For nylig har Danmark sendt soldater til Estland, som en del af NATOs fremskudte tilstedeværelse i øst. De ca. 200 danske soldater har fået selskab af to soldaterhjemsledere, der er udsendt for første gang. I deres første uger på jobbet fik de to veninder besøg af den danske statsminister, Mette Frederiksen, og en række partiledere.
Men hvem er de to danske kvinder, der har valgt at lægge de hjemlige strande bag sig og tage ud med de danske soldater? De to ledere er Åse og Birgitte – begge 64 år gamle og fra Nordsjælland.
De har begge en forbindelse til KFUM’s Soldaterhjem og et vist kendskab til det at være udsendt som soldat, dog på hver sin måde. Åse er gift med Bent. De har to voksne sønner, hvoraf den ene er politibetjent og selv har tre børn, mens den anden har været udsendt som soldat i Irak to gange. Birgitte var i en periode ansat på KFUM’s Soldaterhjem i Høvelte, og derfra var springet til en udsendelse måske ikke så stort. I Høvelte bor der en del veteraner i både SoldaterRekreation og Veteranbo, og huset er altid fyldt med værnepligtige og ansatte fra kasernen.
Birgitte er gift med Johnny, og de har fire børn i alt. Birgitte har i mange år arbejdet som børnehaveklasselærer og de seneste 13 år som leder i Luthersk Missions Børnehus i Græsted. Hun valgte at sige op og prøve kræfter med soldaterhjemmet for at få nye indtryk. Nu er hun rykket til Estland, og de to veninder glæder sig over at kunne tage rollen som ”reservemødre” for de danske soldater. Åse gik på efterløn i september sidste år efter et langt arbejdsliv som pædagog – både i vuggestue, børnehave og sidst i sfo på Johannesskolen i Hillerød.
”Vi kommer begge i Hillerød frimenighed, hvor jeg er med i menighedsrådet, og hvor jeg er rigtig glad for at komme. Det er også, at Birgitte og jeg har vores relation sammen”, fortæller Åse. ”Vi er som sådan ikke meget tætte veninder, men syntes at vi passede godt sammen til sådan en opgave. Vi ser nok lidt ens på mennesker og har begge et stort omsorgsgen, har samme humor og er enige om, at ville fortælle om Jesus”.
Åse og Birgitte understreger, at de begge har erfaring med at snakke med forskellige mennesker om både gode og svære ting i livet, og som Åse siger: ”Vi har begge følt, at Gud ville have os til at rejse til Estland, hvor vi kan hygge, bage, grine og græde, sammen med vores soldater, der jo er langt væk, hjemmefra”. De to veninder føler, at det tit bare er et kram, der skal til, for at soldaterne føler sig set og værdsat.
Langt hjemmefra
Men hvordan er det at blive sendt langt væk hjemmefra? ”Det betyder alt for os, at både vores familier og vores menighed står bag os med støtte og forbøn. Vi kunne ikke have klaret det alene”, fortæller Åse og fortsætter: ”Vores menighed er jo vores åndelige hjem, og det var så godt, og også lidt rørende, med en forbønshandling sammen med dem alle sammen. Ingen af os har jo prøvet sådan noget før”.
Deres første møde med Estland var godt: ”Vi blev taget imod af den danske ambassadør, der stod og bød velkommen”, fortæller de to ledere. De fik på deres første dag at vide, at deres rolle var meget vigtig på denne mission. ”Vores møde med de danske soldater her i campen er helt overvældende. Vi har kun mødt glade taknemmelige og hjælpsomme mennesker, der har stor omsorg for os”. Soldaterne har hjulpet med at indrette soldaterhjemmet og blandt andet hængt ting op på væggene for de nye ledere.
Hvad laver man på et soldaterhjem?
”Jeg synes at vi er kommet godt i gang med at bage, og der skal bages meget på et soldaterhjem. Vi står op hver dag kl. 7, spiser morgenmad, og går i gang med vores opgaver”, fortæller Birgitte. ”Vi bager, rydder op, laver kaffe og hjælper for eksempel nogen med lidt syopgaver. Vi kører også ud med kage til vores soldater, der arbejder forskellige steder i campen, og til patienter der ligger i karantæne med corona”. Men livet er jo ikke kun kager, og særligt om søndagen bliver der kræset om soldaterne. ”Om søndagen laver vi lidt ekstra til frokost, og de glæder sig meget til, at vi får bagt noget rugbrød. Det kan man nemlig ikke få her”, fortæller Åse. Arbejdet på et soldaterhjem er også forkyndelse, og i den sammenhæng er det godt at kende feltpræsten: ”Vi har fået et godt samarbejde i gang med vores feltpræst. Han vil holde gudstjeneste søndag aften, og så holder vi en lille andagt alle de andre dage. Vi møder stor respekt fra soldaterne. De slukker for fjernsynet og lytter til hvad vi fortæller, og det er vi glade og taknemmelige for. Vi ved jo at Guds ord aldrig vender tomt tilbage, og det er vores bøn, at bare en eller to må få et møde med Jesus”.
Hvordan behandler Estland jer?
Foreløbig har de nye soldaterhjemsledere udelukkende været på det militære område. ”Vi håber på, at vi kan få lov til at komme med på nogle ture og se lidt af Estland. Man skal have tilladelse til at forlade campen herude, men man kan godt få lov at låne en bil til en tur.” siger Åse. Dog er der en regel om at man mindst skal være to på sådan en tur af sikkerhedsmæssige årsager. ”Vi føler os fuldkommen i trygge hænder her”, fortæller Åse begejstret. Selv om de to ledere aldrig fik den militæruddannelse, som de var blevet stillet i udsigt, og som normalt er et krav for at kunne blive udsendt, er de to veninder altså trygge ved situationen.
Senest har de danske partiledere og den danske statsminister været på besøg på soldaterhjemmet i Estland. Som et led i den rejse som politikerne for nylig har foretaget i Østeuropa, gik turen selvfølgelig forbi de danske soldater i Estland. Der var selvfølgelig strenge sikkerhedsregler, mens de fremtrædende politikere var på besøg, og soldaterhjemslederne måtte for eksempel ikke selv tage billeder. Her blev møder og foto-muligheder henlagt til soldaterhjemmet, og statsministeren delte på sin egen instagram-konto billeder af Åse og Birgitte med rosende kommentarer. Både soldater og politikere anerkender den store betydning, som soldaterhjemmet har for de udsendte.
Når man nu påtager sig sådan et vigtigt job og rejser langt væk for at udføre det, hvad bringer fremtiden så? ”Når vi kommer hjem, vil jeg fortsætte med min efterlønstilværelse og hygge mig med børnebørn, mens Birgitte vil se tiden an. Efter hjemkomsten trænger hun helt sikkert også til samvær med sine nærmeste”, smiler Åse.