Den nye udgave af Soldatervennen udkommer i denne weekend. Temaet i det nye blad er “Tro i Uniform” og her har vi spurgt flere forskellige tidligere og nuværende soldater, soldaterhjemsledere og garnisonspræster. Vores formand, Ole Rasmussen, har også gjort sig nogle tanker om det på baggrund af sine erfaringer som præst udsendt af flyvevåbnet – flyverpræst. Som optakt til udgivelsen offentliggør vi her hele artiklen. God læselyst!!
Tro i uniform
Jeg er blevet bedt om at give et bud på, hvad troen betyder for den, som er i uniform. Umiddelbart kan man svare ganske enkelt, at troen betyder det samme for alle, hvad enten man er i uniform eller ikke. Troen er kort formuleret et udtryk for, at der er tillid i relationen mellem det enkelte menneske og Gud – og som giver sig udslag i, hvordan man forholder sig til både sig selv og alle andre omkring sig.
Set på den måde er det alligevel et væsentligt spørgsmål, hvordan troen udfolder sig for et menneske i en militæruniform. Som uddannet soldat har man jo en uddannelse i at udøve magt med sig, og derfor kan det se ud som om, troen er en hindring for, at et menneske kan udøve sit hverv som soldat. Så enkelt er det dog ikke.
Egne erfaringer
Som det vil være de fleste bekendt, har jeg jo selv en baggrund som flyverpræst i 10 år. I den forbindelse har jeg af og til mødt det synspunkt, at jeg som præst skulle velsigne våbnene. Det er en udbredt misforståelse, som også fra tid til anden rettes mod KFUM’s Soldatermission.
Jeg har normalt svaret, at når Danmark udsender mennesker til at løse en opgave med at sikre frihed og fred i verden, er det også vigtigt, at vi sender nogen med, til at være der for dem. Det er sådan en opgave, jeg har været med til at løse som præst i Forsvaret, og det er også den opgave, vores medarbejdere står i dagligt, både på de hjemlige soldaterhjem, og når vi etablerer soldaterhjem ude i den store verden, hvor danske soldater er udstationeret.
Jeg har som præst i missionsområderne ofte oplevet, at min rolle som præst har været en god ventil i systemet. Med min tavshedspligt kunne den enkelte soldat tale frit med mig, og her blev der også af og til luftet den tanke, at det kunne være svært at se en mening med opgaven. Jeg kunne naturligvis ikke, hverken give soldaten ret i den udmelding eller modsige den. Til gengæld kunne jeg lytte, og det er faktisk ofte præstens vigtigste værktøj i det hele taget.
Præstens opgaver
Som præst i Forsvaret går man hverken med vinkler, striber eller stjerner. Præstens gradstegn er korset. Gradstegnet placerer den enkelte soldat i hierarkiet. Man er ligestillet med dem, som har samme grad, mens der i øvrigt er et system, hvor overordnede har kommando-ret over underordnede. Korset på præstens uniform fungerer i den verden som et spejl, for den spejler soldatens egen grad. Der skal den menige møde præsten, som var det en menig, han stod overfor, ligeledes skal en oberst møde præsten som sin ligestillede, nemlig som oberst. Det betyder, at præsten altid er ligestillet med den, han/hun står overfor.
Der er mange fine ting i det, og jeg har taget den indstilling med mig hjem til mit daglige præstearbejde, så jeg konstant minder mig selv om, at jeg er ligestillet med den, jeg møder, når jeg færdes i sognet. Faktisk er det en påmindelse til os alle som kristne, at vi skal have den indstilling til alle, vi møder. Der er ingen, der er mere værd end dig, og der er ingen, der er mindre værd end dig.
Præstens opgaver i missionsområdet er både klart definerede og ganske udefinerbare. Der skal holdes gudstjenester og ved særlige hændelser, er der vigtige opgaver at tage sig af, præsten går på husbesøg på arbejdspladserne, og så er præsten både med i velfærdstjenestens opgaver for at adsprede folkene, og samtidig er præsten chefens fortrolige og rådgiver i religiøse og kulturelle spørgsmål.
Når jeg har holdt gudstjenester i missionsområderne, er det ofte hændt, at en soldat har fortalt mig forinden, at han ellers ikke normalt går i kirke, men at han gør det, når han er udsendt. Min erfaring siger mig, at det både handler om, at vi jo rent faktisk holder en kristen gudstjeneste, men også at der er tale om et dansk kulturelt indslag – en hilsen hjemmefra.
