Som medlem af bestyrelsen i KFUMs Soldatermission, major i Forsvaret og mangeårig bruger af KFUM’s Soldaterhjem, har Preben Friis-Hauge gjort sig nogle tanker om hvad troen betyder for ham og hans kolleger. Redaktionssekretær Kristine Bjerno har interviewet ham.
Preben Friis-Hauge er major i Forsvaret og byrådsmedlem i Varde Kommune gennem mange år, men han er også bestyrelsesmedlem i KFUM’s Soldatermission.
Hvordan er dit arbejde i bestyrelsen forbundet med dit arbejde og din tro?
”Jeg har den opfattelse, at jeg er valgt ind i bestyrelsen, som en kristen person, der kan repræsentere Forsvaret og de ansatte i forsvaret. Jeg kan jo udtale mig om min personlige mening om ting, fordi generalsekretæren har den officielle kontakt til forsvarschefen, og der er ingen grund til, at vi er to, der “render dem på dørene”, ” fortæller Preben.
En travl hverdag
Jeg spørger Preben om, hvordan det er for ham at være bekendende kristen og være soldat. Hvordan påvirker det soldatens hverdag?
”Helt lavpraktisk, så er en militær dagligdag sjældent noget, hvor den kristne tro kommer meget i brug – og dog. For mig i uniform, så er den kristne tro det, der former og danner mennesket under uniformen”, forklarer Preben Friis-Hauge. Og jeg fortsætter: ”Hvordan udmønter det sig så i praksis”? ”Min personlige holdning er, at jeg tror, at en kristen befalingsmand eller kristen officer måske gør mere ud af, at motivere og forklare sin gruppe, sin enhed, sit kompagni/batteri, hvorfor gruppen/enheden/kompagniet/batteriet skal udføre en given ordre eller større opgave”, begynder han tænksomt. ”Jeg tror, man som kristen mener, at det er vigtigt, at de undergivne soldater, man har, at de forstår, hvorfor specifikke ordrer og opgaver skal udføres”. Majoren sidder lidt og tænker over det, inden han uddyber, at han på ingen måde mener at andre officerer/befalingsmænd er dårlige til deres arbejde, men at han mere mener, at man gør ting forskelligt. Han fortsætter: ”Når det så er sagt, så betyder tidsparameteret meget i forhold til ønsket om at motivere og forklare. Nogle gange er man i en situation, der kræver handling her og nu – liv kan stå på spil, farlige situationer kan opstå. Her er der ikke tid til at sætte sig ned i en pædagogisk rundkreds og spørge, hvad hver enkelt føler. Der er heller ikke tid til bare at stoppe op og forklare, hvis nogen spørger: “Hvorfor skal vi ….”? Forsvaret har jo ændret sig gennem de sidste 30-40 år til at arbejde med motivation af soldaterne frem for tørre tæsk”. Preben smiler igen: ”Motivation ligger det kristne menneske på sinde. Opgaven gennemføres nemmere med forståelse. Den kristne har større interesse i, at den der skal udføre opgaven, forstår hvorfor – så det bliver en positiv oplevelse”. Han tænker lidt før han fortsætter: ”Jeg havde en soldat, der spurgte, hvorfor man skal kunne samle våben i mørke. Han følte, at det bare var en test, så vi kunne se, hvor dumme de så ud, når de sad med bind for øjnene og fumlede med våbnet. Men jeg forklarede ham, at i en lejr i et fremmed land, så kan strømmen gå, når man sidder og renser sit våben – og så er man nødt til at kunne samle det igen. Helt generelt kan jeg sige, at i en krise parerer man ordrer – og evaluerer bagefter”.
”Hvis man er i en planlagt og struktureret undervisningssituation, hvor der er god tid til at forklare, hvorfor vedligehold af våben eller renholdelse af spisebestik, drikkedunk med mere er vigtigt at holde styr på”, fortæller Preben. ”Det kan være skæbnesvangert på en mission, hvis soldatens våben ikke virker, eller det kan være katastrofalt, hvis en enhed lægger sig med diarre på grund af manglende renholdelse/rengøring.
Derfor kommer den kristne tro ikke altid i det fokus i en regulær militær arbejdshverdag, som andre civile kristne måske kunne synes, skulle være tilfældet”, smiler han.
Omsorg
Majoren fortæller om mange timer brugt på at tale med værnepligtige eller sågar deres familie om svære ting. At han har givet sig tid til den slags, der ikke er direkte arbejde, tillægger han sin tro. ”Det er derimod, når vi er i periferien af det militære arbejde, at det kristne mere spiller ind. En kristen befalingsmand eller officer ville – set fra det sted, hvor jeg er – nok bruge mere tid på at tale med en person i en pause eller i fritiden, hvis vedkommende havde brug for en samtale om nogle svære ting.
Har du oplevet situationer, hvor det var svært at være troende? Eller hvor det spændte ben eller folk var uforstående? ”Nej, det synes jeg ikke. Jeg har aldrig lagt skjul på, hvor mit ståsted var. Jeg bruger altid selv KFUM’s soldaterhjem, og troen er en del af mit grundlag. Det kan måske være en ulempe, at det er mig magtpåliggende at høre på folk, hvis de kommer og har behov for en snak – det kan betyde, at jeg måtte arbejde over, fordi jeg havde brugt tiden på den, der har brug for det. Men om det er en ulempe, må du afgøre. Den kristne prioriterer nok i højere grad mennesket”.
Har du oplevet tidspunkter hvor troen hjalp dig? ”Ved store opgaver eller missioner beder jeg på forhånd om hjælp til det. Jeg beder om, at Guds vilje sker, og derfor kan jeg ikke tage æren for de gode ting, der sker. Og i en skarp mission er der ligesom flere, der bruger Kuffen. Der er flere der bruger feltpræsten i mission, som ikke bruger deres sognepræst herhjemme. Det bliver ligesom mere nærværende”.