Årsmødeberetning 2022

Ved. Landsformand, provst Ole Rasmussen

Når vi mødes til Årsmødet, vil vi have fokus på fremtiden. Der for har jeg samlet nogle hovedpunkter fra det forløbne år.

Krig i Europa:

Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar har ændret verdenssituationen. Krigen har meget store omkostninger for ikke mindst Ukraine og Rusland, men konsekvenser for hele verden. I KFUM’s Soldatermission mærker vi det konkret i, at 800 danske soldater i maj blev sendt til Letland for at styrke Nato, og at et bredt flertal i folketinget bevilgede flere midler til Forsvaret. I første omgang 7 mia. og frem til 2033 vil Danmark øge forsvarsbudgettet, så vi kommer op på 2 % af BNP. Vi er sikre på, at det også vil kunne mærkes på vore soldaterhjem, når der skal uddannes flere soldater.

Kongelig protektor og grøn kirkelig organisation:

Siden 2012 har kronprinsesse Mary været protektor for KFUM’s Soldatermission. Vi er beærede over, at hun på den måde ønsker at kaste glans over vores opgave. Det er derfor også en glæde, at hun har bekræftet en forlængelse for yderligere 5 år frem til 2027.

Et synligt bevis på at vi arbejder med bæredygtighed er, at vi fra 1. januar er blevet certificeret som en ”Grøn Kirkelig Organisation”.
Det bæredygtige kommer bl.a. til udtryk ved, at de seneste 2 kantinevogne er el-biler, og at der er foretaget mange energiforbedringer på soldaterhjemmene.

Vision 2025:

Vi er i fuld gang med at virkeliggøre Vision 2025, som har bæredygtighed som overskrift. Bæredygtighed skal naturligvis her forstås meget bredt. Bæredygtigheden spænder over alle vores arbejdsgrene. Med grundlag i vores kirkelige værdigrundlag, taler vi om bæredygtighed omkring økonomi, det sociale, det organisatoriske og den miljømæssige bæredygtighed.
Det er vigtigt for mig, at en vision ikke bare bliver et stykke papir i skuffen, men at det er noget, vi arbejder med i hele organisationen. Ved alle vore bestyrelsesmøder, såvel som ved KAU møder, lederdage og rundt i hele organisationen er Vision 2025 et fast punkt som det allerførste på dagsordenen!

Vision 2025 har fokus på Bæredygtighed og Formanden har gjort den til en del af et hvert møde i bestyrelsen.
Formanden og HKH Kronprinsesse Mary under en udsendelse.

Medarbejdere:

I efteråret 2021 blev der igen lavet en Trivselsundersøgelser blandt medarbejderne. Resultatet var rigtig flot, men ikke desto mindre har vi haft et udfordrende år, hvor vi har manglet medarbejdere. Vi har haft mange ubesatte volontørstillinger og det har slidt på de øvrige medarbejdere og tvunget os til at holde mindre åbent.

Der er siden sidste år ansat nye soldaterhjemsledere i Vordingborg og i Fredericia. 1. januar tiltrådte tidligere sognepræst og feltpræst Helle Frimann Hansen i Vordingborg, og fra 1. april er Daniel Nørgaard Poulsen tiltrådt som soldaterhjemsleder i Fredericia. Daniel har netop afsluttet kandidatuddannelsen i diakoni som en overbygning på en 3 K uddannelse.

Den 1. april tiltrådte Steffen Reimers-Nielsen som veteranfaglig leder med basis i Høvelte. Steffen har en kandidatuddannelse i socialt arbejde og har siden 2020 været ansat som veteranmedarbejder i Høvelte.

Flere nye medarbejdere til såvel udlandet som til soldaterhjem og veteranarbejde i Danmark er præsenteret i Soldatervennen i løbet af året.

Økonomi:

Vores formål er jo at forkynde evangeliet i ord og gerning til soldater, veteraner og pårørende. Mission har altid kostet penge, og vi må sige, at corona nedlukningen har bevist, at det ikke er en god forretning at drive soldaterhjem.

KFUM’s Soldatermission økonomi står på 3 ben. Dels de midler som vi tjener ved at drive soldaterhjem og dels de indtægter som kommer fra soldatervenner og genbrugsbutikker. Dertil kommer Forsvarets støtte til arbejdet via Finansloven. Den samlede omsætning var på 43 mio., hvoraf tilskuddet via finansloven udgjorde de 11,6 mio.

Flotte arvebeløb og store private gaver samt sparede omkostninger har betydet, at KFUM’s Soldatermission fik et overskud på kr. 3,9 mio. i 2021.

Budgettet for 2022 er et 0 resultat, efter at KFUM’s Soldatermission har fået 1 mio. ekstra fra Forsvaret til drift af soldaterhjem i Danmark og kr. 500.000 til veteranarbejdet.

I 2023 bliver tilskuddet til soldaterhjem i Danmark yderligere hævet med 1. mio. og dertil kommer en stigning fra kr. 600.000 pr. år til 1,2 mio. til de udenlandske hjem.

Baglandet er afgørende:

Soldatervenner og frivillige er helt afgørende i det daglige arbejde og med støtte og forbøn. Mange timer bliver der lagt i vore 14 genbrugsbutikker, i kredsarbejdet og med praktisk hjælp på soldaterhjem. Ved forskellige store arrangementer som Airshow, Åben kaserne/flådestation/hede osv., er der et super-godt arbejdsfællesskab, og der tjenes mange penge til arbejdet.

Det giver respekt i Forsvaret, at 175 frivillige i alle aldre var i sving i Karup den 19. juni, da 125.000 samledes for at opleve Airshow i flot sommervejr.

TAK til alle for forbøn, gaver og praktisk arbejde!