Familiearbejde i Aalborg er kommet godt fra start

Noget af det, som KFUM’s Soldatermission satser på i den kommende tid, er veteranarbejdet. Der ansættes flere medarbejdere, der startes nye projekter. Et projekt, som alle glæder sig meget til, er arbejdet med veteranfamilierne, der kommer til at fylde mere i den kommende tid. Inspireret af projektet “Klub veterankids” på Bornholm, der for nylig kom til at ligge på KFUM’s Soldaterhjem Almegaard, er det blevet besluttet at man på længere sigt vil arbejde for at have børnegrupper på flere soldaterhjem. I Aalborg er man allerede gået igang – og her er en beretning.

I foråret kørte Veterancenteret en børnegruppe, der bestod af 8-9-årige drenge. Gruppen mødtes på KFUM’s Soldaterhjem i Aalborg. De blev tilbudt at fortsætte forløbet i soldaterhjemmets Klub Veterankids, og den første gang mødte to familier op. Soldaterhjemsleder Kasper Klarskov valgte at spørge sin 9-årige datter til råds om aktiviteter på forhånd, og mødet blev da også en succes, da de tre fremmødte veteranbørn og soldaterhjemmets egne to med det samme fandt hinanden i spil og lege. Kasper fortæller: ”Jeg ville jo ikke sætte alt muligt i gang, som de ikke havde lyst til, og det virkede jo supergodt”. Kasper startede med vilje ud uden de store planer, for det var vigtigt for ham at møde familierne, der hvor de var på det givne tidspunkt. Forældrene fik en snak med soldaterhjemslederen mens børnene legede, hvor det fremgik at det ind i mellem kan være vanskeligt at have overskud til dagligdags ting med børnene. Planen blev så, at når de mødes i november og december, bliver der tid til juleklip og julegaver og endelig en julefrokost, hvor børnene selv er med til at lave maden.