”Der er ikke et eneste skud, der forlader èn igen.”

Hvad vil det sige at være veteran? Hvad har man oplevet? Og slipper man nogen sinde af med de voldsomme oplevelser, der kan påvirke ens liv længe efter at man er kommet hjem fra en udsendelse?

Det og meget mere har vi spurgt Steen Holm Iversen, major og veteran fra både Jugoslavien og Afghanistan. Som veteran er Steen tidligere blevet diagnosticeret med PTSD og har omfattende fysiske skader, der stadig er med ham hver dag. Han arbejder stadig for Forsvaret på fuld tid til trods for sine skader – fysiske som psykiske.

”Jeg sidder i et brændende pansret køretøj, der er blevet påkørt af en selvmordsbomber i en bil i Afghanistan. Kuglerne flyver om ørene på os. Lad os bare sige at jeg ved hvordan det føles at sidde inden i en popcorn-maskine mens RPG-granaterne enten hvisler igennem luften over bilen eller rammer vognsiden uden at detonere. Føreren i køretøjet havde fået højre skulder revet af led. En anden, vognkommandøren blev hårdt såret. Det er svært at beskrive den oplevelse, den dag i marts måned 2007 på en ellers fredelig rekognoscering.” fortæller Steen Holm Iversen. Føreren fik trods den ødelagte skulder, slukket branden, genstartet motoren der trods det den var slået ud af sine ophæng, stadig kunne drive køretøjet ud af ”killingzone”. ”De sårede blev evakueret hvorefter vi ”humpede” videre til den nærmeste Foreward Operation Base.” Det var et velplanlagt bagholdsangreb, der førte til den skelsættende begivenhed, men oplevelsen er fortsat en levende del af veteranens liv. ”Jeg vågner i perioder om natten og er der igen. Det hele følger med: lydene, lugten af blod, følelserne. Det hele.” Steen konstaterer tørt: ”Der er ikke et skud, ikke en granat, ikke et ar, der forsvinder eller forlader en. Det vil altid følge én, men man kan lære at leve med det som et vilkår.” 

”Jeg vågner i perioder om natten og er der igen. Det hele følger med: lydene, lugten af blod, følelserne. Det hele.”

Steen Holm Iversen

Hverdag og kampplads

Steen Iversen har 2 egentlige udsendelser bag sig og han mener i dag at han havde symptomer på PTSD allerede efter den første udsendelse i 1994-95. Han startede sin militære karriere i Livgarden i ´85, blev sergent i 86, søgte senere på reserveofficersskole og siden på Hærens Officersskole hvor han blev udnævnt fra i `94. Derfra gik turen til Bornholm hvor han blev delingsfører for en let kampvognsdeling. Det var herfra han søgte til Tuzla i Bosnien-Herzegovina i det tidl. Jugoslavien. 

Som forbindelsesofficer til den danske kampvognseskadron stod han for første gang på en ”kampplads” og en umulig en af slagsen. Han var på det tidspunkt udsendt knapt ti måneder til konflikten i Jugoslavien og ved hjemkomsten var der ingen til at tage imod. Kæresten var flyttet sammen med en anden og Forsvaret gav først lyd fra sig et par måneder senere. Oplevelserne og ensomheden kastede Steen ud i en turbulent tid med masser af alkohol og ”selvmedicinering”. Det var et forsøg på at håndtere en umulig situation hvor der trods kontakt til Krise- og Katastrofe medicinsk afdeling, Forsvarets daværende tilbud, ingen reel hjælp var at hente. 

”Det kunne godt virke absurd at kravle rundt på et ulykkessted og lede efter vragdele, når man selv har siddet i et køretøj under angreb. Men vi skulle lære og kende sandheden”

Steen Holm Iversen

Adskillige år senere, blev Steen udsendt til Jugoslavien igen i 2002 som kampvognseskadronschef og her kulminerende det. ”Min kone havde jo forventet at jeg kom ”hjem” – det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke være en del af familien, hverken som far eller mand. Jeg var et rent vrag og fuldstændig udmattet.” fortæller han åbenhjertigt. I fællesskab rakte han og hans daværende hustru efter hjælp ved Forsvarets psykologtjeneste og fik det, men da var det for sent.  Steen Iversen led af en svær depression der til trods for intensiv terapi førte til et selvmordsforsøg og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Efter udskrivelse valgte Steen at flytte. Desværre stod ægteskabet ikke til at redde.   

”Det var ekstremt svært at anerkende at jeg havde taget noget med hjem fra udlandet. Det krævede mange anstrengelser og indrømmelser at indse det og række ud efter hjælp” Der var mange dilemmaer og mange ydmygelser men også et ansvar både overfor mig selv, mine børn og mit forhold. Steen var stadig sektionschef, leder og ikke mindst officer. ”Hvordan håndterer man den situation? Jeg valgte at være åben om det overfor mine medarbejdere. Kampvognssoldater er tættere på hinanden end de fleste. Måske gjorde det det mere naturligt” Der var for mange problemer i at have det som den store elefant i rummet, når man arbejder så tæt sammen og ellers har fuld tillid til hinanden. ”Hvis ikke jeg som officer skulle gå forrest – hvem skulle så?” Spørger Steen retorisk med et smil.

