Nyt Soldaterhjem åbnede i efterårsferien for de udsendte soldater i Letland.
To unge kvinder sendes til Letland for at åbne KFUM’s soldaterhjem for det andet hold soldater, der udsendes i forbindelse med krisen i Ukraine.
Når danske soldater sendes ud i internationale missioner, kommer KFUM’s Soldaterhjem med. Det har organisationen gjort siden 1990’erne, hvor Forsvaret anerkendte behovet for et civilt værested for soldaterne midt i en krigszone og et fremmed land.
I maj måned blev 800 danske soldater med kort varsel sendt til Letland. Sammen med dem rejste soldaterhjemsleder Rebecca Sandell Ytzen, der skulle starte et soldaterhjem i et telt i TFOS – midt i et øvelsesområde uden rindende vand. Desværre gav det flere udfordringer end forventet, så hun måtte tage hjem igen efter et par måneder.
Men nu er et ”rigtigt” soldaterhjem under opførelse i Letland i en ny lejr. Derfor kan KFUM’s Soldatermission, søndag 16. oktober, sende Lærke Sørensen og Tana Pedersen til Letland for at åbne soldaterhjemmet, så de er klar til soldaternes hold 2.
Kuffen er rar
”KFUM’s Soldaterhjem er et civilt fristed for soldaterne”, fortæller Lærke Sørensen. Hun er 28 år og er lige kommet hjem fra 5 uger i Estland for at afslutte det første hold soldater der.
Soldaterhjemmet i Letland blev oprindeligt oprettet i et telt, hvor soldaterne selv lavede møbler af paller og brædder. Denne gang har Kuffen fået tildelt en container med køkken og andre faciliteter.
”På soldaterslang kalder vi det “Kuffen” og det fungerer som soldaternes andet hjem. Vi serverer mad, ser TV, spiller spil, holder andagter og gør os umage for at skabe hjemlige rammer. Kagerne har stor betydning, da duften får mange til at stikke næsen forbi kuffen. Her er en rar atmosfære, fælles aktiviteter og plads til at være sig selv. Derfor får vi også samtaler om nogle af de oplevelser, som soldaterne har ude i felten”, fortæller den nye soldaterhjemsleder i Letland. Hun rejser sammen med Tana Pedersen, der har været frivillig på Aalborg Soldaterhjem og assistent i Oksbøl-lejren.
”Soldaterne er rigtig glade for vores indsats, og det er noget helt specielt når andre landes soldater får lov til at komme ind til os danskere på ”kuffen””, fortæller Tana. Hendes egen vej ind i Soldatermissionen var lidt kringlet.
Indiana Jones
Tana Pedersen var kommende arkæolog og ville være Indiana Jones. Hun ville ud at finde skatte. Men da hun som 16-årig så sit første soldaterhjem i Slagelse, blev der sået et frø. Siden så hun soldaterdokumentaren ”Armadillo”, som satte en proces i gang hos hende.
”En dag skulle jeg til Fredericia og tatoveres, men endte på Soldaterhjemmet. Pludselig var jeg en del af Soldatermissionen, og er nu uddannet Socialdiakon fra Diakonhøjskolen og har arbejdet en del med veteraner”, beretter Tana om den livsforandrende tur til Fredericia.
Ukristelige tatoveringer
Tana har været perifer kristen, som hun kalder det, men som FDF’er og på den katolske skole, blev der sået nogle frø.
”Jeg troede ikke, jeg kunne være kristen, når jeg gik med tatoveringer og klædte mig ret spraglet”, fortæller hun. Hun var en tur omkring Blå Kors og startede senere uddannelse på Diakonhøjskolen i Århus.
”Her var mit hjerte klar til at åbne sig for troen, for de tillod mig at gøre det, samtidigt med de åbnede deres for mig. Så jeg gav det lov til at rulle, og i dag betyder troen på Gud en del for mig”, udtrykker Tana Pedersen.
Særligt har Tana fået hjælp i den bøvlede proces med at komme afsted til Letland. ”Her har jeg brugt min tro sygt meget. Den er blevet en havn, som jeg ikke lige har kunnet forudse”, slutter Tana Pedersen, der rejser ud med den mere erfarne soldaterhjemsleder Lærke Sørensen, søndag 16. oktober, til Letland.
Tak for andagten
Der bliver holdt andagter på soldaterhjemmet. Det starter ofte med en sang, f.eks. afspillet fra Youtube.”Du som har tændt millioner af stjerner”, ”Lille Guds barn”, ”Op al den ting, som Gud har gjort”, ”Der er en tid til at tale” af Lars Lilholt eller Eric Claptons ”Tears in heaven”.
”Sangene giver på hver deres måde anledning til at tale om sorg og tab, om angst (det nye, krigen), det ukendte, det der er slut, og det at alting slutter”, fortæller en tidligere udsendt soldaterhjemsleder, og slutter: ”Soldatermissionens budskab er hele vejen, at det kan godt være, at du ikke synes at du tror på Gud, men Gud tror på dig”. Når soldaterne rejser hjem, siger de ofte: ”Jeres andagter har virkelig været meningsfyldte – det er noget vi kommer til at savne”.