Forsvaret bliver ofte en identitet for dem, der gør karriere inden for det. Men paradoksalt nok kan diagnosen PTSD også blive en identitet. Det er tanker som kom frem i en snak med Stella og Maja, der begge arbejder med veteraner på KFUM’s Soldaterhjem i Høvelte. “Når man ikke længere har en karriere, men kun en diagnose, så bliver diagnosen ind i mellem en identitet. Følelsen af at ”være syg og ødelagt” kan komme til at fylde meget, og det bliver svært at overskue, at man kan have en identitet ud over det” fortæller Stella og Maja supplerer “Man fastholdes så i sin sygdom, fordi man føler, at man ikke er andet, når man ikke længere kan leve op til alt det, man kunne før, man blev ramt”. Her kan samværet med andre veteraner hjælpe. Andre, der har været udsendt og som forstår, hvordan det er, men som ikke selv er skadet i nævneværdig grad. Hermed opstår et fællesskab – en fælles identitet som ”veteran” og ikke ”skadet veteran”. Mange, også unge medarbejdere, har fordomme om, at for at være veteran skal man være gammel og syg, fortæller veteranmedarbejderne Maja og Stella. De ryster lidt på hovedet og deler deres oplevelse af at møde så mange forskellige typer af veteraner, at de finder det mærkeligt at lave så snævre definitioner af veteraner.
Når skadede balkanveteraner mødtes til ”modelbyggeraften” på KFUM’s Soldaterhjem i Varde, var det længe en homogen gruppe. Det er det ikke længere. Nu er der kommet en Afghanistanveteran med også, og han er ikke skadet, men velfungerende. Veteranmedarbejderen Thomas har bemærket, at det har ændret gruppens dynamik. Det, at der er en veteran med egen lejlighed og job, giver dem alle et løft, for nu er de veteraner sammen – ikke skadede veteraner. Det, Thomas vægter meget i arbejdet, er, at skadede veteraner mødes med andre veteraner – med veteraner, der fungerer. ”Identiteten bliver ofte, at familien er gået i stykker, og man er fyret fra Forsvaret, så man ”kun” er en skadet veteran. Ens identitet ligger i det, der er gået i stykker. Men hvad så hvis man pludselig får det bedre? Man mister sin identitet, hvis man kommer ud af det”, bemærker veteranmedarbejderen. Hans pointe er, at man grundlæggende er veteran, og nogle gange går det godt, andre gange ikke så godt. Man har livserfaringer, ligesom alle andre, men det er ikke det, der definerer en. Thomas prøver at bryde det op, så der ikke er skadede veteraner og fungerende veteraner – men veteraner. Det giver mulighed for, at man kan spejle sig i det, de andre gør.