Kors fra Kølkær går verden rundt

I Kølkær syd for Herning, sidder en gruppe på 5 mennesker og sætter kors på snore. De putter korsene i små poser og lægger et bibelord ved. Korsene bliver givet til soldater og soldaterhjem, både i Danmark, og der hvor danske soldater er udsendt. Redaktionssekretæren har snakket med Ruth Brik Christensen, der – ud over at være tidligere udsendt soldaterhjemsleder – også er med i gruppen af folk, der laver kors til soldaterne.

Der bliver lavet ca. 200 kors hver gang gruppen mødes

Farvestrålende og nærværende taler Ruth Brik Christensen sig ind på de kors, der bliver pakket. ”Vi er et rent ”korstog” – vi laver jo ikke andet end kors, så det må jo være et korstog”, smiler Ruth. ”Vi er 5 mand, der mødes og bygger kors. Vi mødes lidt forskelligt, som det passer. Der er kun to af gruppen, der går på arbejde, og de får jo lidt lov at bestemme, hvornår det passer dem at mødes”, fortæller hun.  Da jeg spørger ind til, hvordan sådan en aften forløber, svarer hun hurtigt: ”Vi starter som regel med at spise middag sammen, og bagefter laver vi kors. Nogle gange ringer soldaterhjemmene og spørger, om vi har nogle, og så må vi i gang. Ellers mødes vi en gang om måneden eller en gang hver anden måned”.  Vi taler om, at jeg burde komme med til en korsaften og fornemme stemningen og se, hvad der sker, men det kan ikke lade sig gøre. På grund af corona mødes de ikke lige nu. Ruth ser ærgerlig ud og tilføjer: ”Det er noget at mødes om for os. Vi har nogle rigtig dejlige aftner, hvor vi også snakker om, hvem der får de kors, og hvad det at få et kors, betyder for folk.”

De fem ”korsbyggere” er meget flittige. Ruth gætter på at de har lavet ca. 4-5000 kors i løbet af de sidste år. ”Vi laver ca. 200 kors, hver gang vi mødes. Der er en af os, Anette, der er helt vildt god til at lave øskner. Det gør hun tit derhjemme. Hun laver også øreringe med de kors, der ligesom er for små til snore. Det er godt, for der er jo mange kvindelige soldater i dag. Nogle gange tager vi andre også ”hjemmearbejde”.” Jeg spørger om, hvad det er for nogle bibelvers, der bliver brugt, og hvordan de får lavet de fine små kort med dem. ”Vi har en trykker, der trykker meget kirkeligt materiale. Det er bare almindelige bibelord som dem, konfirmanderne får. Vi går efter at det skal være ligefremt og lige til at forstå. Dem, der får dem, er jo ikke alle lige bibelstærke”, smiler hun.

Korsets betydning

Samtalen glider hen på, hvor meget korsene betyder for de soldater, der får dem. Mange kors bliver uddelt i udlandet, når danske soldater er ude i fremmede lande. Den tidligere soldaterhjemsleder i – blandt andet Afghanistan – fortæller: ”I Afghanistan lagde jeg 5 kors med et skriftsted under på bordet, når jeg gik hjem fra soldaterhjemmet. Næste morgen var der ikke et kors tilbage. Det er ikke sket en eneste gang, at der lå et tilbage næste morgen. Så jeg har selv set, hvor meget det betyder. Nogle gange kom folk og fortalte, at de havde taget et om aftenen. Så spurgte de, hvad det kostede, og så kunne jeg sige, at det var en gave”. Ruth tænker tilbage: ”Det har virkelig givet mening for mig som udsendt at uddele de kors. Jeg har også flere gange mødt veteraner, der har fortalt om deres møde med Kuffen, når de har været udsendt. En af de stærkeste oplevelser var en veteran, der kom og trak ned i skjorten og sagde: ”Jeg har det endnu”. Han viste mig det kors, jeg havde givet ham, da han var udsendt, og vi havde mødt hinanden på Kuffen i den danske lejr. Jo, det giver virkelig mening”.

”En gang var jeg ude og holde et foredrag. Hende, der holdt mødet, var hospitalspræst, og hun fortalte, at en ung mand var kommet på hospitalet. Under en samtale sad han med en knyttet hånd, og hun spurgte hvad han holdt i den. Han var veteran og havde ingen ejendele med på sygehuset ud over det kors, han knugede i hånden. Han fortalte, at han holdt det kors, han havde modtaget på soldaterhjemmet under sin udsendelse”.

Kors fra Soldaterhjemmet i Afghanistan, hvor Ruth uddelte kors. Disse kors er dog blevet givet af hjemmets besøgende og stammer derfor alle vegne fra.