KFUM’s Soldatermission til Flagdagen 2024: Over hele landet og på Kastellet
Den 5. september 2024 markerede Danmark Flagdagen – en dag, hvor vi hylder og viser vores taknemmelighed til alle de soldater og veteraner, der har tjent landet. KFUM’s Soldatermission var stærkt repræsenteret både lokalt omkring soldaterhjemmene og ved mindehøjtideligheden i København.
Generalsekretær Per Møller Henriksen deltog ved den officielle ceremoni i København, hvor kongeparret lagde kranse ved monumentet for faldne soldater. Med blå himmel og taler fra b.a. forsvarsminister Troels Lund Poulsen og Folketingets formand Søren Gade, var dagen præget af dyb alvor og stor fællesskabsfølelse. Gudstjenesten i Holmens Kirke og paraden ved Christiansborg understregede dagens vigtighed, mens to nye F-35 fly fløj over paraden som et punktum for en flot flagdag.
Deltagelse fra KFUM’s Soldaterhjem i hele landet
Soldaterhjemmet i Slagelse:
KFUM’s Soldaterhjem i Slagelse blev pitstop for otte busser fyldt med soldater på vej til Flagdagen i København. Her nød de frokosten under solens stråler på terrassen.
Soldaterhjemmet i Fredericia:
I samarbejde med Vejle Kommune bød KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia veteraner og deres familier velkommen med franske hotdogs og kolde sodavand i Nørreskoven.
Soldaterhjemmet på Bornholm:
Torvet i Rønne genlød af fællessang, mens Bornholmergarden spillede. Soldaterhjemmet og Klub Veterankids deltog sammen med Beredskabet, Politiet Opklaringsbataljonen og en række veteranforeninger. Borgmester Jakob Trøst gav en stor tak til alle udsendte soldater og mindede om, at alle veteraner skulle se bort fra janteloven bør bære deres indsats med stolthed.
Soldaterhjemmet i Varde:
Medarbejdere og frivillige fra KFUM’s Soldaterhjem i Varde delte kage og kaffe ud til veteraner og borgere på torvet i både Varde og Esbjerg. Det blev uddelt mere end 1100 kopper kaffe eller sodavand!
Soldaterhjemmet i Aalborg:
I Aalborg blev Flagdagen markeret på Veteranhjemmet med taler fra både obersten og borgmesteren, mens Soldaterhjemmet bidrog med servering af pølser og brød. Gensynsglæden var stor ved synet af kufvognen, som bragte gode minder frem.
Soldaterhjemmet i Karup:
Soldaterhjemslederne Anne og Allan Shrøder var inviteret til at deltage ved Danmarks næststørste flagdagsarrangement på Flyvestation Karup, hvor knap 1100 mennesker mødtes for at ære de udsendte. I talerne blev der givet en særlig tak til soldaterhjemmene for deres indsats både i Danmark og under internationale missioner.
Soldaterhjemmet i Oksbøl:
I Oksbøl var arrangeret en stor parade ved mindestenen fra Afghanistan-missionerne. Soldaterhjemsleder Kjeld Nørregård bidrag både før, under og efter paraden. Før og efter var soldaterne forbi soldaterhjemmet til kaffe og kage.
Soldaterhjemmet i Haderslev:
I Haderslev blev Flagdagen markeret med et hyggeligt veteranarrangement på Soldaterhjemmet, hvor politikeren Jesper Petersen også lagde vejen forbi. Gennem samtale og samvær blev der skabt en særlig dag for alle deltagere.