
KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq har fået ny leder. Den 1. juni tiltrådte Anna Lynge, som efter et kvart århundrede i Danmark nu vender tilbage til Grønland for at stå i spidsen for soldaterhjemmet.
Anna er født i Narsaq, opvokset i Nuuk og flyttede til Danmark i 2001. Hun har en administrativ baggrund og har arbejdet som lærer i 15 år, primært i udskolingen og på voksenområdet.
Selv om hendes mand og to voksne børn bliver boende i Danmark, oplever hun stor opbakning til beslutningen om at flytte hjem.
– Det er vigtigt, at jeg ved, at der er støtte og opbakning hjemmefra. Min søn siger: ‘Jeg er så stolt af dig’, og min datter siger: ‘Det bliver godt for dig at komme hjem til Grønland igen. Du er god til at arbejde med mennesker’, fortæller Anna.
HR-chef i KFUM’s Soldatermission, Brian Jørgensen, glæder sig over ansættelsen:
– Vi er meget glade for at få Anna med i denne vigtige opgave. Med sit kendskab til både Grønland og Danmark kan hun være med til at bygge bro mellem kulturerne og skabe et soldaterhjem, hvor de grønlandske elever og soldater føler sig hjemme.
KFUM’s Soldaterhjem i Kangerlussuaq åbnede i 2025 og er efter et succesfuldt første år nu blevet et permanent tilbud. Hjemmet bruges især af elever på den Arktiske Basisuddannelse (ABU), soldater fra Arktisk Kommando og Forsvaret samt lokale borgere i Kangerlussuaq.
For Anna er opgaven tæt forbundet med hendes værdier.
– Det ligger mit hjerte nært at arbejde for et grønlandsk folk og for unge mennesker, der ønsker en arktisk basisuddannelse. Jeg glæder mig til at skabe et rum, hvor de bliver kulturelt forstået, og hvor de kan opleve, hvad et soldaterhjem kan tilbyde. Et sted med ro, hvile, nærvær og tryghed, hvor man kan hente kræfter til at give af sig selv, fortæller hun.
Hun ønsker samtidig at videreføre de traditioner, som soldaterhjemmene er kendt for.
– Vi skal fortsat dele troen sammen, læse fra Bibelen, bede Soldatens Bøn og skabe rum for eftertanke. Det arbejde har Kasper og Maria (Klarskov, de første ledere på stedet, red.) sat godt i gang, og det vil jeg bygge videre på, samtidig med, at jeg gerne vil tilføre et grønlandsk islæt. I Grønland er meget kommunikation nonverbal. Meget bliver ikke sagt, men følt sammen. Den samhørighed vil jeg gerne give plads til på soldaterhjemmet, fortæller Lynge.
Den første tid har Anna Lynge besøgt flere soldaterhjem i Danmark og mødt sine nye kolleger. Den 12. juni rejser hun til Grønland, hvor hun glæder sig allermest til at møde det første hold ABU-elever og mærke den friske grønlandske luft.
Fra august får hun selskab af Ann Cecilie Mikkelsen, der de seneste tre år har arbejdet på KFUM’s Soldaterhjem i Aalborg og nu bliver medarbejder på soldaterhjemmet i Kangerlussuaq. KFUM’s Soldatermission ønsker både Anna og Ann Cecilie hjerteligt velkommen i deres nye tjeneste!
