Redaktionssekretær Kristine Bjerno har til en kommentar i Soldatervennen snakket med sogne- og garnisonspræst Kristoffer Simonsen, der tiltrådte for 6 år siden. Samtalen kom vidt omkring og kom rundt om karriere, livet som garnisonspræst og meget mere.
Kristoffer kom, som han selv siger, direkte fra skolebænken, og Forsvaret havde aldrig fyldt meget i hans verden. Men i 2013 var han i praktik hos Fredericias tidligere garnisonspræst, og så var Kristoffer sikker på, at det var det, han ville.
Kristoffer siger selv, at ”det der militær vokser på en!”. Det har nemlig fået større og større betydning i hans eget liv, efterhånden som folkene er kommet under huden på ham, og han har lært det særlige sprog, som soldater taler. Garnisonspræsten anerkender den store betydning, det særlige sprog har, for det giver fællesskab, tryghed og genkendelighed: ”Jeg prøver på at være Kristoffer på en autentisk måde, uanset om jeg bærer tro i uniform, i træningstøj, eller jeg er ude med mine børn på legepladsen i civil. Jeg er glad for sport, og på Kasernen er det meget sandsynligt, at man ser mig i træningstøj. Det er jo ofte, mens man laver noget andet, at der bliver anledning til de der små snakke, der betyder så meget, og som åbner døren for en alvorlig snak, hvis der pludselig er brug for det”, fortæller Kristoffer Simonsen, og han uddyber, hvordan han er opmærksom på at ændre, ikke bare sin påklædning, men også sit sprog, når han skifter fra civil til uniform: ”Mange civile kender ikke det militære sprog, så der skal ting ind i mellem forklares, mens det militære sprog er vigtigt, når man står i uniform og gerne vil tages alvorligt”, forklarer han.
Styrken i ikke at løse problemet
”Det har overvældet mig, hvor meget en feltpræst betyder i den militære sammenhæng, og hvor meget tillid jeg blev vist fra første dag.” Garnisonspræsten beskriver, hvordan soldater er eksperter i at løse problemer, men præsten bliver vigtig for soldaten, når han går og tumler med noget større. ”Jeg tror, at mennesker generelt må skelne imellem problemer og byrder. Problemer kan løses med faglighed og kompetencer. Men når vi snakker om byrder, har man brug for en anden slags hjælp. Byrder kan ikke bare løses. Byrder skal bæres, og her kan præsten hjælpe. Han kan lytte og hjælpe med at bære byrden uden at forsøge at løse den. Man kan næsten sige, at min styrke her ligger i det, jeg ikke gør”, smiler han.
Soldater som sognebørn
Præstens opgave ligger ifølge Kristoffer Simonsen også i at give sig tid til de vigtige samtaler. ”Jeg har travlt som alle andre, men jeg tager mig tid, når der er brug for det. Det er noget, jeg virkelig prioriterer og øver mig i.” Soldaterne er jo, som garnisonspræsten siger, meget forskellige ligesom resten af samfundet, men presset lidt kan han dele dem ind i tre grupper. Dem, der bruger humor, når de taler med præsten, har han det, efter eget udsagn, rigtig godt med. ”Jeg har en del selvironi og kan godt se det morsomme i en situation eller grine af mig selv” fortæller han og tilføjer, at det ind i mellem fører til gode og fortrolige samtaler senere, når man har grinet sammen. De fleste soldater er jo stolte af deres regiment, men mange er også stolte af deres kirke og kommer til præsten for at snakke. Mens den tredje gruppe, som præsten definerer som dem, der har ar på sjælen, ofte er mere tilbageholdende. Her bliver det ifølge garnisonspræsten særligt vigtigt med det fælles sprog og fælles oplevelser: ”Folk kan sjældent huske de ord, jeg har sagt, men de kan huske følelsen. Oplever de sig set og forstået, så kommer de også igen, og det er vigtigt for mig at skabe det rum, så jeg kan hjælpe dem med at bære byrderne”.