Steen vendte tilbage til tjenesten i løbet af 2004 alt imens han fortsatte i terapi, for til sidst at være tilbage på fuld tid igen. Klogere, mere vidende og langt mere bevidst om sig selv    

”Det var ekstremt svært at anerkende at jeg havde taget noget med hjem fra udlandet. Det krævede mange anstrengelser og indrømmelser at indse det og række ud efter hjælp” Der var mange dilemmaer og mange ydmygelser men også et ansvar både overfor mig selv, mine børn og mit forhold. Steen var stadig sektionschef, leder og ikke mindst officer. ”Hvordan håndterer man den situation? Jeg valgte at være åben om det overfor mine medarbejdere. Kampvognssoldater er tættere på hinanden end de fleste. Måske gjorde det det mere naturligt” Der var for mange problemer i at have det som den store elefant i rummet, når man arbejder så tæt sammen og ellers har fuld tillid til hinanden. ”Hvis ikke jeg som officer skulle gå forrest – hvem skulle så?” Spørger Steen retorisk med et smil.

Livet går videre

Adskillige år senere, blev Steen udsendt til Jugoslavien igen i 2002 som kampvognseskadronschef og her kulminerende det. ”Min kone havde jo forventet at jeg kom ”hjem” – det gjorde jeg ikke. Jeg kunne ikke være en del af familien, hverken som far eller mand. Jeg var et rent vrag og fuldstændig udmattet.” fortæller han åbenhjertigt. I fællesskab rakte han og hans daværende hustru efter hjælp ved Forsvarets psykologtjeneste og fik det, men da var det for sent.  Steen Iversen led af en svær depression der til trods for intensiv terapi førte til et selvmordsforsøg og indlæggelse på psykiatrisk afdeling. Efter udskrivelse valgte Steen at flytte. Desværre stod ægteskabet ikke til at redde.   

Efter 9/11 2001 var Hæren blevet sendt i krig i Irak og Afghanistan. Steen var i 2003 mødt til tjeneste på Hærens Kampskole og havde her blandt andet haft ansvaret for klargøringen af de danske kampvogne til Afghanistan. Iversen blev i en funktion hvor han, som chef for en gruppe af eksperter, havde ansvaret for Hærens udvikling af blandt andet beskyttelse af køretøjer. 

I slutningen af 2008 besluttede Hærens Operative Kommando at oprette: ”Aktionsgruppe for Særlig hændelse”, en havarikommission der kunne undersøge udvalgte angreb og tab i Afghanistan. ”Det var for at lære af dem og lære hurtigt! Hæren ”blødte” og det hastede med at sikre soldater og enheder imod den evigt udviklende trussel.” fortæller Steen. Fire år senere havde gruppen gennemført over 20 undersøgelser af alvorlig materielskade, død eller alvorlig tilskadekomst, hvoraf mange krævede undersøgelser i missionsområdet. Steen blev ankerpunktet for gruppens undersøgelser og blandt dem der tog afsted til Afghanistan. Opgaven var at finde sammenhængen imellem angrebene, våbenvirkning og skaderne for at identificere bl.a. bedre beskyttelses løsninger. Steen opsummerer: ”Det var en sindssyg hård opgave. Undersøgelserne var altid under et ekstremt tidspres og vi måtte ikke fejle. Vores anbefalinger blev stort set alle omsat til konkrete handlinger – nye anskaffelser, nye procedure og ny uddannelse.” Omvendt var det en opgave der skulle løses. Hæren var i krig og alt andet blev lagt til siden når flaget gik på halvt. 

Vendepunktet

For Steen ændrede verden sig dog igen dramatisk i 2011. Han skulle udsendes til Afghanistan med hold 12 og sad på chefkursus i Vordingborg. Pludselig modtog han en mail med afgørelsen på den arbejdsskadesag som var startet efter bagholdet fire år tidligere. Arbejdsskadestyrelsens undersøgelse havde varet i fire år, og med ét var forløbet slut og det samme var Steens karriere. Afgørelsen fastslog blandt andet at ”du enten lider af eller har lidt af PTSD”.

”Mit bedste råd til folk, der står i den situation jeg har været i, eller noget tilsvarende er: Man skal sove! Hvis ikke man kan sove er det nødvendigt at få hjælp. Det er IKKE skamfuldt at gå til lægen for at få hjælp til at sove; det er en essentiel del af ens helbredelse at man hviler hver nat.” 

