Landslotteri – succes i en coronatid!

Hvert år afholder KFUM’s Soldatermission et landslotteri. Det har lige fra begyndelsen i 1965 været båret af frivillige kræfter, der ofte har gået fra dør til dør og solgt lodsedler i hver deres lokale område. Også salg på soldaterhjemmene har været en foretrukken salgskanal.  I år var problemet, at salget blev besværliggjort af coronarestriktioner. Nu har vi fået gjort regnskabet færdigt for årets salg, og resultatet er slet ikke så skidt som vi havde frygtet.

Grundet coronapandemien forventede man at salget ville gå drastisk ned i år, netop fordi man ikke kunne mødes og sælge ansigt til ansigt. Salget af lodsedler faldt godt nok fra 72.659 i 2020 til 62.292 stk. i år, men også fordi lodsedlen samtidigt er blevet sat op i pris til 25 kr./stk. er omsætningen ikke faldet så meget, som  man havde frygtet. Vores trofaste lodseddelsælgere fandt nemlig hurtigt på nye veje at gå. Der blev solgt via sms, mails og breve, og gennem Landskontoret kunne man også bestille lodsedler direkte fra hjemmesiden. Særligt de nye elektroniske kanaler blev brugt flittigt og årets vinder af hovedpræmien havde da også benyttet sig af hjemmesiden til at købe sine lodsedler.

Indtægten på Landslotteriet er en vigtig del af Soldatermissionens indtægtsgrundlag og derfor en forudsætning for arbejdet blandt værnepligtige og veteraner. Derfor er det med stor glæde at økonomichef Steen Klejnstrup Sørensen kan fortælle at selvom indtægten lige som lodseddelssalget er faldet i år, så er det stadig et rigtig flot resultat. ”I år har vi tjent 1.178.506 kr. på lodsedlerne mod 1.293.678 kr. i 2020. Det synes jeg er virkelig flot” smiler Steen.

Mange soldatervenner og andre der støtter arbejdet med soldaterne, køber ikke bare lodsedler det enkelte år, men mange køber igen år efter år. Således har de trofaste købere og sælgere hjulpet Soldatermissionen igennem i år. Den samlede indtægt skyldes således i høj grad Soldatermissionens standhaftige og iderige bagland i soldatervennekredsene.

Lodseddeludvalget er allerede nu i gang med at designe den ny lotteriseddel og planlægge salget for næste år. ”Vi glæder os til at se hvad de nye elektroniske salgskanaler kommer til at betyde til næste år, når det hele er blevet lidt mere normalt” siger generalsekretær Per Møller Henriksen og tilføjer ”det er altid dejligt at opleve den trofasthed og fællesskab der er blandt soldatervenner – også omkring lodseddelsalget. Folk er gode til at hjælpe hinanden og arbejdet blomster – uanset om det er digitalt eller analogt.”

Fakta

Da man i 1965 afholdt det første KFUM’s Soldatermissions landslotteri, var det med ti biler som præmier og med et overskud på 800.000 kr. Lotteriet blev afholdt i forbindelse med købet af ejendommen i Gothersgade 115, København, der tidligere var ejet af KFUM foreningen i København. Bygningen blev fremover brugt til KFUM’s Soldaterhjem, pensionat/hotel og KFUM’s Soldatermissions landskontor indtil 2003.