Tekst af Filip Hove Kristensen og Olexandra Sorokopud
Det danske samfund investerer økonomi, militærhjælp og politisk opbakning i Ukraines forsvarskamp for deres land efter Ruslands fulde invasion den 24. februar 2022. Der er stor folkelig opbakning til at hjælpe Ukraine med at forsvare deres egen og vores frihed.
Civilsamfundet er godt i gang med at yde støtte til mennesker i Ukraine, som for de flestes vedkommende står i helt nye situationer. I Ukraine arbejder YMCA Ukraine bl.a. på at støtte deres soldater, veteraner og deres familier. Derfor ønsker YMCA at etablere et reelt arbejde for soldater og veteraner.
Er der behov for KFUM´s Soldatermission?
Olexandra Sorokopud fra YMCA Lviv har flere gange besøgt KFUM’s Soldaterhjem for at se og høre om arbejdet. “Selvom vi allerede er i gang med nogle initiativer, så har vi brug for internationale partnere, som har erfaringer, der kan bringes i spil, og som er villige til at hjælpe. Det, jeg har set hos jer i Danmark, vil være meget værdifuldt for os,” siger Olexandra.
“Soldaterhjem” er en meget konkret måde at vise, at det enkelte menneske har unik værdi. Noget, vi mange steder stadig kæmper med, da arven fra Sovjettiden devaluerede menneskers værdi, påpeger Olexandra.
Men der er brug for at få opbygget et pilotprojekt, og det kræver et grundigt stykke forarbejde at undersøge. Derfor har KFUM’s Soldatermission indvilget i at undersøge, hvad og hvordan denne indsats over de kommende år kan se ud, hvorfor Filip Hove Kristensen er ansat til denne opgave.
KFUM og KFUK har i mange år har arbejdet med Ukraine og skabt aktiviteter for børn og unge. Men nu, hvor der også er et særligt fokus på at skabe tilbud for veteraner, er der brug for KFUM’s Soldatermission.
Kan KFUM’s Soldatermission hjælpe? Ja, er Filips klare svar.
“De kristne værdier, erfaringer og et godt netværk gør, at jeg tror på, at KFUM’s Soldatermission kan blive en form for fødselshjælper for et soldater- og veteranarbejde i Ukraine,” uddyber Filip.
Bestyrelsen i KFUM’s Soldatermission vil i løbet af foråret 2024 tage stilling til, hvordan KFUM’s Soldatermissions konkrete rolle bliver.
Ukrainske Olexandra Sorokopud og danske Filip Hove Kristensen var begge med, da YMCA Lviv blev re-etableret for 10 år siden.
Filip Hove Kristensen er ansat som projektleder i KFUM’s Soldatermission til at oprette og etablere det nye KFUM’s Soldaterhjem i Skrydstrup og være ansvarlig for YMCA Ukraine-projektet.