Steen Holm Iversen

Med en PTSD-diagnose var han pludselig i systemets øjne blevet en anden. ”Det var som om ingen rigtig vidste hvor de skulle gøre af os. Kunne vi være ansat i Forsvaret overhovedet?” erindrer Steen Iversen. Først to år senere blev Steens sag behandlet af Forsvarets Mulighedskommission, der afgjorde, at Steen kunne forblive ansat på ”hidtidige vilkår” grundet hans erfaring og ekspertviden. Med andre ord vedblev han at være ansat, dog med den klausul at han ikke kunne udsendes, ligesom det senere skulle vise sig at han heller ikke kunne avancere. ”Det føles lidt som et ”tålt ophold” uden at det på nogen måde skal misforstås”.

Fremtiden

”Man siger at med en PTSD-diagnose er ens karriere i forsvaret overstået. Det er også rigtigt. I modsætning til mange andre nationer håndterer Danmark PTSD- ”stemplet” som livsvarigt. Andre nationer har valgt at revurdere efter en periode. Ved denne metode vender mange tilbage til aktiv tjeneste. 

”Jeg føler ikke, jeg er dårligere rustet [til en udsendelse red.] i dag end før Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Tværtimod. Jeg er måske i dag bedre psykisk rustet end de fleste, netop på grund af det forløb jeg har været igennem. Jeg kender alle reaktionerne, advarslerne og har lært at håndtere dem. PTSD er bare fire bogstaver. De siger intet om mig eller om hvad jeg kan som menneske, eller hvad jeg har været igennem.” fortsætter Steen. Han rynker brynene og afviser folks opfattelse af veteraner som stakler. ”Det er jeg ikke. Et usædvanligt liv med et usædvanligt arbejde vil også have usædvanlige forløb. Desværre betyder den måde man håndterer PTSD på, at mange vælger ikke at anmelde deres arbejdsskade og de siger lige ud at mit forløb i den grad skræmmer dem fra det. Det er et kæmpe problem.” konstaterer han. Steen Iversen arbejder stadig i forsvaret og er senere blevet tilkendt 18% varigt mén og 30% erhvervsevnetab.

”Da Forsvaret på den måde havde sat en stopper for min karriere, mit liv – mistede jeg hele min identitet. Jeg havde været soldat i 25år. Hvad var jeg så nu?  Jeg ledte efter desperat en ny retning i tilværelsen. Jeg husker, at jeg ikke længere følte mig som soldat og vidste knapt nok hvem jeg var længere. Jeg ville gerne stadig kunne tjene det Danmark jeg elsker og yde mit.” Det var en meget svær tid for Steen og hans familie.  ”Nærmest ved et tilfælde meldte jeg mig for første gang i mit voksne liv ind i et politisk parti og få uger senere var jeg folketingskandidat. Jeg tjener stadig Danmark, men nu gør jeg det ad en anden vej.” fortæller Steen. 

”Den periode hvor jeg tog ud og samlede stumper op, når der havde været en ulykke, var virkelig hård ved børnene. Vi sagde farvel rigtig mange gange. De var blevet store nok til at forstå hvor far tog hen og at der var en sammenhæng til de ulykkelige hændelser:”

”Den periode hvor jeg tog ud og samlede stumper op, når der havde været en ulykke, var virkelig hård ved børnene. Vi sagde farvel rigtig mange gange. De var blevet store nok til at forstå hvor far tog hen og at der var en sammenhæng til de ulykkelige hændelser:” 

Steen Holm Iversen

I dag sidder han i byrådet i Varde. Steen var opstillet til folketinget første gang i 2015 og igen 2019 uden at blive valgt. Efter valgte i 2015 blev Steen kort tid efter indkaldt som stedfortræder til folketinget og sad i folketinget i en kortere periode. ”Pludselig stod jeg – en veteran med PTSD på Danmarks fornemmeste talerstol. Endelig skete der noget mine børn, min hustru og min familie kunne være stolte af”

For ham er det stadig vigtig at gå forrest og hjælpe til med at bryde tabuerne om veteraner. Soldater med PTSD er ikke stakler eller ofre. Det er ressourcestærke mennesker der har prøvet og turdet mere end de fleste. De har sat sig selv til side for at kæmpe for noget større end dem selv. Det gør dem til noget helt særligt og en ressource som ikke må gå til spilde! Men åbenheden har en pris. Den var hård i begyndelsen for hans nærmeste. 

Han har igennem årene talt med både psykologer, psykiatere og præster. Kemien er omdrejningspunktet i den gode samtale og ikke det om man har været i Forsvaret, udsendte eller ej. Man risikerer at spilde hinandens tid, hvis ikke kemien er der og man ikke tør sige nej tak! 

Gennem interviewet nævner majoren flere gange kirken og troen som en vigtig faktor i hans liv. ”Det liv jeg har levet, har krævet mange ofre. Jeg har set meget armod, nød, desperation, ondskab og selvfølgelig meget død. Børnene er det værste. For mig gør det, at jeg ikke har den luksus, ikke at tro på Gud.” 

Steen afslutter interviewet med en bemærkning om det forfærdelige i, når alt det man har trænet til ikke længere kan bruges. ”Man føler sig helt tabt og ubrugelig, men heldigvis har jeg fundet et mål at stræbe efter igen. Det er en grund til at stå op om morgenen.”