Gennem de sidste år har Mission Afrika og KFUM’s Soldatermission haft tre genbrugsbutikker i fællesskab. Nu er det blevet besluttet at samarbejdet skal ophøre, og de to af butikkerne er således blevet købt af KFUM’s Soldatermission, mens Mission Afrika har overtaget den tredje.
Bestyrelserne i KFUM’s Soldatermission og Mission Afrika har taget en fælles beslutning om at udfase samarbejdet om vores tre delebutikker i Ikast, Sunds og Skive. Bestyrelserne mødtes den 10. maj 2021 til fælles færdigdrøftelse og gensidig underskrift på aftalen. Ikast og Sunds bliver således KFUM’s Soldatermissions genbrugsbutikker, og Skive bliver Mission Afrikas butik. ”I begge organisationer er ønsket forsat at se en stærk udvikling i alle vores genbrugsbutikker. Ligeledes har vi et stort etisk ansvar både overfor de frivillige og vores kunder for at synliggøre tydeligt, hvad overskuddet går til i de enkelte butikker. Begge dele er en udfordring i de butikker, der deles mellem flere organisationer” melder de to bestyrelser ud.
Fra bestyrelserne lyder således også: ”Vi er selvfølgelig godt klar over, at en sådan beslutning også har en betydning for vores frivillige, der lægger så stort et arbejde i butikkerne. Det betyder noget for os, at begge organisationer har støtter i alle vores butikker. Det er en svær opgave på den måde at dele noget der også er en hjertesag, men vi tror begge parter på, at det bliver en solid grobund for fremtiden.” Det enestående samarbejde mellem de to organisationer er blandt andet bundet i den fælles frivillige indsats, og begge organisationer opfatter det store frivillige engagement som en gave, som de har nydt godt af.
De to bestyrelsers fælles udmelding om den nye situation slutter således: ”Samarbejdet ophører med en delingsmodel som tilgodeser begge vores organisationer, og hvor hver part får mulighed for at starte noget nyt eller udvide. Vi skilles som de bedste venner i mission for evangeliet. Vi ønsker hinanden alt det bedste fremadrettet.”
Samarbejdet ophørte pr. 30. juni 2021.