Judy Skovholm Jochumsen fra Bredballe er 1. juni trådt ind i KFUM’s Soldatermissions bestyrelse. Judy har tre gange været udsendt som leder af KFUM’s Soldaterhjem begge gange med veninden Selma Schou som makker. Første udsendelse var til Afghanistan efteråret 2013 og anden gang til Irak i foråret 2017. I efteråret 2017 fik Judy og Selma tildelt Forsvarsministerens Medajle for en særlig indsats af Claus Hjorth Frederiksen. Tredje udsendelse var også til Irak i foråret 2019. Alle gange har Judy lagt et kæmpestort arbejde i at skabe hjemlige rammer for udsendte som en civil oase midt i militærlejre, hvor uformelle samtaler, hygge og socialt samvær er i højsædet.
Til daglig arbejder 42-årige Judy som hjemmevejleder/Social- og sundhedsassistent på bofællesskabet Skærvebo i Løsning, der drives af Kristeligt Handicapforening. Judy er valgt til KFUM’s Soldatermissions bestyrelse af soldatervennerne i maj måned, hvor hun i bestyrelsen blandt andet vil arbejde for at ledere er godt rustet til internationale missioner, gode arbejdsforhold for ansatte samt høj faglighed i veteranarbejdet. Judy kender veteranproblemstillinger fra hendes egen familie. Tidligere har Judy siddet i menighedsrådet i Frimenigheden Broen i Vejle og været med i UNO’s landsudvalg (Indre Missions arbejde for singler).
Sognepræst Jesper Hornstrup fra Skive og driftsøkonom Erik Klausen fra Varde er trådt ud af KFUM’s Soldatermissions bestyrelse efter at de begge to har siddet om beslutningsbordet i 12 år, der er den maksimale periode ifølge organisationens egne regler. Jesper Hornstrup har været landsformand fra 2009-2020 og klippet adskillige snore for at markere indvielse af boliger til veteraner, der i perioden er bygget ved forskellige soldaterhjem. Erik har i bestyrelsen haft en særlig rolle i forhold til KFUM’s Soldatermissions økonomi på baggrund af Eriks faglige forudsætninger. I den periode Jesper og Erik har siddet i bestyrelsen er der både sket en væsentlig udvikling særligt med arbejdet for veteraner og en solid konsolidering af KFUM’s Soldatermission i Danmark.