KFUM’s Soldaterhjem i Skive er i dag tilknyttet Ingeniørregimentet, der ligger på Skive kaserne. I år kan soldaterhjemmet fejre 50-års jubilæum den 5. november, men historien om soldaterhjemmet starter længe før. Kom og oplev KFUM’s Soldaterhjem i Skive og mange af de tidligere ledere og medarbejdere, der kommer den 5. november og fester for de 50 år. Husk at tilmelde dig!
Da Skive kaserne blev indviet i 1969, fik KFUM’s Soldaterhjem nogle lokaler på kasernens område. Her blev der drevet soldaterhjem i de første år og kort tid senere fik soldaterhjemmet i Skive den første KUF-vogn. Soldaterhjemmet var dog sådan en succes, at man begyndte at samle penge ind til egne lokaler. Der blev samlet mere end 500.000 kr. ind og i 1971 kom byggeriet i gang. Soldaterne blev sendt ud i uniform for at samle penge ind til det nye soldaterhjem – i tjenestetiden. Soldaterne hjalp også med at rive de gamle bygninger ned og andre var med til at støbe sokkel og mure. KFUM’s Soldaterhjem i Skive er i sandhed et ”soldaternes hjem”. Byggeriet blev først færdigt i 1972, men fra det tidspunkt har KFUM’s Soldaterhjem i Skive ligget i de samme bygninger, og de har været i brug lige til i dag. I 1990 blev det oprindelige hus udvidet med en tilbygning. Det gav plads til et ekstra værelse, et depot og et stillerum, der senere blev udlagt til et tiltrængt kontor. Soldaterhjemslederens arbejde indeholder en del kontortimer, og det var en lettelse endelig at have det til rådighed.
Nedlukningen gav nye muligheder.
Nedlukningsperioderne i løbet af de sidste år gav soldaterhjemsleder Hans-Jørgen noget ekstra tid og nogle tomme lokaler. Dem brugte han til at igangsætte en større renovering og en udbygning, der nok ikke havde været mulig, hvis soldaterhjemmet havde været fuldt af soldater. Donationer fra fonde og godt gammeldags hårdt arbejde har muliggjort ombygningerne. Der er således blevet bygget et nyt ekstra opholdsrum på 44m2, og såvel toiletter som køkken er blevet renoveret. Derudover har Hans-Jørgen opsat nyt loft og tag i den store sal. En renovering, der får salen til at fremstå som nybygget.
”Stamgæsten” Jan har drukket sin kaffe på KFUM’s Soldaterhjem i Skive i 35 år.
Jan, der er overkonstabel af 1. grad, går hver dag over på soldaterhjemmet inden han tager hjem. Han har et fællesskab med de andre soldater, både tjenestegørende og pensionerede. ”Jeg er kommet her siden 1987. Jeg boede på Kasernen og det her var et hjem udenfor hjemmet – og maden har altid været god!” fortæller Jan, der også deltager i debataftner og aftensang. ”Der er bare en god stemning på Soldaterhjemmet, hvor man ikke er i tvivl om at alle er velkomne” roser han. Han tilføjer at han besøger soldaterhjem hvor han kommer frem og mener selv at han har været på de fleste hjem og hilst fra Skive.”
Hverdagen med soldater.
”Vi trives rigtig godt med de soldater, vi har, men vi kan godt mærke, at værnepligten kun er på 4 mdr.”, fortæller soldaterhjemslederen. Han hentyder her til, at de unge mennesker skal nå mange ting i løbet af de fire måneder og dermed har mindre tid til at komme på soldaterhjemmet end tidligere. Det ser dog ud til, at værnepligten står for at skulle ændres og dermed giver soldaterne længere tid til også at lære KUF-far og KUF-mor at kende.
Så er der fest!
Den 5. november er det 50 år siden KFUM’s Soldaterhjem i Skive blev indviet, og det festligholdes på soldaterhjemmet. Man har mulighed for at kigge forbi fra kl. 11, og hvis man melder sig til på forhånd, vil der være en let frokost. Om eftermiddagen holdes selve jubilæumsfesten mellem kl. 14 og 17, hvor blandt andet biskop Henrik Stubkjær vil holde tale. Generalsekretær Per Møller Henriksen vil også sige et par ord, og man forventer hilsner fra nær og fjern. ”Vi vil gerne se så mange som muligt af gamle medarbejdere, ledere og ’brugere’ af hjemmet til festlighederne”, siger Hans-Jørgen, der mener at det giver en særlig stemning at samle alle dem, der har haft forbindelse med soldaterhjemmet igennem tiden.
Tilmelding til jubilæet og frokosten sker på skive@kfums-soldaterhjem.dk