Til nytårskur: Tak for Deres store indsats for Danmark!

Formand for KFUM’s Soldatermission, Ole Rasmussen, fik i år mulighed for at udtrykke sin taknemmelighed over for H.M. Dronning Margrethe II ved nytårskuren. Han var inviteret som repræsentant for KFUM’s Soldatermission, fordi vi har H.K.H. Kronprinsesse Mary som protektor.

Formand for KFUM's Soldatermission ved dronningens nytårskur 2024.
Formand for KFUM’s Soldatermission ved dronningens nytårskur 2024.

Ved nytårskuren kan alle deltagerne ønske ”godt nytår!” til dronningen og kronprinsparret. I år tilføjede Ole Rasmussen det, vi også siger til veteranerne: Tak for Deres store indsats for Danmark!

Med dronningens abdicering var det naturligvis noget ganske særligt at være med til nytårskuren i år.

”Det var stort, og jeg er beæret over at få lov til at sætte ord på de tanker, mange af os går rundt med i disse dage,” fortæller Ole Rasmussen.

Nytårskuren blev også et glædeligt gensyn med kronprinsparret. Formanden har bl.a. mødt kronprinsessen på KFUM’s Soldaterhjem i Afghanistan i 2009.

Det kommende kongepar har i det hele taget et indgående kendskab til KFUM’s Soldaterhjem, udover kronprinsessens tid som protektor for KFUM’s Soldatermission. Vores kommende konge har været soldat i mange år, og har i den forbindelse også haft sin gang på KFUM’s Soldaterhjem, hvilket han ved flere lejligheder har udtalt sig særdeles positivt om. Læs fx om hans besøg på soldaterhjemmet i Letland i 2023 her.

Formand for KFUM's Soldatermission Ole Rasmussen og H.K.H. Kronprinsesse Mary på KFUM's Soldaterhjem i Afghanistan, Camp Bastian, 2009.
Formand for KFUM’s Soldatermission Ole Rasmussen og H.K.H. Kronprinsesse Mary på KFUM’s Soldaterhjem i Afghanistan, Camp Bastian, 2009.

Det nye kongepar kan sandsynligvis se frem til at være far og mor til en eller flere soldater, og vi skal nok tage os lige så godt af dem, som af de øvrige unge danskere, der skal aftjene deres værnepligt. Vi vil fortælle dem, at vi er jo lige her for dem, som deres hjem, når de er langt hjemmefra i tjenesten. 

Hvad er dronningens nytårskur?

Dronningens nytårskur er en gammel institution i Danmark. Ordene kur og hof har begge som grundbetydning, at de benævner den gårdsplads, som er inde i slottet. At hoffet inviterer til kur, betyder derfor egentligt, at der er en parade i slottets gård, hvor vagten træder frem.

I Danmark holder majestæten derfor nytårskur, hvor rigets fremtrædende mænd og kvinder stiller an for at vise, at de fortsat er med til at holde riget kørende. Alle møder frem i rangorden, og til sidst i den række kommer de organisationer, der har en kongelig protektor. KFUM’s Soldatermission er repræsenteret her, da vi (indtil tronskiftet den 14. januar 2024) har H.K.H. Kronprinsesse Mary som protektor. 

Ved nytårskuren er der en særlig dresscode. Har man en gallauniform til jobbet, benytter man den, mens andre kommer i smoking eller lignende. Præstekjolen betragtes i den forbindelse som gallauniform, og da vores formand er provst, er det ligetil at vælge beklædningen. Tilmed møder de, som har det, frem med ordner og medaljer. Den slags er udtryk for anerkendelse for bedrifter fra fortiden.

Formand for KFUM's Soldatermission Ole Rasmussen ved dronningens nytårskur 2024.
Ved dronningens nytårskur kan man bære ordner og medaljer, hvis man har det. Blandt formandens dekorationer er medaljer fra udsendelser med Forsvaret, Nordic Veterans Medal of Honor i bronze, som han har modtaget pga. sit formandskab for KFUM’s Soldatermission, og Ridderkorset af Dannebrogordenen, som han har modtaget som provst.

”Da der er ganske få kirkelige organisationer, der har kongelig protektor, er der ganske få præstekjoler blandt deltagerne ved nytårskuren. Kombinationen med medaljerækken gør, at det er enkelt at falde i snak. På den måde fik jeg sidste år en særlig forbindelse med repræsentanten for Julemærkefonden. Det har siden resulteret i, at vi har lavet en særlig aftale med dem, da de også har veteraners børn på deres hjem,” fortæller formand Ole Rasmussen.

Tak til kongehuset for mulighed for at være med til dronningens sidste nytårskur! Vi ønsker Guds velsignelse over det kommende kongepars virke, ligesom vi ønsker alt godt for den afgående dronning i tiden fremover.