Vi ankommer til Borris soldaterhjem lidt før kl. 10 en torsdag formiddag. Her har Kirstens mand og daglige medhjælper Vagn, pakket kantinebilen. Pølsekogeren er sat på vågeblus og de varme Cocio lagt i flamingokasser. Der er fast 2 ture om dagen, og er der ønske om en tur ekstra senere på aften klares det også. Kirsten sætter sig bag rattet, jeg ved siden af. Vi skal rundt i skydeterrænet til 4 poster, og jeg får lov at interviewe, mens vi kører. Jeg spørger Kirsten, som er uddannet diakon, om der er forskel på at arbejde på et soldaterhjem og et af de andre af kirkens institutioner indenfor socialt arbejde. Kirsten fortæller, ”at på soldaterhjemmet bliver man glad i låget! Vi får masser af positiv energi”, fremhæver Kirsten. Men det dobbelte kærlighedsbud, om at elske sin næste som sig selv, gælder ifølge Kirsten lige stærkt indenfor alt kirkeligt arbejde.
Man kunne jo spørge, om soldaterne i tjeneste oplever soldaterhjemslederens tjeneste som diakoni, når man arbejder blandt dem? Kirsten kalder tjenesten en slags afhængighed. Soldaterhjemslederen er afhængig af Jesus, som sætter i tjeneste. Soldaterne er afhængige af hinanden i deres tjeneste, hvor udfordringer og prøvelser ofte giver et nært og måske livslangt venskab. Soldaterne er fuldt ud klar over hvem vi er, og hvad vi står for, og korset er ikke et sjældent syn i en kæde om halsen eller som tatovering. En overordnet udtalte en aften på soldaterhjemmet: ”Hvor er det godt, at I er her – fællessangen samler”, og han hilste med et: ”Guds fred”, da han gik.
Glæden lyser ud af soldaterne da de ser Kantinevognen, og de flokkes ved bagsmækken, Kirsten langer brød og kage over disken. Som både en Martha og en Maria må hun være den gæstfrie vært, som rækker den frysende og sultne det, han trænger mest til. Kirsten presser bevidst ikke noget ned over hovedet på soldaten, men er opmærksom. Hun er åben for muligheden for også at række ordet videre. Kirsten har fået trykt et A5 stort ”Nådeord”, som hænger i øjenhøjde på bagsmækken, og hun oplever, at soldaten ser det. En dag var ordet fra Johs 3 v.16, og en af de friske spurgte, om det gav procenter, hvis man hed Johannes. Kirsten var hurtig og svarede, at hvis han kom om en uge og kunne verset udenad, ville det nok give lidt. Soldaterne omkring Johannes lo, fiskede mobilen op og tog et billede af Nådeordet, for de skulle jo øve verset med deres kammerat. En puffede til ham og sagde: ”Du hedder da ikke Johannes”, og der opstod en gemytlig stemning. Måske var det ikke hans navn, men han blev en slags Johannes, som måske kom til at bane vejen for Herren.
Skydeterrænet er fantastisk. Kirsten nyder turene, hvor hun af og til ser krondyr, harer og rovfugle. På 2. post ser vi lærken og hører dens muntre sang. Jeg kommer til at tænke på frihedssangen: ”En lærke letted`” og det fører til spørgsmålet om, hvorvidt krigen i Europa mærkes blandt de menige. Kirsten har hørt en enkelt sige, at det pludselig kom tæt på. Men omvendt har hun også oplevet, at hun engang kom for tidligt ud til posten og fik bemærkningen: ”Vi er jo lige i gang med en krig”. Humor er et godt våben for os alle, og vores soldater gør det godt. De er flittige, påpasselige, og kæmper sammen. De bliver godt rustet og sætter en ære i at blive dygtige til at forsvare vores land. Den sidste post på vores ”kuf-tur” er et dronehold. Her er der undervisning i præcision og styring med udenlandske deltagere.
Gud har almagt, men giver ansvaret over til os. En soldaterhjemsleder har mange ”i sit brød”, og Kirsten giver udtryk for, at hun indimellem kan tænke: ”Får jeg nu også rakt det levende brød videre?” Hun fortsætter: ”Vi holder altid bibeltime på vores ledermøder, og har uddannelsesforløb og foredrag for at blive fyldt på. Når jeg har jobsamtale med de unge medarbejdere, er et af hovedspørgsmålene, om de kan se sig selv stå for en andagt. Jeg vil aldrig presse de unge til at forkynde, men håber at de ser, hører og tager ved lære, når den modne medarbejder holder aftenandagten”. Kirsten er optaget af at finde nye tiltag til at få flere til at komme ind på soldaterhjemmet, men stadig er Borris en skydekaserne, hvor soldaterne kun kommer i kort tid. De er ofte trætte og har været på øvelse og til undervisning hele dagen, derfor kan et lille smil, en kort samtale eller et par tørre handsker blive til diakoni i KFUM`s Soldatermission.
Sidst udtrykker Kirsten sin taknemmelighed overfor bestyrelse og soldatervennekreds. ”Vi er privilegerede ved at kunne bruge bestyrelsesmedlemmer til praktiske ting og få hjælp ved større arrangementer. I år skulle soldatervennekredsen have afholdt Cykelsponsorløb, som er et af Borris` egne påfund. En festlig formiddag, hvor mange møder op med deres cykel. Ved dette løb, som køres hvert 4. år, går de indsamlede midler til forbedring af selve soldaterhjemmet. Et rigtig godt tiltag, som desværre må aflyses pga. restriktioner om større grupper på militært område”. Kirsten holder meget af at komme ud og fortælle om sin tjeneste. Dette er en særlig del af arbejdet, fortæller hun: ”Jeg nyder at møde de mennesker, som også står bag soldatermissionen. Her mødes vi om en fælles sag, om det er i store kredse eller i små, så kan vi gensidigt mærke hinandens tjenerskab, i gode oplevelser, stor offervilje, pengebeløb og særligt i forbøn”. Kirsten Nørmark Jensen afslutter vores snak om Diakoni med ordene: ”Alle har vi en opgave i at elske vor næste, hvor vi må sætte vor lid til Guds rige nåde. Vi har lov til at være små, og mærke, at Gud lægger sin hånd på os og velsigner vor tjeneste med sin fred”.