Nyt blad på gaden!!

I weekenden udkom andet blad af Soldatervennen i år. Her kan du læse lidt om hvad bladet indeholder – og hvorfor det har temaet Diakoni – tekst af generalsekretær Per Møller Henriksen

Når vi har valgt temaet Diakoni til dette blad, er det for at fokusere på den praktiske og omsorgsmæssige side af arbejdet. Vi forsøger at give en definition på begrebet diakoni på side 10, og fortæller hvordan det kan udleves på et soldaterhjem.

I vores formål er arbejdet beskrevet som ”forkyndelse af det kristne budskab og praktisk tjeneste”.

Begge sider har altid været en del af KFUM’s Soldatermissions arbejde. Vi siger, at vi tager os af det hele menneske med Ånd, Sjæl og Legeme – og det kan ikke gøres uden praktisk arbejde. At skabe et hyggeligt hjem for soldater lykkes ikke, uden at der både skal laves mad, vaskes op, gøres rent og vedligeholdes. I de seneste 10 år har vi også udbygget arbejdet til et omsorgsarbejde blandt veteraner – noget som historisk knyttes til diakonien

I Apostlenes Gerninger kap. 6 i Bibelen omtales udvælgelsen af de første diakoner, som skal aflaste apostlene med tjeneste ved bordene. Jeg har ofte fået stillet spørgsmålet, om jeg er diakon? Jeg har i sjov svaret, at hvis det handler om at ”gøre tjeneste ved bordene”, så har jeg i mine år som soldaterhjemsleder været diakon, selv om jeg i modsætning til min kone ikke er indviet som sådan.

Her i foråret har jeg deltaget i Dansk Diakoniråds møde, og jeg kunne ved præsentationen sige, at vi ganske vist har drevet diakoni i mere end 130 år, men først nu har søgt optagelse i Dansk Diakoniråd. Jeg tror det skyldes den opfattelse at diakoni handler om omsorg for særligt sårbare, og at vi med arbejdet blandt sårbare veteraner kan hente inspiration hos andre diakonale organisationer.

Diakoni og forkyndelse er ikke hinandens modsætninger, men to sider af samme mønt, eller som Frans af Assisi er citeret for at sige: ”Forkynd evangeliet, brug ord om nødvendigt”.

God læselyst!

Per Møller Henriksen