
Nytænkning, der involverer at flytte fødderne, flytte mennesker og vandre sammen. Konkret er der tale om KUF-marchen, som KFUM’s Soldatermission inviterer alle med til for første gang den 30. maj i Fredericia.
Der bliver forskellige ruter, så der er noget for enhver.
Ivan Ælmholdt er formand for KAU (Kredsarbejdsudvalget), og de fik ideen til KUF-marchen. Ideen fik ret hurtigt ben at gå på og blev udviklet videre om, hvordan både soldater, veteraner, soldatervenner og alle andre kunne gøre noget sammen. Derfor blev der også indledt et samarbejde med Danmarks Motions Forbund, der har stor erfaring i at arrangere, lægge ruter og gennemføre den slags. Det betyder også, at man kan tage sin marchbog med og få et stempel i den på selve dagen eller få et bevis for gennemførelse.

”For nogle er march en livsstil. For andre er det samvær, natur og nærvær. KUF-marchen er det hele – samlet i én fællesskabende vandring i det fri, hvor vi går sammen med familie, venner og nye mennesker – i vores eget tempo og for et godt formål og den samme sag.
Som kristen organisation inviterer vi til medvandring: Vi flytter os sammen – fysisk, menneskeligt og i fællesskab,” uddyber Ivan Ælmholdt. For ham er succeskriteriet, at det bliver en god festdag og måske en årlig tilbagevendende begivenhed. Måske endda ud fra de enkelte soldaterhjem landet rundt. Han håber på, at rigtig mange vil komme forbi: Familier, der vil opleve noget sammen, soldaten der vil træne til en større march som Nijmegen, og soldatervenner, der kan lide at møde andre. Man går glad hjem!
