Da David stod uden arbejde og uden mål for fremtiden, tog han til gudstjeneste, og det ændrede hans liv. Uden kendskab til KFUM’s Soldatermission kom han på besøg og blev fanget af den gode stemning. Vi har spurgt David, der i dag er formand for Soldatermissionens Unge, om hvad der skete.
Jeg vidste ikke hvad soldatermissionen var, inden jeg startede. Jeg havde et job i en stor virksomhed, men var ikke tilfreds. Jeg trivedes ikke. En dag sagde jeg mit job op, og samme dag tog jeg til ungdomsgudstjeneste. Der mødte jeg en, jeg kendte. Hun var datter af en soldaterhjemsleder, og da hun hørte om min situation, at jeg stod uden job og uden retning, så anbefalede hun mig straks at tage med ud på soldaterhjemmet. Jeg var lidt skeptisk, for jeg vidste jo ikke rigtig hvad det var, men jeg blev ansat. Nu er jeg igen ansat på soldaterhjem, og jeg har ikke planer om at tage herfra foreløbig!