Somme tider er det ofte en udbredt vits blandt soldater, at nu skal vi hen til præsten for at få en sjus! Præsten er nemlig den eneste i missionsområdet, der må håndtere alkohol. Derfor har jeg som regel gjort meget ud af at udlægge i min prædiken, hvad nadveren betyder. Da Jesus indstiftede nadveren, sagde han om brødet og vinen: Dette er mit legeme og Dette er mit blod. Så har jeg fortsat med at fortælle, at Jesus med det vil fortælle os, at ligesom vi tager brødet og vinen til os og ind i os og lader det blive en del af os selv, sådan skal vi også tage alt det, han står for, hvad han har gjort og sagt … til os og ind i os og lade det blive en del af vores liv. Det er ord, der har givet mening for mange soldater, kan jeg bevidne, og jeg er sikker på, at hvis de tager det til sig og ind i sig, kan det kun påvirke dem til at blive bedre soldater, der håndhæver sikkerheden i verden på en god og ordentlig måde.
Nadveren kan fylde for den enkelte soldat lang tid efter. Således oplevede jeg på et tidspunkt, da jeg var på transit gennem en militær lufthavn, at en ung soldat skulle hjælpe mig med at finde det rigtige fly videre. Hans opgave var at sørge for at videresende post og varer, men også at hjælpe danskere på transit videre til det rigtige fly. Den unge mand tog mig under sine vinger, og han syntes vist at det var spændende, at det var en præst. Han viste mig rundt, og i personalestuen fortalte han, at en præst havde holdt gudstjeneste for dem en dag. Han sagde, at hun holdt … det der … øh … hvad er det nu, det hedder? Det var nadveren, han talte om. Det havde betydet noget helt særligt for ham, og han brugte det bedste udtryk, han havde om det: Det var pissegodt. Her kunne jeg have korrigeret hans sprog og fortalt ham, at vi ikke taler sådan om det, men det gjorde jeg ikke. I stedet glædede jeg mig over, at ordene, også den dag lang tid efter, stadig gav mening ind i hans verden.
Mere intenst og lange ventetider
Det er en velkendt myte, at der er ingen ateister i skyttegravene. Argumentet er, at er man først midt i krigen, vil alle føle trang til at bede til Gud. Det holder bare ikke helt, er min erfaring. Det er ikke sådan, at man bliver troende af at være i krig, men min oplevelse er, at den tilgang til livet, man har med hjemmefra, bliver forstærket.
Hvis man hjemmefra er af den opfattelse, at der ikke findes en Gud, så vil man få det bekræftet så rigeligt midt i krigen. Men hvis man har en gudstro med sig, vil man støtte sig op ad det, når det går hedest til, for så kan man sige: Hvor er det godt, at der er en Gud, når verden er så ond! Det er faktisk noget af grunden til, at det er så vigtigt med gudstjenester og med andagter på soldaterhjemmene. Her giver vi nemlig den enkelte soldat noget med til den indre rygsæk, noget der kan trækkes på, når livet ser mere end svært ud. Det, de får med der, er en vigtig udrustning til en mission med Forsvaret og til livet i øvrigt.
Dybest set er der ikke særlig stor forskel på, hvad mennesker har brug for hjælp til, hvad enten de er i krig eller ej. Det er ofte de samme temaer, mennesker kan have brug for at tale med en præst om … et menneske at tale med. Det er bare ofte mere intenst i en krigszone. Det er min erfaring fra Flyvevåbnet, at hjemveen fylder meget for soldaterne under en udsendelse – de er ofte langt hjemmefra i en lang periode, og soldatens liv er fuldt af lange venteperioder. I de perioder kan hjemveen fylde rigtig meget. Tanken om dem derhjemme, spekulationer om børnenes velbefindende, om konen kan finde ud af det, hvis oliefyret går i stykker, og om folk derhjemme nu også forstår, hvad vi laver her. Det kan være svært at lægge det hele fra sig, selvom det er vigtigt, at man koncentrerer sig om arbejdet her og nu.
Tro med eller uden uniform
Det kan være svært at give et entydigt svar på, hvad troen kan betyde for en soldat, ligesom det kan være svært at fortælle, hvad troen kan betyde for alle andre. Det er væsentligt for mig at sige som Jesus, at den, der er tro i det små, vil også være tro i det store.
Det betyder, at når vi i de små hverdagssituationer har troen med som noget inden i vores tankesæt – der ligesom noget, vi har drukket og spist bliver en del af vores indre system – så bliver troen, og den tilgang Jesus havde til mennesker, også til den tilgang vi møder mennesker med. Det er måske den bedste måde at sikre freden og friheden i denne verden under alle omstændigheder.