Alle soldaterhjemmene er blevet påvirket af corona-krisen, og de fleste måtte ændre betydeligt i deres måde at holde velkomstfester. Soldaterhjemmet i Haderslev var det eneste, der kunne holde en velkomstfest – næsten som de plejer. Her fortæller Anne Dorthe:
Jeg gennemførte næsten mine velkomstfester som vi plejer – indendørs! Det var lidt vildt at det kunne lade sig gøre, men det hele blev aftalt med personalet på Kasernen, som alle vores corona-tiltag. Vi har et rigtig godt samarbejde med kasernens ledelse.
De værnepligtige var delt op (to delinger pr aften) over to aftner. Den ene deling var i tv-stuen og den anden i salen. Sergenterne insisterede på at mange af aktiviteterne skulle være de samme, så vi gennemførte det nærmest som vi altid gør og havde nogle dejlige aftner. De måtte ikke råbe, men klappede og bankede i bordet i stedet. Jeg syntes at der skulle ske noget særligt og derfor havde jeg skaffet 150 små skræller! De blev flittigt brugt og nu er de sprittet af og klar til næste år. Der kunne kun synges som konkurrence og ikke i fællesskab som vi plejer, men ellers blev det gennemført. Det var godt at vi fandt en løsning hvor flere delinger kunne være her samtidig. Der er ærgerligt at gå glip af konkurrencerne og stemningen. Der var kun plads til 15 på græsplænen, så at være ude var ikke en mulighed for os.
Jeg startede med at skrive til kontaktpersonen på kasernen og fik at vide hvor mange de var pr stue. Vi fandt ud af at når de sad sammen med dem de var på stue med, var de sammen med ”familien” og så gjaldt afstandskrav og så videre ikke. Det er også tilfældet til daglig, hvor de sidder tæt med deres familie, men har 1 meter til nogen fra andre stuer. De spiller billard med mundbind på. Spil kommer i karantæne når de er blevet brugt. Folk opfordres til at spritte af efter sig selv; både på klaveret og ved bordene.
Vi skal jo leve og vi opfrisker reglerne jævnligt for personalet, så man ikke glemmer det. Man må jo for eksempel kun være tættere sammen med nogen i 15 minutter og en snak på soldaterhjemmet kan godt tage mere end 15 minutter. Vi spiller også banko (indtil restriktionerne blev ændret) og snakker med soldaterne som vi plejer. Det kræver en masse sprit, men det virker. Værnepligtige er vandt til mundbind, men konstablerne er ikke vandt til det på kasernen, så dem skal vi være lidt efter. De skal lige mindes om det, men finder med det samme mundbindet frem. Jeg tror ikke at de ser os om en restaurant, men som en del af kasernen, eller som et hjem.
Anne Dorthe Bøjgård