Spørgsmålet bliver stillet til mange soldaterhjemsledere, volontører i KUF-vognen og lodseddelsælgere. ”Hvorfor gør I det?” Redaktionen har spurgt Soldaterhjemsleder Hans Jørgen Larsen i Skive og efter hans mening hæger det sammen med Guds kærlighed og det at Soldaterhjemmet/Kuffen er noget særligt. Vi sår frø og lader Gud om at høste.
Hvad er det der gør kuffen til noget særligt? I en ret ny julesang synger vi:
Hvad er det der gør jul til noget særligt,
Gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt?
Er det med jul og krybben julenat
mon ingenting, når stjernen skinner mat?
Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser, det barn
I krybben er så meget mere.
På soldaterhjemmene arbejder vi for at gøre stuen lys og hjertet varmt og kærligt hele året rundt, og det er forsøgt gjort i rigtig mange år. Jeg tror at det kun har kunnet lade sig gøre, fordi organisationen helt fra begyndelsen i 1889, har set, at barnet i krybben er så meget mere.
Jesus siger i joh 14 v 6
”Jeg er vejen sandheden og livet ingen kommer til faderen uden ved mig.”
Vi er alle sat til at så frø på vores vej. Man kan sige at vi peger på Jesus. Vi sår, men det bedste er, at det er Gud der giver væksten. Hvis jeg kommer tilbage til et sted, hvor jeg har været før, måske for mange år siden, så er der nogle minder der begynder at dukke op. Mennesker husker Guds ord, når de hører det igen. Det tror jeg også er gældende for tidligere tjenestegørende i forsvaret. Vi får indimellem besøg af tidligere tjenestegørende, som ret hurtig begynder at snakke om gamle minder. Også minder fra Kuffen.
Og vi må tro på, at de andagter der er blevet holdt for dem, og den måde de er blevet mødt på, ligger gemt et eller andet sted som et frø, der kan begynde at spire. Guds ord vender aldrig tomt tilbage. Vi ved aldrig hvornår et frø begynder at spire og slå rod, og det er heller ikke vores ansvar. Vi sår frø og derfor ”gør vi det”.
Mit håb er, at vi alle må se, at barnet i krybben er så meget mere. At vi ser at Jesus er vejen sandheden og livet.
Glædelig jul til jer alle.