For Miki Andersen, 29-årig konstabel på Almegaard Kaserne, har troen på noget større altid været til stede i hans liv. Men en temaaften på soldaterhjemmet i Rønne blev skelsættende. Klaus Lauersen fra Bibelen Live var inviteret til at recitere fra Markusevangeliet, og hans fortælling satte noget kraftfuldt i gang i Miki.
En kamp mellem det gode og det onde
Miki har gennemlevet en svær barndom med en far, der begik selvmord, og en mor, der var alkoholiker. Han har følt en indre kamp mellem det gode og det onde i mange år. Han havde ikke nogen omkring sig, der fortalte om kristendommen, men han gik alligevel med en følelse af, at det gode hang sammen med en kristen tro. ”Troen er kommet af sig selv med årene, næsten som modgangen voksede. Selvom jeg har set så mange dårlige ting, vidste jeg også, at der er noget godt derude. Det er som to sider, der har trukket i mig, siden min mor døde i 2020. Troen på det gode gav mig mod på livet og hjalp mig igennem en meget svær periode,” fortæller han.
Mødet med Klaus Lauersen
Interessen for kristendommen voksede, og Miki begyndte at søge viden om troen, blandt andet via udenlandske YouTube-kanaler. En nat bad han for første gang direkte til Jesus i stedet for til en ukendt gud. Den nat sagde en stemme til ham i en drøm: ”Gud elsker dig, men djævelen elsker også og vil forsøge at vinde mennesker over til sin side.” Det blev en bekræftelse for ham på den kamp, han havde oplevet hele sit liv.
Miki var værnepligtig på Bornholm i 2018 og derefter konstabel i Skive de efterfølgende to år. Herefter gik han i lære som tømrer, men i 2024 vendte han tilbage til Forsvaret og blev konstabel på Almegaard Kaserne. Kort tid efter blev han opfordret af soldaterhjemsleder Lars Lund til at deltage i en aften på soldaterhjemmet med Klaus Lauersen, der ville recitere fra Bibelen. Miki syntes det lød spændende og tog med, uden at vide, hvor stor betydning dette ville få for ham. Aftenen var velbesøgt, og soldaterne stillede mange spørgsmål til Klaus. De bad ham recitere tilfældige bibelvers og udfordrede ham på hans viden. Klaus svarede engageret og tog sig tid til at tale med dem, husker Miki. Han nåede ikke selv at tale med Klaus den aften, men da han hørte, at Klaus skulle recitere Markusevangeliet flere steder på Bornholm den efterfølgende uge, besluttede han sig for at tage med og fik her mulighed for at tale med ham.
Soldaterhjemmet er et afbræk fra soldaterverdenen. Her er der nogen, der er der for dig, uanset hvad du har brug for, og det er rart.
Miki Andersen, konstabel
Begejstringen og glæden smittede
Miki husker ikke nogle bestemte bibelvers eller ord fra recitationen. Det var den samlede oplevelse af aftenen på soldaterhjemmet og Klaus’ personlige integritet og begejstring for troen, som satte sig i Miki: ”Den levende recitation af evangeliet og den energi og glæde, der lyste ud af ham, gjorde dybt indtryk på mig. Her var én, der var glad og tryg i sin tro. Det overbeviste mig om, at jeg ikke var helt gal på den. Det giver mening, det jeg tror på. Der er noget i det!” fortæller Miki glædesfyldt om det, der blev det første møde med Klaus Lauersen.
I samtalerne med Klaus ved de øvrige recitationer på øen blev det hele endnu mere tydeligt for Miki: ”Han mødte mig på mit niveau og satte ord på min tro. En tro, jeg havde haft længe, men ikke forstod. Da indså jeg, hvordan det hele gav mening: Gud findes. Jesus findes. Han elsker mig!”
En ny begyndelse
Efter mødet med Klaus fik Miki en bibel på hverdagsdansk af soldaterhjemsleder Lars Lund, og han er nu begyndt at læse i den. Han oplever, at bibelens tekster giver ham svar på mange af de spørgsmål, han har haft om livet og troen.
Miki har også indset vigtigheden af ikke at stå alene med sin tro. Derfor deltager han nu i en bedegruppe på soldaterhjemmet sammen med andre soldater, der deler hans tro. Miki oplever soldaterhjemmet som et vigtigt fristed: ”Soldaterhjemmet er et afbræk fra soldaterverdenen. Her er der nogen, der er der for dig, uanset hvad du har brug for, og det er rart. De gør et super stykke arbejde. De er altid klar på at snakke og spørger ind til, hvordan man har det.” Han sætter pris på den omsorg og det nærvær, som soldaterhjemmet tilbyder: ”De er venlige og sætter sig ved nogen, der sidder alene og spiser. Det er et frirum uanset, hvad man tror på, eller hvordan man har det. Hvis Klaus ikke var kommet på soldaterhjemmet, havde jeg aldrig hørt om ham