Under Årsmødet 2022 gik Henrik Engelbrecht Refshauge rundt og snakkede med deltagerne. Det er der kommet nogle udtalelser ud af. Læs med her!
Anette Kruse og Erik Djernæs Søholm var førstegangsbesøgende. Erik er kommet i Varde- og Oxbøl soldaterhjems bestyrelse. De havde overvejet at gå en tur i det gode vejr under de kedelige beretninger, men ”Det har været fantastisk! Starten i kirken med lovsang og tale var rigtig god. Årsmødet har været en positiv overraskelse”.
Mette Sund-Jensen, Sidsel Friis Poulsen, Kristine Tang og Maria Larsen har til sammen været til årsmøde 20 gange: ”Som unge vil vi gerne slutte op, for KFUM’s soldatermission kan møde mennesker, der hvor de er i deres liv,” fortæller Sidsel fra SoldaterMissionens Unges Arbejdsgruppe.
”Vores overordnede motto om at være der før, under og efter udsendelsen for soldaterne har vi, som tidligere volontører, været med til at udføre”, fortsætter Maria. ”Vi drømmer om at få en masse unge med, der synes, det er lige så fedt at være engagerede som os, for at gøre en forskel for soldaterne”, siger Mette, og Maria og Sidsel slutter: ”Når man tænker ”soldatervenner”, så tænker man ikke automatisk på en ældre, gråhåret person, men at det også kan være os, der trækker aldersgennemsnittet meget ned”.
”Det har været fantastisk at være til årsmøde. Jeg er helt rørt”, fortæller det nye bestyrelsesmedlem, sogne- og flyverpræst Thomas Anker Uth.
”Der er et dejligt flow, og det er fantastisk at mærke det fællesskab, der er og en professionel tilgang til det. Hvorfor bliver det ikke livestreamet, så flere der ikke kan være her, kan følge med hjemmefra”
”Jeg er glad for, at KFUM’s Soldatermission har valgt at holde sit årsmøde i Viborg Stift, for her hører de godt hjemme”, fortæller Viborgbiskop Henrik Stubkjær med et glimt i øjet og en yderligere forklaring: ”De sidste tre formænd har jo været her fra stiftet! Desuden har vores stift en del soldaterhjem og en del af Forsvaret”.
”Soldatermissionen har også betydet meget for mig, da jeg lå hos Livgarden og mærkede, hvor meget missionen betyder for de unge soldater. Det var et helle midt i en tilværelse med en hård kommandotone. Gennem den dannelsesperiode er samspillet mellem militæret og hjemmet hos KFUM meget vigtigt”, sluttede biskoppen med en stor tak til alle på hjemmene og i veteranindsatsen. ”Jeres indsats sætter sig spor og er en forkyndelse i praksis, som indgyder respekt”.