
Tidligere landssekretær i KFUM’s Soldatermission, Henning Siegumfeldt, er sovet ind den 27. januar 2026, 82 år gammel.
Kun godt et halvt år efter at Minna Siegumfeldt gik bort, har vi nu også taget afsked med Henning – en markant og højt skattet person i KFUM’s Soldatermissions historie.
Henning havde et livslangt engagement i arbejdet for soldater og deres pårørende. Efter sin soldatertid ved Jyske Dragonregiment fandt han hurtigt fællesskab på soldaterhjemmene, og dette fællesskab kom til at præge hele hans liv. Sammen med Minna var han leder af KFUM’s Orlogshjem på Holmen i 15 år, hvor de skabte et åbent, hjertevarmt og tillidsfuldt fællesskab for både medarbejdere og gæster.
I 1983 blev Henning rejsesekretær og rejste landet rundt for at fortælle om arbejdet i KFUM’s Soldatermission. I 1989 blev han landssekretær med ansvar for blandt andet landslodsedlen og et omfattende rejsearbejde. Henning var kendt for sin store omsorg for medlemmerne, sine personlige hilsner og sin evne til at skabe relationer – ofte krydret med en lejlighedssang ved jubilæer og mærkedage.
Efter mere end 41 års ansættelse sluttede Henning i 2005 og modtog i den forbindelse Den Kongelige Fortjenstmedalje som anerkendelse for sin mangeårige og trofaste indsats.
Også som frivillig var Henning aktiv til det sidste – i kirkeligt arbejde, i foreningslivet og i genbrug, senest i Rosenborg Genbrug, hvor han havde ansvaret for bogafdelingen.
Henning efterlader sig et stort tomrum, men også et rigt og varigt minde – hos familie, venner og i KFUM’s Soldatermission.
Begravelsen finder sted tirsdag den 10. februar kl. 13.00 fra Solvang Kirke.
Ære være Hennings minde.
