Tro i uniform

Under temaet Tro i Uniform spurgte redaktionssekretæren en række mennesker om deres tanker angående at være troende i uniform. Også den tidligere general og forsvarschef Jesper Helsø kom med et bud.

Når du som menneske møder de ting, som ligger ud over det sædvanlige i livet, så kommer der andre tanker frem, end når du lever i ro og mag. Når du udfordres – til tider med livet som indsats, bliver du ofte nødt til at grave tankerne frem om det, der er større end dig selv. Nogle af jer har det med, når I mødte eller møder op i uniform – for andre kom tankerne frem, da du stod midt i sandet eller muddergrøften, på skibet eller i flyet med livet som indsats. Også når der var varsel om droneangreb på lejren eller indkommende raketter. Og uanset hvad der startede dine tanker, så endte det med, at der er noget, som er større end dig selv og det, som du selv kan gøre.

Det giver ro – det giver tro på livet og samhørighed. Har du det med fra ungdommen eller senere, så ved du, at der er en som holder hånden over dig – uanset hvad der sker. Og erfaringerne fra Danmarks mange udsendelser er, at der aldrig har manglet soldater ved gudstjenesterne, aldrig har været mere brug for en feltpræst til hjælp og afklaring, aldrig har været mere brug for en, som kunne forklare nogle af de store spørgsmål eller har været gennemført så mange samtaler på soldaterhjemmet og udleveret kors til ophæng om halsen. Så svaret er, at uanset hvad der sker, så er du elsket. Gå derfor ud i livet ”i tro”.

Af pensioneret general og tidl. Forsvarschef Jesper Helsø