Stort tillykke til Annemaria Bærenholdt, der vinder en elbil ved landslotteriet 2024! Nøglerne blev overrakt den heldige vinder ved Bølling Genbrug torsdag den 20. juni, hvor der samtidig blev serveret kaffe og kage fra Kuf-vognen til de mange frivillige og øvrige interesserede, der har hjulpet ved landslotteriet.
– Det er jo fantastisk at prøve at vinde hovedgevinsten, siger Annemaria, der ville ønske, at hendes mand var her i dag til at opleve dette sammen med hende.
Annemaria og hendes nu afdøde mand Erik Bærenholdt har altid været aktive i KFUM’s Soldatermission. De var sammen soldaterhjemsledere i Karup i 1952-1954, hvorefter Erik arbejdede som først rejsesekretær og senere landssekretær i KFUM’s Soldatermission, inden han tog embede som præst i Kolding. I alle årene har Annemaria støttet trofast op.
At vinde bilen, skulle min mand have oplevet sammen med mig. Men mon ikke han smiler ned til mig i dag?
– Annemaria Bærenholdt
Fejring ved Bølling Genbrug
Overrækkelsen af hovedgevinsten var samtidig anledning til, at de lokale lodseddelsælgere fra Kolding-kredsen, kunne fejre, at vinderloddet blev solgt i netop deres kreds. Det hele skete ved den nærmeste genbrugsbutik i KFUM’s Soldatermission, Bølling Genbrug. Her serverede Anne-Dorthe Nielsen, soldaterhjemsleder i Haderslev, kaffe og kage fra Kuf-vognen til de mange dedikerede frivillige. Det var en festlig eftermiddag – og ikke sidste gang, hovedgevinsten fra landslotteriet bliver overrakt på denne måde.
Bølling Genbrug er en af KFUM’s Soldatermissions 13 genbrugsbutikker. Her får brugte ting nyt liv i nye omgivelser fremfor at ende som affald. Butikkerne giver årligt et overskud på cirka fire millioner kroner til KFUM’s Soldatermission.
Tjekkede gevinstlisten to gange – men sprang over hovedgevinsten
Annemaria jublede, da hun fandt ud af, at hun havde vundet elbilen. Hun havde ellers kontrolleret gevinstlisten og sine lodsedler to gange, før Jørgen Sandbjerg, der havde solgt lodsedlerne til hende, sagde, at hun skulle tjekke efter ved hovedgevinsten, da vinderen endnu ikke var fundet. Hun havde ikke turde håbe på at vinde hovedgevinsten, så derfor havde hun først sprunget over dette tal på listen. De undersøgte sagen sammen, og det kom som en stor overraskelse for hende, at hun havde vundet. “Det er fantastisk,” siger hun og glæder sig over, at hun havde gemt lodsedlerne, som hun ellers ville have byttet til kaffe og kage på et soldaterhjem.
Jørgen deltog også ved arrangementet ved Bølling Genbrug og kunne med glæde se elbilen blive overrakt til Annemaria. Der sker meget for Annemaria i disse dage, der også er ved at flytte til en mindre bolig i Brændstrupdam. Nu kan hun også se frem til at skifte sin benzinbil ud med en ny elbil.