Dagens oplevelse i Borris

Flere Soldaterhjem har ofte oplevelser med veteraner. Der er mange steder, hvor det er naturligt at veteraner mødes. Nogle gange bare for en snak, andre gange for at mindes en kammerat eller grine af fælles minder. Atter andre gange bliver det en stor oplevelse. Et arrangement i samarbejde mellem KFUM’s Soldaterhjem og en lokal veteranforening. Sådan en dag havde de i Borris, her i efteråret.

Kirsten er Soldaterhjemsleder i Borris og hun havde planlagt en tur for nogle veteraner og deres børn i området omkring skydebanerne i Borris skydeterræn. ”Vi har i dag haft besøg af foreningen Veteraner ved Fjorden, efter forudgående aftale med Martin. Foreningen havde selv lagt det på Facebook, at der var arrangeret tur til Borris skydeterræn i dag kl. 11.00” fortæller Kirsten.

”Vi har haft en rigtig dejlig dag med 8 voksne og 5 børn. Jeg kørte foran i Kuf-vognen, rundt i det åbne skydeterræn.” KUF-vognen er noget som mange soldater forbinder med deres rekruttid. På en kold og våd dag på øvelsesterrænet opleves varm kakao og et venligt ord som en gave. ”Vi gjorde holdt ved fiskegydeplads ved Omme Å og fortsatte til et udkigssted, hvor der var borde og bænke. Her kunne vi nyde pølser/brød og varme Cocio, der blev købt i Kuf-vognen. Derfra kørte vi til Soldaterhjemmet. Vi gik rundt og de så det hele. Det giver nogle gode snakker med børnene, for far kan fortælle mange hyggelige ting fra soldaterhjemmet. Vi sluttede kl. 14.”

Turen var en stor succes og der var stemning for at gentage den. ”De gav udtryk for, at de gerne så det gentaget med besøg på Soldaterhjemmet. Flere foreslog at det kunne måske være en aften med bankospil. Det ville for mig gove rigtig god mening.” fortæller en glad Kirsten og afslutter ”Og lejren siger ok for at de må komme et par gange i året. Det glæder vi os til. Det var dagens gode oplevelse.”