige jul gjalde akkompagneret af et orgel? Nej? Det har jeg. Smuk dag, smukke mennesker, smuk gerning. Uniformeret diakoni kan noget ganske særligt, hvis du spørger mig.
