I skal lige have en lille hilsen og updatering
Sneen har igen taget godt fat i Camp Valdemar, og vi vågende op til et hvidt lag på en 10 centimeters penge. Sidste leaverotation smutter på tirsdag, og så gå vi en meget stille uge i møde med kun 1/3 del i lejren. Her skal vi blandt andet bruge tid på at bage op til øvelsen så vi kan komme ud og servicere lidt i felten. En slags impro kufvognstur, bare uden kufvogn.
Vi håber vejret er mildere ved jer, og at i kan mærke foråret snarlige indtræden!
Vi var fredag til et vanvittigt smukt arrangement, i Riga domkirke, med forbøn og mindehøjtidelighed for krigen i Ukraine. Oplevelsen satte sig dybt i mig, og jeg blev simpelthen nødt til at skrive et par ord om den. Dem får i lige med:
Fredag d. 24 februar var og er en særlig dag. Det er dagen der markerer at et år nu er gået fra krigen i Ukraine for alvor, havde sit indtog. En begivenhed, der har haft en enorm indvirkning for alle der er direkte berørt af krigen og dens konsekvensers, men den har også haft en påvirkning i vores egen lille andedam. Den er er grunden til Danmark lige nu har tilstedeværelse i Letland netop nu.
8 soldater, 2 soldaterhjemsleder og 1 stks præst stiller lidt i 5 en frostkold fredag aften uden for den smukke store kirke. Mens vi venter på sidste mand, kommer en flok gående forbi. To på krykker. Én er benamputeret. Det er ukrainske soldater sammen med deres pårørende. Ukrainske soldater der har betalt en tårnhøj pris. Når vi sidder i lejren, og dagene bare går kan det hele føltes lidt fjernt. Men lige der på kirkebænken til forbøn. Der fylder alvoren.
Vi har tidligere fået at vide af letterne, at vores tilstedeværelse betyder noget for dem. At det gør dem trygge. Men her danske og ukrainske soldater side om side på kirkebænken, mens korets smukkeste sang og præstens messen fyldte det store kirkerum, der mærkede jeg det virkeligt.
Fadervor klinger lettisk ud i rummet, mens jeg bagved mig hører den danske svagt mumlet i et forsøg på at holde tempo og takten som vi kender så godt. Samhørigheden tager fat. Sammen i kirkerum, sammen i bøn, sammen i tro og sammen i håb.
Det vær en kæmpe oplevelse på trods af at jeg ikke forstod et hak af de lettiske prædikener. Det behøver man heldigvis ikke for at opleve troens fællesskab.
Venlig hilsen
Tana
