Soldaterhjemsleder Ester Kofoed har oplevet, at flere soldater har takket og fortalt hende, hvor meget de uddelte kors betyder. Men den historie, der står tydeligst, kommer her:
Der var en soldat, der skulle udsendes. Efter tidligere samtaler, hvor soldaten havde været lidt irriteret over soldaterhjemmets bøn og andagt drillede Ester ham og sagde, at hun nok skulle lade være med at bede for ham. Han vidste jo godt at det ikke var rigtigt, men stoppede og stirrede på hende. ”Du tror måske ikke vi har brug for det”? sagde han og fortsatte, mens han stak hånden i lommen og fremdrog et kors. ”Jeg har altid det kors, du gav mig i lommen. Når vi så ligger derude i en sandbunke, så kan jeg godt sige dig, at jeg stikker hånden i lommen og griber om korset. Så ved jeg, at jeg ikke er alene.” Han så ned. ”Så du må ikke holde op med at bede for os”.
”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
Mattæus kap. 28 vers 20
Ester fortsætter: ”Jeg har tænkt meget over det efterfølgende. Det var rørende, hvor meget det betød for ham, men jeg kunne også pludselig se vigtigheden af det fysiske kors. Man bruger ofte kun ørerne, når man hører Guds ord og tror. De andre sanser bliver ikke påvirket. Måske læser man teksten, og så bruger man to sanser, men korset repræsenterer en fysisk dimension. Man kan MÆRKE sin tro, man kan mærke Guds tilstedeværelse, når man griber om korset i lommen”.