Soldaterhjemmet i Haderslev: 100-års jubilæum

100 år med op- og nedture, men en konstant støtte fra de lokale soldatervenner til at bevare soldaterhjemmet.

Fejring af et særligt jubilæum og et hjem for soldater i Haderslev

KFUM’s Soldaterhjem i Haderslev har spillet en central rolle for soldaterne gennem årene, og i år kan det markere sit 100-års jubilæum. Med en historie præget af genåbninger og frivillig indsats, har soldaterhjemmet været en tryg oase for soldaterne, hvor de har fundet fællesskab og støtte. I anledningen af jubilæet har vi samlet en gruppe af nuværende og tidligere ansatte og frivillige på stedet til en snak om udviklingen og betydningen af soldaterhjemmet.

Anny Rønne, Thorkild Sørensen, Grethe Nielsen og Anne Dorthe Nielsen har tilsammen bevidnet udviklingen på soldaterhjemmet i Haderslev siden 1963.
Anny Rønne, Thorkild Sørensen, Grethe Nielsen og Anne Dorthe Nielsen har tilsammen bevidnet udviklingen på soldaterhjemmet i Haderslev siden 1963. Foto: HKP.

Et hjem væk fra hjemmet: Støtte og tryghed

Soldaterhjemmet har altid fungeret som et hjem for soldaterne, hvor de har følt sig velkomne og støttet. Anny Rønne, der var soldaterhjemsleder sammen med Birger Rønne i 1990’erne og 2000’erne, husker, hvordan hun og Birger blev som forældre for soldaterne. Soldaterne vidste, at de altid kunne regne med dem, uanset tidspunktet på døgnet. Fx kom en fortvivlet soldat en sen aften til Birger, da hans overordnede havde sagt, at han skulle bruge hårnet dagen efter, hvis ikke han blev klippet. Birger og Anny stod naturligvis klar til at hjælpe, og dermed blev ”Birgers Barberbiks” til. Biksen blev så populær, at man året efter kunne renovere badeværelse for overskuddet. Soldaterne fandt ikke kun en plads til klipning, men også et trygt sted, hvor de kunne dele deres bekymringer og glæder.

Ostemadder og store fester

Thorkild Sørensen var ansat på soldaterhjemmet i 1963-1964, og Grethe Nielsen var ansat i 1974. De husker begge tiden som en god tid med et godt fællesskab. ”Vi startede kl. 7.00 med at smøre ostemadder, som soldaterne kom og spiste om morgenen. Der var også stort rykind hver aften, hvor vi serverede bøfsandwich og hotdogs,” fortæller Grethe Nielsen. Dengang havde soldaterne længere værnepligt end i dag, og en tredjedel af soldaterne var i beredskab, så der var soldater på kasernen både i weekender og på helligdage. ”Vi var i stand til at skabe store fester med god stemning, fx til jul og nytår, og den ugentlige lagkagebanko,” fortæller Thorkild Sørensen.

Nytårsaften 1964 på soldaterhjemmet. Foto: Thorkild Sørensen.
Nytårsaften 1964 på soldaterhjemmet. Foto: Thorkild Sørensen.
Thorkild Sørensen var med til at sælge disse postkort til soldaterne på soldaterhjemmet, så de kunne skrive hjem. De gav 50 øre for postkortet og 25 øre for frimærket. Der var en postkasse lige ved døren, så det var nemt for soldaterne.
Thorkild Sørensen var med til at sælge disse postkort til soldaterne, så de kunne skrive hjem. De gav 50 øre for postkortet og 25 øre for frimærket. Der var en postkasse lige ved døren, så det var nemt for dem. Foto: HKP.
Birgers Barberbiks på kuffen i Haderslev
Anny Rønne viser, hvor skiltet til “Birger’s Barber Biks” hang i 1992/93 i hjørnet af fællesrummet tæt ved toiletterne. Biksen bestod af en stol, et spejl og en saks. Efter et par måneders forretning blev der dog også penge til at købe en trimmer til biksen. Foto: HKP.

En turbulent historie og lokalt engagement

KFUM’s Soldaterhjem i Haderslev har altid været et sted i forandring. Lukket og genåbnet flere gange siden 1980’erne har soldaterhjemmet været et udtryk for den vilje og kampgejst, som de frivillige soldatervenner har udvist. Uanset om kasernen var åben eller lukket, har de frivillige kæmpet for at bevare soldaterhjemmet. De har gennem årene udført utallige praktiske opgaver for at holde stedet i stand. Deres store engagement har været afgørende for, at soldaterhjemmet i år kan fejre 100-års jubilæum.

Genoplivning af minder og skabelsen af nye

Soldaterhjemmet har gennem årene betydet meget for soldaterne. Anne Dorthe Nielsen, der har været soldaterhjemsleder i Haderslev siden 2014, oplever ofte, at tidligere soldater kommer på besøg for at vise deres kære, hvor de slog deres folder, mens de var på kasernen.

Selvom soldaterhjemmet og forholdene på kasernen har ændret sig over årene, fortsætter det med at være et andet hjem for soldaterne. Med spil, god mad, komfortable sofaer og tv er soldaterhjemmet et sted, hvor soldaterne kan lade op, deltage i et fællesskab og finde støtte, når det er nødvendigt. Soldaterne har tillid til Anne Dorthe Nielsen og fortæller hende ofte ting, de måske ikke engang ville dele med deres egen mor.

For Kuf-mor, Anne Dorthe Nielsen, er det vigtigt, at soldaterhjemmet er som et hjem for soldaterne.
For Kuf-mor, Anne Dorthe Nielsen, er det vigtigt, at soldaterhjemmet er som et hjem for soldaterne. “Hvis fx jeg eller huset har gæster, fortæller jeg soldaterne, hvem vi har besøg af. Det er gør man i et hjem,” fortæller Anne Dorthe Nielsen. Pressefoto.

Man kan altid komme til kuf-mor

Robert på 20 år var konstabelelev på Haderslev Kaserne i foråret 2023 efter sin tid i værnepligt samme sted. Han besøgte soldaterhjemmet mange gange i løbet af sin tid på kasernen og peger på, at soldaterhjemmet er med til at sørge for, at man som ny i militæret kan få venner og blive en del af fællesskabet ved at være sammen på en anden måde i de hjemlige rammer. ”Jeg ved, at man altid kan komme ned til kuf-mor og snakke, hvis man har problemer. Der er nogen, der holder af en,” fortæller Robert, der også betegner maden på stedet som selvforkælelse en søndag aften, inden en hård uge.

En tidløs arv af fællesskab og støtte

Soldaterhjemmet i Haderslev bærer på en unik arv af fællesskab og støtte til soldaterne. Gennem 100 år har det været et hjem væk fra hjemmet og et trygt sted for soldaterne. Med sin historie om genopstandelse og frivillig indsats har soldaterhjemmet overvundet mange udfordringer og fortsætter med at være et centralt element i soldaternes liv i Haderslev. Det fejres med et jubilæum den 15. september med eftermiddagsreception og festaften på soldaterhjemmet i Haderslev.

Fakta om KFUM’s Soldaterhjem i Haderslev:
  • Åbnede den 30. april 1923 på Louisevej 2 og blev udvidet i 1955.
  • Oprindeligt var det en barak, man kaldte Fønix, fordi den kunne genopstå.
  • Den sidste del af den oprindelige Fønix-barak blev revet ned i 1980’erne og erstattet af et flot indgangsparti.
  • Soldaterhjemmet var helt eller delvist lukket i perioderne 1986-1990, 2000-2001 og 2007-2014.
  • Planer for et nyt og større soldaterhjem er under overvejelse.