Troens frirum midt i missionen

Af Trine Jakobsen, soldaterhjemsleder i Letland efteråret 2024

Solen skinner, og der er livlig aktivitet blandt soldaterne på terrassen. Nogle hygger sig med kaffe, mens andre spiller og snakker om den næste øvelse. Her er varmt og trygt, som en lille oase midt i missionens alvor.

Vi er alle sammen mennesker, sårbare og med nogen, vi elsker. I den stille stund omkring bønnen kobler jeg helt af og elsker at sidde stille og kigge på lyset, der bliver tændt.

Achmed, udsendt til Letland 2024

Ahmed: Uden et soldaterhjem er der intet frirum

Ahmed kommer hen til mig og smiler. “Jeg har hørt, at du kan klippe hår – er det rigtigt?”, spørger han. Det gør jeg normalt ikke, men gør i dag en undtagelse. Mens jeg studser hans mørke lokker, falder vi i snak. Ahmed har været udsendt fem gange før, blandt andet til Mali og Niger, hvor der ikke var et soldaterhjem. “Det er helt fantastisk at have Kuffen (soldaternes udtryk for soldaterhjemmet, red.) her,” siger han og peger på det befriende i at blive mødt uden forventninger til en: ”Derude er der larm, diesel og støv. Her er der fokus på personen, hvordan du har det, med rolig musik og duft af nybagt kage,” fortæller han. De steder, hvor han har været udsendt uden et soldaterhjem, manglede han et frirum: “Man ender med at søge hvileløst rundt efter åndehul, hvor man ikke skal præstere.”

Det betyder også meget for Ahmed, at Kuffen er et kristent sted. Han deltager gerne, når vi samles om soldatens bøn om aftenen. “Selvom jeg er muslim, beder jeg altid med. Det giver ro indeni. Vi er alle sammen mennesker, sårbare og med nogen, vi elsker. I den stille stund omkring bønnen kobler jeg helt af og elsker at sidde stille og kigge på lyset, der bliver tændt,” fortæller han. “Den stille stund om aftenen giver mig mod og kræfter til de kommende dage,” slutter Ahmed.

Her er der ikke forskel på folk og man ser ikke på rang. Man ser personen. Det er som en oase.

Raja, udsendt anæstesisygeplejerske Letland 2024

Det særlige øjeblik med soldatens bøn

Mens Ahmed bliver klippet, sidder Bjarne med en kop kaffe. Bjarne er korporal ved Ingeniørregimentet og har været udsendt syv gange. Han elsker at komme på Kuffen tidligt om morgenen for at drikke kaffe på terrassen, inden dagen begynder. Efter aftensmaden kommer han ofte forbi igen for at få et stykke kage og læse lidt, mens han ser de yngre soldater hygge sig. ”På udsendelser uden Kuffen, kan det være svært at finde de rolige øjeblikke til at samle tankerne. Derfor er Kuffen ufatteligt vigtig,” siger Bjarne og beskriver, hvordan han altid sender en tanke til familien derhjemme, når vi beder soldatens bøn. For Bjarne er Kuffen et frirum, hvor han kan trække sig tilbage og finde tid til refleksion midt i en hektisk hverdag.

Mere end 15 udsendelser bag sig: Enorm betydning for mental sundhed

Efter klipningen sætter jeg mig ved siden af Raja, som også nyder en kop kaffe. Hun er anæstesisygeplejerske og har været udsendt over 15 gange siden år 2000, men det var først i 2019 hun kom på en udsendelse med et soldaterhjem. ”På udsendelserne uden Kuffen samledes vi mest i baren, hvor alkoholen fyldte det meste på godt og ondt. Mest ondt. Jeg havde hørt meget om Kuffen, og oplevede selv hvordan det gjorde en mærkbar forskel i 2019,” fortæller Raja. Hun glæder sig over at have et sted, der fungerer som alternativ til krigens brutalitet, med hygge, spil og grin i centrum: ”Her er der ikke forskel på folk og man ser ikke på rang. Man ser personen. Det er som en oase,” siger Raja. Raja vil faktisk med sin sundhedsfaglige baggrund og erfaring til enhver tid skrive under på, at soldaterhjemmet har en enorm betydning for soldaternes mentale sundhed og trivsel. Stilheden og samlingen omkring soldatens bøn har en særlig betydning for hende. ”Kuffen er et sted med fred – et helligt sted, hvor man kan søge hvile og hele, så man er klar til at være klar – også åndeligt,” slutter Raja.

På soldaterhjemmet handler det ikke kun om kaffen og kagen, men om de øjeblikke, hvor soldaterne kan finde håb og fred – både i sjælen og i tankerne. For Ahmed, Bjarne og Raja er det stedet, hvor troen og stilheden bliver et nødvendigt pusterum i en ellers hektisk hverdag. Midt i missionens alvor er det de små øjeblikke med bøn og refleksion, der giver styrke til at fortsætte.