”Jeg tror ikke troen kommer fra den ene dag til den anden, men at det er noget, der plantes og får lov til at vokse i mig. Jeg har fået en nysgerrighed, og det giver mig mening at lade det udvikle sig stille og roligt”, fortæller den 23-årige Cecilie Jacobsen. Hun er konstabel på Oksbøl kasserne og er ofte med til aftensang og andagt på soldaterhjemmet sammen med en yngre konstabelgruppe, selvom hun ikke går meget i kirke eller læser i Bibelen.
”Efter min stx-uddannelse på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød, havde jeg to sabbatår, hvor jeg også var på rundrejse i Sydamerika. Så gik jeg ind i en værnepligt hos danske artilleri-regiment”, beretter den unge konstabel.
”Jeg blev hurtigt glad for det sociale sammenhold og de nye færdigheder jeg fik i Forsvaret. Derfor tog jeg en 8 måneders uddannelse efter værnepligten, og det er stadigt fedt at arbejde som soldat. Fællesskabet skaber nogle bånd, der gør, at vi forstår mennesker. Vi får respekt for hinanden på en helt anden måde, fordi vi ser hinandens svagheder og styrker”, fortæller Cecilie Jacobsen.
”Man skal være lidt hårdhudet for at være herinde, men jeg er blevet mere selvsikker og er kommet til at hvile meget i mig selv. Det har været den største forandring for mig”.
Andagterne åbner
Allerede i værnepligten blev hun introduceret til soldaterhjemmet.
”Der har altid været en megahyggelig atmosfære der, uanset hvilken rang du havde. Det er blevet et frirum for mig, og mange aftener sidder jeg dernede og spiller”, fortæller Cecilie.
”Ofte er jeg med til aftenandagterne, og hører soldaterhjemsleder-Kjelds perspektiv på, hvad der står i evangelierne. Det er godt at få det forklaret. De få gange jeg selv åbner Bibelen, kan det være svært at forstå. Men Kjelds aften-ord fra nogle af testamenterne, er noget jeg kan relatere til mit eget liv. Jeg oplever, at de værdier, han deler, har vi også i militæret”, forklarer konstablen fra Hillerød, der lige har gennemført København maraton og spiller håndbold, dyrker Taekwondo og elsker dokumentarer med ”true crime”.
Almindelig kristen granatskyder
Cecilie har fast kontrakt i en tung morterdeling, hvor hun skyder granater af. Hun vil gerne udsendes for at bruge uddannelsen. ”Man tager jo heller ikke til fodboldtræning for ikke at spille kampen”, smiler hun og fortsætter med at fortælle om, hvad soldaterhjemmet gør for hende:
”Det er rart at kunne koble fra alt og sætte sig ned i de bløde sofaer på soldaterhjemmet, at få et dejligt ord med og en god samtale med medarbejderne. De er utroligt gode til at spørge ind til os”, siger Cecilie Jacobsen.
”Når jeg hører ordet ”troende”, forbinder jeg det med nogle, der går i kirke hver søndag og ofte læser i Bibelen. Jeg er mere almindelig kristen. Jeg er begyndt at tro på Bibelens værdier og følger det hele tiden i min dagligdag”. Og Cecilie uddyber:
”Når jeg hører Kjeld tale om Jesus, er det et udsagn om en person, som jeg kan relatere til på en anden måde, end når man bare taler om religion som noget filosofisk. Derfor kan jeg bruge det, når jeg f.eks. står i nogle pressede situationer i hverdagen. Der ved jeg, at det er ok at række ud for at få hjælp. Det er ok at være sårbar og ydmyg. For faktisk forstærker det vores bånd mellem hinanden”, slutter Cecilie Jacobsen.