Krudt, køretøjer og kammeratskab

Af Hanne Baltzer

Mikkel Asmussen og Mikkel Nilsson begyndte som værnepligtige i Oksbøl den 2. februar. De er på et af de sidste hold, hvor værnepligten er fire måneder. Hjemmevante kommer de ind på soldaterhjemmet sammen med kammeraterne. Nu skal der slappes lidt af for denne mandag har budt på 25 km orienteringsløb i frisk forårsvejr.

Grundformen er heldigvis mere finpudset nu, end da de kom. Så det har været en god dag, ikke mindst fordi de kan lide at være udenfor, og forårsvarmen luner! De får heller ikke så meget skældud som i starten. Deres erfaring er, at hvis de gør, som det der bliver sagt og holder en vis standard, så er det ok. De lægger også begge vægt på, at de selv har meldt sig. For dem var der et valg, og de følger i deres fædres fodspor.

Nilsson: ”Vi kunne jo blive vækket klokken fire om morgenen og sendt ud at løbe. Nogle gange var det ren skræmmekampagne i begyndelsen, men selv de folk kan ikke være sure hele tiden. Vi har  naturligvis respekt for vores overordnede. Jeg kan godt lide at være værnepligtig. Man behøver ikke tænke på noget, for nogen siger, hvad vi skal, og så gør vi det, uanset om det er en badetur i frostvejr eller hvad de nu finder på.” Han kom til forsvaret for fem år siden, hvor han som 16-årig kom i lære som lastvognsmekaniker. Nu er han så værnepligtig, hvilket, han godt vidste, ville komme på et tidspunkt. Han har netop tegnet kontrakt for to år mere.

Hår på brystet

Asmussen, der er fra Sønderjylland, arbejdede på mejeri efter handelsgymnasiet. Han trak frinummer til sessionen, men ville gerne ind, fordi fire måneder synes overkommeligt at afprøve muligheder i forsvaret: ”Min far var konstabel og udsendt tre gange, min bror er ansat i forsvaret og min farfar var også soldat, så jeg måtte ind og mærke uniformen. Jeg er glad for at prøve at være værnepligtig. Det er da en drøm med de fedeste køretøjer, at komme ud og skyde, høre bomber der brager, og så blive max presset selv og opleve at overleve det. Det giver hår på brystet. Ja, det er skidesundt! Hjemme gjorde man bare som det passede en, men her lærer man at følge trop. Jeg er blevet meget mere hjælpsom end jeg har været før, for jeg ved, at vi er ikke stærkere end det svageste led, så vi bliver nødt til at hjælpe hinanden. Det har Mikkel og jeg da også prøvet på en felttur. Først var den ene presset, og så den anden. Det er gensidigt. Men da bakker man op.”

Nilsson nikker. Han husker udmærket den felttur og flere andre oplevelser i samme genre. ”Jeg synes, det er fedt at blive presset. Det største er, at man lærer, at det kan være som et hårdt helvede – vådt, mørkt og koldt – men at man lærer nye sider af sig selv at kende. Som værnepligtig er man overvåget hele tiden. Som fastansat er det modsat. Jeg synes, forsvaret er verdens bedste arbejdsplads, fordi man får meget frihed under ansvar. Det er et pissegodt sted at arbejde. Jeg kom nok ind i forsvaret, fordi min far har været udsendt. Nu arbejder han hver uge som frivillig på soldaterhjemmet med at stege bøffer.”

Asmussen regner ikke med at fortsætte i forsvaret. I hvert fald ikke i første omgang. Lige nu er han udpeget som talsmandssuppleant og er med til at tage ansvar for sin deling. Det synes han er spændende. Mest glæder han sig til at være med til at salutere for første gang på Kronborg, når Kongeskibet begynder sin sommersejlads. Så må der skydes!