Flotte nye rammer i Fredericia

Graffitikunst og Fællesskab: KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia fejrer en imponerende forvandling med et betagende vægmaleri og nye rammer.

Tirsdag den 12. september bød KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia på reception og fernisering af deres flotte nye vægmaleri lavet af graffitimaleren DonDato.

Flere af deltagerne måtte indrømme, at de da var en smule skeptiske, da de første gang hørte, at den store sal skulle fornyes med graffiti. Men selv skeptikerne måtte bøje sig, da de oplevede, hvor flotte lokalerne er blevet. Vægmaleriet er simpelthen imponerende.

Fornyelserne inkluderer:
  • Et imponerende gavlmaleri skabt af den talentfulde graffitimaler DonDato.
  • Nymalede vægge og nye gardiner, der skaber en indbydende atmosfære.
  • Et skur til smart opbevaring af ekstra møbler, så der frigives plads indenfor.
  • Et Dannebrog flag fra Kastellet i Fredericia, der har fået nyt liv svævende i loftet.
KFUM's Soldaterhjem i Fredericia fejrer flotte nye rammer. Rækken af talere i midten ved receptionen. Til venstre i sort trøje er kunstneren DonDato flankeret af en (levende!) landsoldat og borgmester Steen Wrist.
Rækken af talere i midten ved receptionen. Til venstre i sort trøje er kunstneren DonDato flankeret af en (levende!) landsoldat og borgmester Steen Wrist.

Flot donation

En særlig TAK til Fæstningsbyen Fredericias Venner for deres generøse donation, som gjorde alt dette muligt. Fredericias borgmester Steen Wrist overrakte donationen og takkede soldaterhjemmet for deres støtte til soldaterne: ”Det glæder mig at høre, hvordan I får de nye værnepligtige til at vokse i fællesskabet her. Tusind tak for dette og for jeres virke hver eneste dag.”

Ved receptionen blev der serveret kaffe og kage, og flere af gæsterne bragte hilsener til soldaterhjemmet i anledningen af ferniseringen, heriblandt borgmesteren og generalsekretær i KFUM’s Soldatermission Per Møller Henriksen.

En skeptiker blev overbevist

Jan Rasmussen, medlem af Fæstningsbyen Fredericias Venner og De Danske Landsoldater, deler sin begejstring over fornyelserne: “Jeg må indrømme, at jeg først tænkte, at graffiti da ikke kan være pænt. Men da jeg hørte, at maleriet inkluderede en landsoldat, der ligner mig selv i uniform, blev jeg alligevel nysgerrig,” fortæller Jan Rasmussen. Jan Rasmussen står hvert år udstationeret på voldene ved 5. og 6. julifejringerne i sin flotte, røde uniform, og måtte have syn for sagen om det nye maleri. ”Det er næsten ikke til at forstå,” er hans første reaktion, da han ser graffitikunsten på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia forud for ferniseringen. ”De detaljer, farver og det gennemgående flag i værket. Jeg er helt vild med det,” fortæller Jan Rasmussen.

Daniel Poulsen og Jan Rasmussen foran et udsnit af det nye vægmaleri på KFUM’s Soldaterhjem i Fredericia.

Soldaterhjemsleder Daniel Poulsen deler også sin glæde over fornyelserne: “Det nye gavlmaleri forbinder det moderne med det historiske samtidig med at hylde Føringsstøtteregimentet, Fredericias historie og soldaterhjemmets kristne grundlag. De nymalede vægge og det store Dannebrog flag giver sammen et fuldendt udtryk.”

Fornyelserne giver et tiltrængt løft af de indvendige faciliteter af soldaterhjemmet til glæde for de mange værnepligtige, konstabelelever og øvrige ansatte i Føringsstøtteregimentet og veteraner, der dagligt bruger soldaterhjemmet. Soldaterhjemmet fungerer som et civil, kristent fristed for soldater, veteraner og deres pårørende, hvor støtte, fællesskab og hjemlig hygge er i fokus. I løbet af sommeren har nogle af stedets boende veteraner også bidraget ved at male de nymalede vægge.