Tidligere i år begyndte en indsamling til en KUF-vogn til soldaterhjemmet i Haderslev. Indtil nu har det nemlig været soldaterhjemsleder Anne Dorthe Bøjgaard Nielsen, der stod med sin egen bil ude på øvelsesterrænet og solgte kaffe og kage. Nu er pengene endelig i hus og både soldater og soldaterhjem glæder sig til den nye luksus.
KUF-vognen er kendt af mange soldater, som redningen på en kold og våd vinterdag, når man er på øvelse. Mange soldaterhjem har specialindrettede kassevogne, der kan indeholde alt fra slik til varme pølser og kaffe. Ideen er at der laves en aftale med soldaterne om hvornår der er brug for et soldaterhjem på farten, og så kommer KUF-mor eller KUF-far ud med mad til de danske Jenser.
Anne Dorthe har naturligvis overholdt alle regler om madfremstilling og derfor har udvalget i hendes private bil været stærkt begrænset. Med en ny bil kommer nye muligheder. ”Vi glæder os så meget til at kunne glæde soldaterne endnu mere med den nye vogn” fortæller Anne Dorthe begejstret. ”Det bliver alligevel tit mig selv, der kører ud på øvelsesterrænet, men det at kunne have varm mad med til dem – det vil gøre lykke!” uddyber hun med et stort smil.
Det har længe været et ønske fra både soldater og soldaterhjem at kunne udvide arbejdet med KUF-vogn kørsel, men nu bliver det inden længe muligt takket være generøse donationer. ”Det er så dejligt at mærke hvordan folk støtter op om soldaterhjemmet!” smiler Anne Dorthe. Vi siger mange tak!!
Det næste projekt i Haderslev bliver en omfattende renovering af soldaterhjemmet, der kan fejre sin 100-års fødselsdag i 2023. Der er nedsat en komité, der arbejder for at rejse penge til ombygningen, blandt andet bestående af byens borgmester, regimentschefen kasernen i Haderslev, biskoppen og medlem af Folketinget samt tidligere minister Hans Chr. Schmidt (V) er med i lokalkomitéen. Det bliver spændende at se hvordan projektet udvikler sig.