
KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq havde torsdag den 19. februar 2026 den store glæde at byde velkommen til kong Frederik 10. og Jens-Frederik Nielsen, formand for Naalakkersuisut.
Besøget samlede omkring 150 af bygdens beboere, som lagde vejen forbi Soldaterhjemmet for at være med til den særlige dag. Der blev serveret ABU-elevernes favoritter – teboller med og uden rosiner samt chokoladeovertrukne kokosmakroner.
Under besøget blev der tid til at fortælle om vores daglige arbejde blandt ABU-eleverne. Vi delte glimt fra hverdagen – om glæden ved brætspil, fællessang og det særlige fællesskab, som Soldaterhjemmet danner ramme om. Samtidig satte vi ord på fremtiden for Soldaterhjemmet i Kangerlussuaq og vores fortsatte ønske om at være et trygt og samlende sted for de unge.
Kongen takkede for det store arbejde, som KFUM’s Soldatermission udfører – både i Danmark og uden for landets grænser. Han mindedes også sin egen tid i Sønderborg, hvor der – som han bemærkede – blev spist mange grønne kager.
